Det så du ikke på tv: Vandskade i ‘Nybyggerne’
Der var endnu flere benspænd for det unge par i blåt hus, end man ser i programmet.
I ugens afsnit af ‘Nybyggerne’ kom blåt hus på dybt vand i mere end en forstand. Som de selv udtrykker det, så sad de ikke ligefrem med svedige håndflader, da der skulle kåres en vinder af entréen, for de vidste godt, hvad klokken var slået.
De vandt ikke, men de fik ros for deres gode humør og for ambitionerne. Men selvom man ikke er i tvivl om, at de kæmpede, så var det faktisk en endnu større kamp, end man så på tv. Det fortæller parret om til HER&NU.
"Vi indså rimelig hurtigt, at buen, fliserne og VVS-arbejdet tog os meget længere tid end forventet. Vi kæmpede benhårdt for at nå så meget som overhovedet muligt. De sidste to døgn var noget af en kamp mod tiden, men vi kunne enten gå videre i et møghumør eller lære af vores fejl og tage det med et grin. Man kan simpelthen ikke andet end at grine af, at vi begiver os ud i en håndtegnet bue og 60×120 fliser uden et my erfaring", fortæller Heidi, som stadig kan grine af det nu, og fortsætter:
"Fliserne var jo et kaptiel for sig. Vi valgte, naive som vi var, at købe 60 x 120 fliser, men det viste sig at være en sindssyg svær størrelse at arbejde med, når man ingen erfaring har. Når de først ligger i spænd med klæb på bagsiden og gulvet, så suger de sig virkelig bare fast, som var der ingen dag i morgen. Alt, der kunne gå galt med de fliser, gik nærmest galt."
"Vi fik også væltet en kæmpe balje med vand ved et uheld, så det strøg nedunder klæben og gjorde, at det tog 1000 år, før fliserne satte sig fast. Og så baksede vi med at tilpasse genbrugsmøblementerne med hinanden – klokken 07:05 havde vi stadig ikke styr på bænk, vask og skabsarrangementet. Det var kaos med stort K, men vi prøvede bare at pløje igennem, så vi kunne blive nogenlunde færdige."
Parret fortæller, at entréen nok er det rum, de lærte mest af, fordi så mange ting ikke gik lige efter bogen. De afslører også, at den bue, som de var så forelskede i fra starten, endte med at gå under navnet “Helvedes buen”.
Imponerede over de andre par
Til gengæld er det unge par, som ikke er blege for at udråbe sig selv som de grønneste af ‘Nybyggerne’, dybt imponeret over de tre andre par.
"Vi kunne godt fornemme, at Frede og Anders var sindssygt dygtige til både at komme op med nogle vilde visioner og eksekvere dem håndværksmæssigt. Trine og Mikkel blæste os bagover med deres vilde sildeben og Trines gør det selv projekter, og Karsten og Stine valgte bare nogle virkelig skønne farvekombinationer, ikke mindst den lyserøde dør, som vi også var virkelig imponerede over. Og fliserne lå også lige i skabet," fortæller Heidi og fortsætter:
"De er sgu bare vilde på hver deres måde alle sammen. Heldigvis for os var de alle sammen nogle stjerner, når det kom til at hjælpe og give et godt råd, når noget virkelig drillede – hvilket det gjorde et par gange undervejs, må vi konkludere."
Fik du læst Frederikkes forklaring på, hvorfor to par pludselig begge havde bygget spejlsenge? Ellers kan du læse den her.
Følg parrets boligeventyr i ‘Nybyggerne’ på TV 2 og TV 2 PLAY hver onsdag.
Denne artikel blev bragt første gang på HER&NU. Dette er en redigeret version.