Madonna hittede for 35 år siden med 'Like a Virgin'. Den sang bør hun lære sin nye flamme, Ahlamalik Williams, for han virker jo helt jomfruelig i forhold til popdronningen.
Ahlamalik Williams er godt skåret. (Foto: MEGA)
Måske ønskede 61-årige Madonna sig nyt, friskt legetøj til jul – i så fald har hun fået ønsket opfyldt, for Ahlamalik er kun 25 somre, og han var altså endnu ikke født, da Madonnas karriere startede.
Men faktisk er forholdet næppe så nyt, som mange tror, for Ahlamalik, som er danser, har turneret med Madonna siden 2015, og i fjor var der allerede rygter om, at Madonna også dirigerede rundt med den unge fyr andre steder end på scenen.
Forleden blev det umage par spottet på en balkon i Miami, og man kunne se, at han holdt hende kærligt om livet. Det lignede ikke en danseøvelse. Madonnas ældste datter, Lourdes, var også at se på balkonen i ny og næ, så måske er Ahlamalik allerede optaget i familien som papfar for Madonnas børn. Han er to år ældre end Lourdes.