Strik selv: Sød babycardigan med landskab fra Hendes Verden

Strik selv: Sød babycardigan med landskab

Denne babycardigan med landskab er da ikke til at stå for. Den må du straks i gang med at strikke til dit barn eller barnebarn.

**

Cardigan med landskab til baby

Str: 2 (4) 6 (9) 12 (18) mdr 2 og (3) år.

(svarer til str. 56 (62) 68 (74) 80 (86) 92 (98) cm.)

Overvidde: 48 (51) 54 (57) 60 (62) 65 (68) cm.

Hel længde: 20 (23) 25 (27) 30 (33) 34 (36) cm.

Garn: Pimabomuld, 1 (1) 1 (2) 2 (2) 2 (3) ngl lyseblå (fv 3049) og 1 (1) 1 (1) 1 (1) 1 (1) ngl æblegrøn (fv 3613) fra Strikkebogen.

Kvalitet: 100 % bomuld. 50 g = 200 meter.

Pinde: Nr. 2½ og 3.

Strikkefasthed: 28 m og 40 p i glatstrikning på p nr. 3 = 10 x 10 cm. Passer strikkefastheden ikke må der prøves med finere eller grovere pinde.

Tilbehør: 5 (5) 6 (6) 6 (6) 7 (7) knapper, 10 mm og 2 blomsterknapper, 18 mm.

Kantmasker: Første og sidste m strikkes r på alle p.

Knaphul: Strikkes i de 6 forkant m: 2 r, luk 2 m af, 2 r. På næste p slås 2 nye m op over de aflukkede m.

Indtagningstips: Indtagningerne strikkes fra r-siden af arb. Indt i beg af p: 1 kantm, tag 1 r løs af, 1 r, træk den løse m over, strik glatstrikning p hen. Indt i slutn af p: strik glatstrikning til der er 3 m tilbage på p, 2 r sm, 1 kantm.

Cardigan med landskab

Udtagningstips: Strik lænken mellem 2 m op, og strik den dr r.

Ryg: Slå 78 (82) 86 (90) 94 (98) 102 (106) m op på p nr. 2½ med æblegrønt garn og strik rib (1. p = vr-siden af arb): 1 kantm, * 1 r, 1 vr * gentag fra * til *, slut med 1 kantm. På de flg. p strikkes r over r og vr over vr. Når ribben måler 2 cm skiftes til p nr. 3, samtidig tages ind til 68 (72) 76 (80) 84 (88) 92 (96) m, jævnt fordelt. Strik glatstrikning til arb måler 5 (6) 7 (7) 8 (9) 10 (11) cm og skift til lyseblå. Fortsæt i glatstrikning til arb måler 11 (13) 15 (16) 18 (20) 21 (22) cm. Luk af til ærmegab for 4 m (gælder alle str.) i hver side, og tag derefter 1 m ind i hver side (se indtagningstips) på hver 2. p 5 (6) 7 (8) 9 (9) 10 (10) gange (= 50 (52) 54 (56) 58 (62) 64 (68) m på p). Når ærmegabet måler 9 (10) 10 (11) 11 (12) 13 (14) cm, lukkes løst af.

Venstre forstykke: Slå 42 (44) 46 (48) 50 (52) 54 (56) m op på p nr. 2½ med æblegrønt garn og strik 1 kantm, 5 r og rib som på ryggen (1. p = vr-siden af arb). De 6 m midt for strikkes r på alle p hele vejen op (= forkant). Når ribben måler 2 cm skiftes til p nr. 3 og der fortsættes lige op i glat samtidig med at der tages ind til 37 (39) 41 (43) 45 (47) 49 (51) m, jævnt fordelt. Fortsæt lige op i glatstrikning og skift til lyseblåt garn i samme højde som på ryggen. Luk af til ærmegab som på ryggen, men kun i beg af p fra r-siden (= 28 (29) 30 (31) 32 (34) 35 (37) m på p). Når ærmegabet måler 5 (6) 6 (7) 8 (8) 8 (9) cm lukkes af til halsudskæring på hver 2. p i beg af p fra vr-siden for 9, 3, 2, 1, 1, 1 (9, 3, 2, 1, 1, 1) 9, 3, 2, 1, 1, 1 (9, 3, 3, 1, 1, 1) 9, 3, 3, 1, 1, 1 (9, 3, 3, 2, 1, 1) 9, 3, 3, 1, 1, 1, 1 (9, 3, 3, 1, 1, 1, 1) m (= 11 (12) 13 (13) 14 (15) 16 (18) m på p). Fortsæt lige op i glat til ærmegabet måler 9 (10) 10 (11) 11 (12) 13 (14) cm. Luk de resterende m løst af.

Højre forstykke: Strikkes som venstre forstykke, men spejlvendt. Langs forkanten strikkes 4 (4) 5 (5) 5 (5) 6 (6) knaphuller (se knaphul), jævnt fordelt. Bemærk at det øverste/ sidste knaphul strikkes senere - i halskanten. Det nederste knaphul placeres ca. 2 cm fra den nederste kant.

Ærmer: Slå 50 (50) 52 (52) 54 (54) 56 (56) m op på p nr. 2½ med lyseblåt garn og strik rib som på ryggen. Når ribben måler 2 cm skiftes til p nr. 3 samtidig tages ind til 44 (44) 46 (46) 48 (48) 50 (50) m, jævnt fordelt. Fortsæt med at strikke glatstrikning til arb måler 3 cm (alle str.) og tag 1 m ud (se udtagningstips). Gentag udt med 1,5 cm’s mellemrum i alt 5 (6) 7 (9) 10 (12) 12 (13) gange (= 54 (56) 60 (64) 68 (72) 74 (76) m på p). Når ærmet måler 11 (13) 15 (17) 19 (21) 22 (24) cm lukkes af til ærmekuppel for 4 m (gælder alle str.) i hver side (= 46 (48) 52 (56) 60 (64) 66 (68) m på p) og herefter tages 1 m ind (se indtagningstips) på hver 2. p 6 (8) 6 (6) 7 (7) 8 (8) gange og på hver p 10 (8) 12 (14) 14 (16) 15 (16) gange (= 14 (16) 16 (16) 18 (18) 20 (20) m på p). Luk de resterende m løst af. Strik et ærme magen til.

Montering: Sy skuldersømmene sammen. Sy sømmene sammen og sy ærmerne i ærmegabene. Strik med p nr. 2½ og lyseblåt garn, m op fra r-siden af arb, langs halsudskæringen og strik rib som på ryggen, bemærk at de 6 forkant-m i begge sider fortsat strikkes r på alle p. Når ribben måler 1 cm strikkes et knaphul over de øvrige knaphuller. Strik videre til ribben måler 2 cm. Luk løst af i rib, og ret over forkanterne. Brodér 2 blomsterstængler med maskesting og æblegrønt garn, der er hhv. 10 og 20 maskesting i de to stængler. Brodér 2 små blade (mille fleurs) på hver stængel. Sy blomsterknapperne fast øverst på stænglerne. Sy knapperne fast på venstre forstykkes forkant.

Hendes Verden nr. 18/2011