I
det kolde, våde martsmørke forberedte
krimiforfatteren Julie Hastrup sig på
at gå i seng på Hvedholm Slot på Fyn.
Pludselig begyndte det at larme og
gungre ude på gangen. Døre blev flået op
og smækket i igen. Forrædere skulle lukkes
ud, og en skulle myrdes.
Artiklen fortsætter under videoen med Niels Erik fra 'Landmand søger kærlighed'...
– Det var helt vildt grænseoverskridende.
Jeg plejer jo at bestemme alt og vide, hvad
der skal ske. Det var en af grundene til, at
jeg sagde ja til at medvirke. Vi fik intet at
vide, og usikkerheden var til stede hele tiden. Vi var i alarmberedskab 24/7 i de dage,
vi var på slottet, fortæller Julie Hastrup,
55, om sine oplevelser i TV 2’s krimispil 'Forræder'.
– Vi havde en deltageransvarlig, som
sørgede for, at vi ikke kunne tale sammen
eller gå ud fra slottet. Vi var fuldstændig
isolerede, og vores telefoner blev taget fra
os. Vi fik 40 minutter hver aften til at ringe
hjem, og så var vi på værelset fra klokken 20
til klokken 8, hvor vi spiste morgenmad hver
for sig, inden vi kom ned.
Behandlet som børn
– Jeg blev lokket
med, at det var
Agatha Christie’sk. Det ved
jeg nu ikke, om
det er. Det er jo
mere en gættekonkurrence om
at aflæse
mennesker.Foto; Bo Nymann
Oplevelserne har givet Julie, som bor i indre
København med sin 19-årige datter, Emma,
og desuden er mor til William på 22 år,
noget at tænke over.
– Vi blev bevidst behandlet som børnehavebørn. Som krimiforfatter er det psykologisk ret interessant, hvor hurtigt vi indrettede os efter betingelserne og råbte: ”Jeppe,
jeg skal tisse”, når vi skulle på toilettet. Vi
blev mere og mere paranoide, som dagene
gik, selvom vi vidste, at det kun var et spil.
Når al bestemmelse bliver taget fra dig, så
bliver du enormt passiv. Det chokerede mig.
Deltagerne havde inden optagelserne
været igennem en psykolog-udredning og
tests for at se, om de havde nerverne til de
meget krævende optagelser. Søvn fik Julie
ikke meget af på slottet.
– Mit hoved var fuld af spekulationer,
som jeg ikke var i stand til at lukke ned for:
Hvem er forræder? Hvem kan jeg stole på?
Det kværnede løs og derfor var jeg søvnløs.
Men det værste var larmen om aftenen
og natten, når de skulle have forræderne
ud. Det blev selv en hærdet krimiforfatter
enormt forskrækket over, siger Julie Hastrup
og understreger, at der naturligvis hele tiden
var vished om, at der ikke kunne ske hende
selv eller de andre deltagere noget.
– Når så mange kigger på dig og mistror
dig, så bliver det ret ubehageligt. Jeg er
generelt meget tillidsfuld og god til at læse
mennesker, men det her var hårdt. Det var
heller ikke særligt fedt at skulle leve med,
at nogen, som du er fortrolig med, kunne
gøre noget ubehageligt ved dig, selvom det
var en leg. Der var en konstant stemning af
utryghed, fortæller hun.
Hjemme igen måtte Julie lige bruge et par
dage for sig selv.
Julie var en af dem, som holdt længst ud, da de
blev lukket ned i en kiste.
– Jeg var helt sikker på, at de ikke ville skubbe os
ned i de mudrede huller, selvom de kastede jord
på. Men jeg prøvede på ikke at panikke, for det
var enormt koldt.
– Efter mere end en halv time i den kolde kiste fik
jeg influenza, og jeg kom hjem efter flere dage
med 40 graders feber. Jeg blev fodret med
Panodil for at holde dagene ud.Foto; TV2
– Kombinationen af isolationen, det
uvisse og skræmmemetoderne gjorde, at
min krop var stresset. Jeg lå syg med 40 i
feber, og jeg kunne ikke dele mine oplevelser med nogen. Så jeg brugte også psykologen, da jeg kom hjem. Jeg – og jeg ved,
at andre også gjorde det – brød grædende
sammen bagefter, for hele det psykologiske
spil var virkeligt voldsomt. Men det var en
fed oplevelse, og jeg lærte rigtig meget, som
jeg kan bruge i mit forfatterskab.