Frejamay ville ikke være alenemor til tre og fik en abort: ”Jeg har aldrig grædt så meget, som da jeg ringede til min læge”

For tre-fire år siden havde jeg et onenightstand. Dte var på min fødselsdag. 

Vi brugte beskyttelse, så jeg skænkede det ikke en tanke, at jeg kunne være blevet gravid. 

Læs også

Læs også

Da Gun-Britt tog til psykolog, fik hun et råd – og derefter så hun aldrig sin mor igen

Men efter et par uger begyndte jeg at få ekstremt smertefulde bryster. Jeg genkendte straks smerten fra graviditeterne med mine to piger. Jeg tænkte bare ”fuck, det er simpelthen løgn!”.

Jeg tog testen, da jeg havde afleveret mine børn. De to streger var bragende tydelige, og jeg stod på badeværelset og brød sammen. 

Aftenen før havde jeg talt med min veninde og været fuldstændig afklaret: Hvis jeg var gravid, skulle jeg have en abort, for som alenemor kunne jeg ikke magte et barn mere. Men det var noget andet at stå med testen og samtidig mærke: Min krop var ved at lave et barn.

Jeg har aldrig grædt så meget, som da jeg ringede til min læge. Han sagde: ”Jeg kan høre, du er afklaret, men vi giver dig lige et døgn. Har du nogen at snakke med?” 

Det var en kæmpe hjælp. Jeg fik et døgns ”frikvarter” til bare at føle alt det, jeg havde behov for – uden at blive dømt eller presset. I det døgn snakkede jeg med min mor og mine tætteste veninder. De lod mig åbne den dør: Hvordan ville det være at være alenemor til tre? 

Det er jeg sindssygt glad for i dag; tvivlen fik lov til at leve, og jeg tog mig af den. Det betød, at jeg havde ro i sjælen, da jeg ringede og bekræftede: Jeg skulle have en abort.

Jeg fik piller med hjem, som jeg skulle tage. Én veninde havde sagt: ”Nogle sjæle skal kun herned på kort besøg.” 

Det hjalp mig. Inden jeg tog pillerne, lagde jeg hænderne på maven, tændte stearinlys og sagde: ”Tak fordi du kom, jeg er ked af, at det skal være sådan her, men det skal det.”

Selve aborten var smertefuld. Som en blanding af menstruationssmerter og en reel fødsel. Jeg fik det ret dårligt, men det var overstået efter et døgns tid. 

I ugerne efter havde jeg det mærkeligt; det var, som om min krop ikke helt forstod, at jeg ikke var gravid længere.

Jeg skrev om graviditeten på min blog. Sådan gør jeg, når jeg går igennem noget svært: Deler det. Bagefter tænkte jeg, at det var enten det dummeste eller det bedste, jeg nogensinde havde gjort. 

Ville jeg få alle verdens abortmodstandere på nakken? Det mod­satte skete: Jeg modtog en kærlighedsstorm fra kvinder, som skrev tak, fordi jeg talte åbent om det. 

Læs også

Læs også

Sygdomsforløbet lærte Anne Ventzel en vigtig lektie: ”Det var jeg ikke særlig god til før”

Der var en kvinde på 67, som aldrig havde fortalt nogen om sin abort. Og en gammel klassekammerat, hvis datter på 16 stod over for at få én. 

Det gav mig styrke og en følelse af søstersolidaritet.

Jeg har en tatovering for hvert af mine to børn. Og da min krop kom til sig selv igen, fik jeg lavet en tredje med et lille stjerneskud for den spirrevip, der var der. 

Jeg har for nylig fortalt mine piger om aborten. Det kom naturligt op, og jeg fortalte om mine overvejelser om overskud og økonomi – og at der var andre mødre, der ville have valgt anderledes. Jeg er taknemmelig for at bo i et land, hvor kvinder har denne mulighed. 

Jeg har ofte stået i situationer og tænkt: Hvis jeg havde et tredje barn nu, havde det været helt umuligt. Så sender jeg en kærlig tanke op til den sjæl, der var her så kort.