"Jeg var så meget på røven, at jeg ikke længere havde noget at miste"

Der dufter af friskbrygget kaffe og nybagte boller på café Woolstock på Østerbro i København. De gamle møbler er fundet i Den Blå Avis og tilsat masser af farvestrålende garn og grønne planter. Mormors hyggelige stue med et strejf af Paris, som Louise formulerer det. Hun er både indehaver, bager, tjener og opvasker på cafeen.

Historien om, hvordan Louise Søgaard Johansen blev caféejer, begynder med en fyring. Hun var på vej hjem fra en opgave, da en mail tikkede ind på hendes mobil. Hendes arbejdsgiver meddelte hende, at hun ikke skulle møde på sit kontor næste dag, men gå direkte til HR-afdelingen. Louise var godt klar over, hvad det betød. Krisen kradsede i den danske mediebranche, og det kostede hende jobbet som journalist i et større dansk mediehus. Et job, som hun elskede og havde haft i 10 år.

– Jeg var mentalt forberedt på fyringen og tog direkte på opgave, selv om de spurgte, om jeg ikke ville hjem og sunde mig, men jeg ville ikke svigte min kilde, fortæller 45-årige Louise.

Ganske uden varsel

Den 20. september 2017 blev Louises sidste dag som journalist. Hun var ked af at miste jobbet, men glædede sig over, at alt andet i hendes liv fungerede. Hun var efter knap to års forhold stadig meget forelsket i sin kæreste. De gik hver aften en tur hånd i hånd, og ofte talte de om, hvor heldige de var. For ni måneder siden var Louise og kæresten flyttet sammen i en fælles lejlighed med deres fire sammenbragte børn, og det var gået rigtig godt. Parret talte også om fremtiden, om byggeprojektet i lejligheden og om steder, de gerne ville rejse hen. Sammen.

– Min kæreste sagde, at jeg ikke skulle være bekymret for fremtiden, for vi skulle nok klare det sammen, siger Louise, der er mor til en søn på 14 og en datter på 18 år. Ugen efter var det forbi. Kæresten gik fra hende ganske uden varsel.

– Jeg troede, at vi havde det godt sammen. Selvfølgelig havde vi små konflikter, det kan jo ikke undgås, når man er en sammenbragt familie, men jeg havde slet ikke set bruddet komme og kunne ikke forstå det, fortæller Louise. Hun spurgte igen og igen, men fik ikke nogen brugbare svar, og hendes hjerne var på konstant overarbejde for at finde forklaringer.

– Jeg følte mig virkelig fortabt, for jeg kunne slet ikke genkende min kæreste, og jeg håbede, at han bare havde fået en mental nedsmeltning og ville komme tilbage. Jeg kunne ikke sove om natten, og når jeg endelig faldt i søvn, havde jeg voldsomme mareridt, som var så livagtige, husker hun. 

20 cigaretter og hjertebanken

Louise røg 20 cigaretter om dagen, selv om hun egentlig ikke var ryger, græd hele tiden ”som i hele tiden” og havde konstant hovedpine og hjertebanken. Hun kiggede på jobopslag, som hun ikke orkede at søge. – Jeg havde sådan en indre panik og kunne slet ikke mærke mig selv. Jeg kunne ikke føle sult, og når jeg prøvede at spise, fik jeg kvalme, så jeg tabte 10 kilo, siger Louise. Samtidig forsøgte hun at opretholde facaden over for sine børn og passe sit arbejde.

– Jeg prøvede at være den glade Louise, men jeg var vanvittigt bange for fremtiden. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forsørge mine børn, eller hvor vi skulle bo. Det var så uoverskueligt, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde, og jeg var ikke rigtig i stand til at gøre noget. Louise opsøgte sin læge, som sygemeldte hende i opsigelsesperioden. Lægen kaldte det ”akut belastningsskade” og beordrede hende til at komme igen ugen efter. ”Du må ikke gøre noget dumt. Du skal holde dig i live, til vi ses på torsdag,” lød hendes afskedsreplik.

– Hun var bange for, at jeg skulle tage billetten, og tanken har også strejfet mig. Jeg kunne aldrig finde på det, fordi jeg har to børn, men jeg har da ønsket, at jeg ikke havde dem, så jeg kunne vælge den udvej, siger Louise ærligt og tilføjer:

– I dag er det helt skørt at tænke på, at jeg havde det sådan. Det blev til mange samtaler hos lægen, i perioder flere gange om ugen.

”Bussemandstapet”

Da nedturen var på sit højeste, spirede en tanke frem i mørket. Louise har altid elsket at strikke og havde en gammel drøm om at åbne en strikkecafé. Et sted, hvor man kunne drikke god kaffe, møde andre mennesker og hygge sig med sit håndarbejde.

– Jeg var tvunget til at gøre noget, for jeg havde brug for et job. Desuden var jeg så meget på røven, at jeg ikke længere havde noget at miste, konstaterer Louise, der blev fritstillet fra sit gamle job, da sygemeldingen udløb. Hun begyndte forsigtigt at udvikle konceptet. Små skridt ad gangen på de dage, hvor der var lidt overskud. Louise mærkede, at det gjorde hende glad at arbejde med sin forretningsidé, og da hendes mor kunne se, at projektet fik datteren til at blomstre op, lånte hun hende 400.000 kroner som startkapital.

– Jeg havde ikke kunnet åbne caféen uden hendes hjælp. Det betød rigtig meget, at hun som en af de få troede på min idé. Vi har aldrig været så tætte, som vi nu er blevet, og min mor kommer hver søndag og hjælper mig i caféen, fortæller Louise. Hun overtog en gammel bodega af den slags med spillemaskiner og brunt ”bussemandstapet” på væggene, og i tre måneder knoklede hun fra otte morgen til otte aften med at slibe ned, male og sætte i stand.

– Jeg havde dårligt energi til at stå op, men jeg havde ikke noget valg, for caféen skulle være færdig, når min opsigelsesperiode stoppede. Når jeg arbejdede, havde jeg ikke tid til at tænke på min ekskæreste, siger Louise. Den 9. juni 2018 åbnede hun cafeen for første gang, og siden har hun ikke set sig tilbage.

– Jeg er simpelthen så glad, og selv om jeg har travlt, er jeg ikke stresset. Jeg har de sødeste kunder, som hver dag bekræfter mig i, at jeg er god til det, jeg laver, smiler Louise. Eneste ulempe i hendes nye liv er, at hun ikke længere har tid til sit eget strikketøj.