Den 21-åriges store talent fornægter sig ikke, og lige nu kan hun opleves i den store rolle som Laura i ”Familier som vores” på TV 2.
– Jeg har altid haft en drøm om at blive skuespiller. Men jeg vidste ikke, at jeg havde modet til at kaste mig ud i det. Jeg har altid været meget genert og indelukket, så tanken om at blive skuespiller er blevet pakket længere og længere væk, jo ældre jeg er blevet. Jeg har også haft mange studievejledere i både folkeskolen og gymnasiet, der har advaret mod freelancekarrieren i den kreative branche og sagt, at jeg skulle holde mig fra det. De anbefalede et stabilt job efter en universitetsuddannelse, fortæller Amaryllis, der stærkt overvejede at gå journalistikkens vej, inden hun i slutningen af 3.g så, at Thomas Vinterberg søgte nogen til at spille gymnasieelever i sin nye tv-serie.
Amarylis på et ældre billede med sine søskende Aya Anemone, 11, Alba, 31, Anders, 46, samt hendes forældre, Bille August, 75, og Sara-Marie Maltha, 52.(Foto: Klaus Bo Christensen)
At hendes far ligesom Vinterberg er en af Danmarks få Oscar-vindere, mener hun dog ikke har haft nogen indflydelse på valget af hende.
– Jeg fandt modet til at søge det, og jeg er endt et rigtig godt sted, hvor jeg er glad for at være. Som jeg har forstået det, anede Thomas ikke, hvem mine forældre var før langt inde i castingprocessen. Jeg er meget taknemmelig for, at han kunne se mig.
I serien forelsker hun sig i Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), mens Amaryllis under optagelserne faldt for den 21-årige Albert Carey Drasbæk. De var sammen i et års tid, men er ikke længere et par.(Foto: Per Arnesen/Zentropa/TV 2)
Albert, der er søn af skuespillerne Laura Drasbæk, 49, og Gerard Bidstrup, 56, har i ”Familier som vores” rollen som Valde.(Foto: Per Arnesen)
Paprika Steen, 59, og Thomas Vinterberg, 55, var en stor hjælp for Amaryllis.(Foto: Julie Vrábelová)
At springe ud i så stort et projekt i sin debut som skuespiller uden formel træning fik Amaryllis til at tvivle på sine egne evner.
Annonse
– Jeg blev meget rørt, da jeg læste manuskriptet. Jeg græd flere gange. Men der var også mange af scenerne, hvor der stod, hvad min karakter skulle gøre, hvor jeg tænkte, ”Det kan jeg jo ikke? Hvad gør jeg?” Men jeg fandt heldigvis ud af det hele hen ad vejen.
”Familier som vores” handler om, hvordan Danmark lukker ned på grund af havets stigning, og man ser blandt andet, hvordan det kaster en mørk skygge over en studenterfejring.
– Samme dag jeg fik opkaldet om, at rollen var min, var jeg blevet student og havde fået hue på. Så det hele føltes meget virkelighedsnært. For i min generation er vi meget bevidste om klimaforandringerne. De er ikke til debat. Det er bare et faktum. Det fylder rigtig meget i mit liv, siger hun og tilføjer, at det føles mærkeligt at høre fra ældre generationer, at klimaforandringerne er de unges problem.
– Det er en meget stor byrde at lægge på vores skuldre. Men sådan har det været, siden jeg var barn. Jeg kan huske, at da jeg gik i 2. klasse, havde vi et projekt, hvor vi skulle finde på løsninger. Det er jo helt sindssygt at bede børn om. Det er noget, vi skal stå sammen om og løse på tværs af alle generationer.
Fritiden bruger hun gerne på at begrave sig i bøger.
– For tiden læser jeg mange krimier og ser også krimier. Både min far og jeg elsker bøger og anbefaler tit nogen til hinanden. Jeg har lige fået to af ham, som jeg er i gang med at læse. Han læser en del hurtigere end mig, men jeg elsker at læse og bare lade mig opsluge af en anden verden.