Strik selv: Varme vanter med klap fra Hendes Verden

Strik selv: Varme vanter med klap

Hold hænderne varme med disse smarts vanter med klap.

**

Vanter med klap

Str.: Onesize.

Garn: Angel Touch, 1 ngl Grey Dark (GP2) og 1 ngl Grey Medium (GP1) fra Canard ApS.

Kvalitet: 100 % babyalpakauld. 50 g = 175 meter.

Pinde: Strømpep nr. 3.

Strikkefasthed: 28 m og 36 p i glatstrik på p nr. 3 med dobbelt garn = 10 x 10 cm. Passer strikkefastheden ikke, må der prøves med finere eller grovere pinde.

Tilbehør: 6 små knapper, diameter 13-15 mm, fra Sommerfuglen.

Udtagning: Der strikkes 2 gange i samme m (først i forreste lænke og derefter i bageste lænke).

Bemærk: Vanterne strikkes med dobbelt garn – en tråd i hver farve.

Slå 50 m op med dobbelt garn (se Bemærk) på strømpep nr. 3, og strik 12 cm rib (1 r, 1 vr). Skift til glatstrik, og strik 3 cm lige op. Nu strikkes kile til tommel: Tag 1 m ud i 1. m (se Udtagning), 2 r, tag 1 m ud i næste m, strik omg rundt. Strik 1 omg uden udt. Tag 1 m ud i 1. m, 4 r, tag 1 m ud i næste m, strik omg rundt. Strik 1 omg uden udt. Gent således udt på hver 2. p i alt 8 gange, idet der kommer 2 m mere mellem udt, for hver gang der tages ud (der er nu 16 m i kilen til tommelen). Sæt tommelens m i hvil på en sikkerhedsnål. Slå 4 m op over tommel-m, og fortsæt derefter rundt i glatstrik, til arb måler 3 cm, fra hvor de 4 nye m blev slået op. Slut af med at strikke 3 omg rib (1 r, 1 vr). Luk af. Strik en handske magen til.

Flap til handsken: Slå 50 m op på strømpep nr. 3, og strik 3 p rib (1 r, 1 vr). Skift til glatstrik, og strik samtidig 3 knaphuller således: 3 r, luk 2 m af, 6 r, luk 2 m af, 6 r, luk 2 m af, strik r omg rundt. På næste omg slås 2 nye m op over hver af de 3 x 2 aflukkede m. Strik lige op, til arb måler 8 cm. Luk 4 m af på hver omg (ved at strikke 2 r sm i alt 4 gange på omg) i alt 9 gange (= 14 m på p). På næste p strikkes 2 r sm omg rundt. Bryd garnet, og træk tråden gennem de resterende 7 m. Hæft grundigt. Strik en flap magen til.

Tommelfinger: Sæt de 16 hvilende tommel-m over på strømpep, idet der samtidig samles 6 m op i de 4 nye m, der blev slået op bag tommelen (= i alt 22 m). Strik nu 1 omg glatstrik, hvor hhv. den første og den sidste af de 6 nye m strikkes r sm med hhv. den sidste og den første af de 16 ”gamle” m (= 20 m/5 m på hver p). Strik 1 omg glatstrik lige op, og strik derefter endnu 1 omg, hvor de 2 sidste m på hver af de 4 strømpep strikkes r sm (= 16 m). Strik yderligere 2 omg lige op. Skift derefter til rib (1 r, 1 vr), og strik 3 omg rib. Luk lidt stramt af i rib.

Montering: Sy nu de 3 små knapper fast på oversiden af hver vante, og knap efterfølgende flapperne fast derover.

Hendes Verden nr. 39/2014

► SE OGSÅ: De hotte: Neonvanter

► SE OGSÅ: Børnevanter med motiver

► SE OGSÅ: Dagens tip! Undgå forskellig længde på sokker og vanter