Christel Seyfarth er dommer på Den Store Strikkedyst.

9 gode strikkeråd: Dét skal du vide som nybegynder

Overvejer du at hoppe med på strikkebølgen? Vi har spurgt strikkernes svar på Mette Blomsterberg til råds.

Der findes folk, som elsker at strikke, og så findes der Christel Seyfarth.

Hun er ikke bare strikdesigner og strikkebogsforfatter. Hun driver også en strikbutik, er medarrangør af en årlig strikkefestival på Fanø, og så er hun én af dommerne i Den Store Strikkedyst, som netop har afsluttet sin tredje sæson på TV Syd.

Her er hendes ni gode råd til dig, som overvejer at kaste dig ud i pindearbejdet.

1. Køb udstyr i god kvalitet

- I strikkeverden kan man købe alt muligt grej, men man skal lade være med at købe sig fattig i ubrugeligt strikkeudstyr. Det, som man egentlig skal bruge, er nogle gode strikkepinde og noget godt garn. Køb det bedste og køb kun det, du skal bruge.

2. Drop genbrug

- Lad nu være med at rode i din mors gamle strikkekurv med alle hendes gamle strikkepinde, som ødelægger skuldre og arme osv., fordi de er massive, tunge og dårlige at strikke med. Køb nogle fede nye strikkepinde og noget fedt nyt lækkert garn i de farver, du elsker.

3. Vælg de rigtige pinde

- Nogle mennesker er helt hellige omkring, at det skal være træpinde, men jeg bruger nogle strikkepinde, som er i noget meget tyndt metal, og som er hule inden i, og de er super gode. Derudover: Strik på rundpind! For så sidder du ikke og spænder så meget i kroppen. Man har en tendens til at løfte skulderne, mens man strikker, når man strikker med to lige pinde. Det gør man ikke med rundpinden. Den ligger i skødet på én, den er ergonomisk rigtig, og så er den bare meget nemmere at strikke med.

4. Køb det gode garn – også selvom det koster lidt mere

- Strikketøj skal kunne holde længe. Derfor skal man købe noget kvalitetsgarn, og i min verden er godt garn et lækkert uldgarn, som er varmt. Uld er nemt at strikke med, for det glider godt på pindene, så hvis man skal strikke halstørklæder og trøjer, synes jeg, at man skal bruge uld. Som nybegynder skal man ikke være en fedterøv, fordi man tænker: "Nu skal jeg lige øve mig lidt." Nej, kast dig ud i det og køb kun det bedste.

5. Hav en ekspert ved din side

- Lær at strikke af én, som bor i nærheden, og som kan sidde ved siden af, mens man lige kommer i gang, så man ikke går i stå eller bliver træt af det. Alternativt kan man gå på strikkecafeer eller deltage i strikke-workshops på festivalerne.

6. Vær realistisk

- Vær realistisk med dit første projekt. Man skal starte med noget, der passer til det niveau, man er på. Så kan man altid fylde på senere hen.

7. Giv dig god tid

- Hav god tid, når du strikker. Sæt dig ned med en kaffekop, smid benene op i sofaen, lyt til noget god musik og tænd godt op i brændeovnen. Senere kan man godt se en god film samtidig, og ungerne kan skrige og hyle om ørene på dig. Men i starten skal man sætte sig ned i fred og ro, så man kan koncentrere sig.

8. Brug strikkeopskrifter

- Man kan jo ikke selv designe noget, når man er nybegynder, så find nogle fede strikkebøger frem og se, hvad der er. Der er også masser at hente på YouTube, hvis man skal øve sig på en bestemt teknik. I virkeligheden består strik jo bare af to masker: En ret maske og en vrang maske, som bliver kombineret på kryds og tværs. Når man kan de to masker, så kan man fylde på efterhånden som man bliver mere nysgerrig og mestrer det mere.

9. Giv ikke op

- Bliv nu ved, selvom det driller. Lad være med at give op. Øvelse gør mester.