Dronningens store ønske opfyldt: Klar til fest

Nytårsplanerne bliver som dronning Margrethe havde håbet.

Efter titelkrisen, der sidste år kastede kongehuset ud i et historisk stormvejr, er det lykkedes dronning Margrethe at samle hele familien.

Først inviterede dronning Margrethe både kronprinsfamilien og prinsefamilien til jul på Marselisborg Slot i Aarhus, og nu støtter de hende også ved det stort anlagte nytårskur og -taffel på Amalienborg.

For dronningen er det traditionsrige arrangement i Christian VII's Palæ årets vigtigste begivenhed, så at begge hendes voksne sønner og svigerdøtre deltager, er den største gave, de kunne give hende.

At der var en forsoning på vej, kunne man se ved majestætens 83-års fødselsdag i april, hvor de to grene af familien mødtes første gang, efter Joachims børn havde mistet deres prinse- og prinsessetitel.

Hele familien var samlet ved dronningens 83-års fødselsdag i april
Hele familien var samlet ved dronningens 83-års fødselsdag i april

Siden har grev Nikolai, 24, også fortalt, at han nyder den frihed, som titelændringen har givet ham.

At dronningen i starten af året blev alvorligt syg og måtte gennem en omfattende rygoperation, har uden tvivl gjort, at den kongelige familie er rykket tættere sammen, fordi det pludselig stod lysende klart, at tiden måske kunne løbe fra dem.

Stor kærlighed

Allerede i sin nytårstale fortalte dronningen sidste år, at hun håbede på en forsoning.

Forinden havde prinsesse Marie ærligt sagt, at forholdet til kronprinsparret var ”kompliceret”.

– Jeg omfatter hele min familie med stor kærlighed til alle tider. Vanskeligheder og uenighed kan opstå i enhver familie, også i min. Det har hele landet været vidne til. At forholdet til prins Joachim og prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder, gør mig ondt. Vi har nu haft en tid med mere ro og eftertanke, og jeg er sikker på, at familien sammen kan gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod, sagde dronningen, der i et efterfølgende interview med Weekendavisen var forsigtig med at sætte flere ord på familiekrisen.

– Jeg er ikke rigtig glad for at komme ind på det, hvis jeg skal være ærlig. Jeg kunne godt sige noget, men man skal ikke sige alting. For mig har det været vigtigt, at det ikke skulle være Frederiks lod at tage sådan en beslutning. Det var bedre, at det var mig, sagde hun og forklarede, at ”så er det den gamle kone, der har besluttet det. Men det er lidt for tæt på endnu til at tale om”.

Dronning Margrethe åbnede dog en smule op og sammenlignede det med almindelige generationsskift.

– Men der er andre familier, der oplever parallelle ting; som hvis man har et foretagende, et gods eller en gård, som skal fortsætte i familien, og at nogen så skal det mere end andre. Det kan jo give spændinger, sagde dronningen, der nu tilsyneladende kan gå ind i det nye år med det, man på godt dansk kalder ro på bagsmækken.