Lene impulskøbte en garnbutik: "Vi tømte opsparingen"

I november 2020 havde Lene Pettersen lige været på strikkefestival i Allinge og købt et mønster til en trøje til sin søn. Men hun manglede lige lidt garn til en hvid stribe.

"Jeg tog ned til en strikkeforretning i Rønne for at købe det, men da jeg kom ind i butikken, så jeg, at hylderne var næsten tomme," fortæller 46-årige Lene.

"Jeg faldt i snak med ejeren, og hun fortalte mig, at hun var syg og var nødt til at lukke forretningen, og så sagde jeg for sjov: ”Skal jeg ikke købe den?”"

Det kan godt være, at Lenes spørgsmål dér i strikkeforretningen for to år siden var for sjov, men faktum er, at hun i dag står som ejer i sin helt egen strikkeforretning i Rønne. Hun havde nemlig fuld opbakning hjemmefra, hvor husholdningen tæller hendes mand, Johnni, deres søn og to plejebørn.

"Jeg brokkede mig til min mand over, at det nu var den tredje strikkeforretning i Rønne, der lukkede. Hans eneste kommentar var: ”Køb den.” Så tømte vi opsparingen," smiler Lene.

En levende butik

Den tidligere ejer af Kreabanken, som butikken hed, havde allerede opsagt sine lokaler, men Lene fandt hurtigt et andet lokale, som faktisk var både billigere og større, og eftersom hun overtog en eksisterende forretning, overtog hun også retten til at forhandle Hjertegarn.

I dag har hun 180 kvadratmeter med garn, strikkepinde og opskrifter samt lidt kagebagningsudstyr, ligesom hun også har erhvervet sig rettighederne til at sælge Sandnes-garn.

I den ene ende af lokalet står to store sofaer, som indbyder til, at man sætter sig, og det er også meningen.

"Jeg vil gerne have en levende butik, så folk må gerne komme ind og sætte sig ned og snakke eller strikke," siger Lene.

"Nogle gange undskylder folk, at de bruger så lang tid på at vælge garn, men mit motto er netop, at du ikke må have travlt her i forretningen. Hvis jeg selv skal strikke noget, lægger jeg tit garnet frem på disken og går og kigger på det i en uge," fortæller hun.

Rundt om i butikken ligger der også en del ufærdige strikkeprojekter, for Lene strikker lidt her og der.

"Før i tiden strikkede jeg kun norske mønstre, for jeg kommer oprindeligt fra Norge, men efter at jeg har købt Kreabanken, er det gået op for mig, at der er andet strik i verden end norsk," griner hun.

Mormors udfordringer

Lene kommer fra en kreativ familie og har strikket, fra hun var barn.

"Min mor lærte mig at strikke, allerede da jeg var fire år, for hun kunne både sy, strikke og brodere, men det var min mormor, der udviklede mig som strikker ved at give mig udfordringer. Hun sagde for eksempel: ”Lav en drejet retmaske i ribkant. Jeg tjekker, næste gang vi ses, om du har gjort det,”" mindes Lene med et smil.

"Hun må have været verdens mest tålmodige menneske, men jeg tror også, det var stædighed, der hjalp mig til at lære at strikke," siger Lene.

Hun strikkede sin første mohairtrøje til sin skolestart. Med inspiration fra mormor blev strikketøjet stadig mere kompliceret, og Lene strikkede faktisk hele tiden. Selv da hun gik i gymnasiet og var den eneste af de cirka 300 elever, der strikkede.

"Jeg kan godt lide at lave noget, der giver et umiddelbart resultat. Det er en dejlig måde at slappe af på. Måske burde jeg også have haft en diagnose, for jeg kan ikke sidde stille uden at have noget mellem hænderne. Jeg er rastløs uden mit strikketøj," siger Lene, mens hun sidder – strikkende – i en af sine store sofaer.

Startproblemer

Lene er egentlig uddannet ergoterapeut og havde faktisk allerede, da hun gik ud for at købe hvidt garn til sønnens trøje, planer om at holde en pause fra det erhverv og hellige sig arbejdet med plejebørnene. Men det blev altså kun til en måned, før hun i december 2020 stillede sig bag disken i strikkeforretningen med det lager, hun overtog fra Kreabankens tidligere ejer.

Og så kom coronanedlukningen. Lene smiler. Hun er heldigvis typen, der kan smile af den slags genvordigheder, men hun er også taknemmelig, for hendes udlejer var forstående over for, at den nystartede forretning ikke kørte fra dag ét.

"Jeg lavede en ”click and collect”- ordning, så folk kunne bestille garn hjemmefra og komme og hente det hos mig ved døren, men hvis vi ikke havde fået lov at åbne 1. marts, ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort," siger hun.

En af dagens første kunder kommer ind i butikken og beder om hjælp til at finde garn til en flaskegrøn poncho. Lene springer op fra strikketøjet og går i gang med at finde det helt rigtige garn til kundens projekt, hvilket fører til en lang snak om alt fra strikkefasthed til de mange turister, som er på Bornholm denne sommer.

Selvom Lene og hendes strikkeforretning blev reddet på coronastregen, er der stadig ofte temmelig lange pauser mellem kunderne. Men så er der da tid til at snakke. Og strikke. Hvis man skal se på de lyse sider. Og det gør Lene.

"Forretningen går op og ned, men indtil videre har jeg da holdt mine budgetter, så det er godt. Jeg har ikke haft nogen dage uden kunder, men jeg har da haft dage, hvor omsætningen har været under 1.000 kroner, og jeg har følt, at jeg lige så godt kunne have haft lukket og være blevet hjemme. Andre dage kommer der to kunder og køber så meget, at det redder hele omsætningen. Og så er der de dage, hvor der kommer fem kunder lige inden lukketid," griner hun.

Lene og Johnni er blevet enige om, at de giver Kreabanken chancen frem til næste forår, og hvis Lene stadig ikke er begyndt at kunne udbetale løn til sig selv til den tid, må hun smide strikketøjet i ringen.

"Det var jo min plan A at gå hjemme, så den må jeg gå tilbage til, hvis plan B mislykkes," siger hun og tilføjer:

"Sådan må det være, når man impulskøber en strikkeforretning."