Cannelés bordelais fra Hjemmet

Cannelés bordelais

Små, franske himmerigsmundfulde.

Jeg elsker macarons og cupcakes, men nogle gange savner jeg at sætte tænderne i en helt anden kage. Så da jeg for nyligt stiftede bekendtskab med de franske fristelser ”cannelés bordelais”, steg humøret adskillige grader.

De smager skønt af vanilje, og har et luftigt indre, mens skallen er sprød og karamelliseret. Desuden indeholder den pandekageagtige dej kun få ingredienser, som jeg alligevel ofte har i køkkenet. Så den eneste udfordring for at komme i gang med bageriet er formene.

Det ultimative resultat skulle eftersigende opnås med små forme i kobber, men silikone-forme er nu heller ikke helt ringe. Så efter at have set min mand dybt i øjnene og lovet ham uforglemmelige kageoplevelser, kom han hjem med en fin cannelés-form i silikone. Har du små muffinforme i køkkenskabet, er de sikkert også velegnede.

Jeg lavede dejen et par dage før, jeg bagte dem, og det er jo i sig selv genialt. Lov mig, at du holder snitterne fra ovnlågen under bagningen, ellers risikerer kagerne at falde sammen. Og sørg for, at kagerne er helt brune og karamelliserede på overfladen, inden du tager dem ud af ovnen. Så opnår du bedst kontrasten mellem den knasende overflade og den bløde midte.

Cannelés bordelais

Ca. 25 små stk.

Arbejdstid: 15 min.

Bagetid: 65-70 min.

2½ dl sødmælk

1 vaniljestang

20 g smør

1 spsk. rom

50 g mel

125 g flormelis

1 knsp. salt

1 æg + 1 æggeblomme

evt. smeltet smør til formene

1. Kom mælk, vaniljekorn, den tomme vaniljestang og smør i en gryde, og varm det, til smørret er smeltet. Lad det afkøle, tilsæt rom, og fisk vaniljestangen op.

2. Bland mel, flormelis og salt i en skål.

3. Pisk det hele æg og æggeblommen sammen, og rør det i melblandingen. Rør til en tyk dej. Tilsæt den kolde mælkeblanding lidt ad gangen, og rør dejen helt glat.

4. Dæk skålen med film, og sæt den i køleskabet i 1 døgns tid.

5. Smør evt. cannelés-formen med lidt smør, og fyld hvert hul ¾ op med dej.

6. Bag kagerne i ovnen ved 250 grader i 5-10 min. Skru ned til 180 grader, og bag videre i ca. 60 min. De er færdige, når overfladen er gylden og karamelliseret.

7. Lad kagerne køle lidt af i formen, og vend dem ud på en rist til afkøling.

Tip: Dejen kan stå i køleskabet i 2-3 dage.