Iskold sommersuppe fra Hjemmet

Iskold sommersuppe

Frisk grønsagssuppe.

Som barn havde vi et lille drivhus, hvor bl.a. tomatplanterne slyngede sig op omkring opbindingspælene. At skyde glasdøren til side og indsnuse den søde duft af modne tomater er et uforglemmeligt minde. Vi spiste tomaterne som slik, og lige siden har jeg jagtet tomater af samme kvalitet.

Det er faktisk lidt at en udfordring. Og netop i denne suppe (med tomat som hovedingrediens) er smagfulde tomater afgørende for det færdige resultat.

Grønsagssuppen hedder gazpacho og er særligt udbredt i Spanien, hvor den læsker godt i varmen.

2 personer (eller forret til 4 personer)

500 g tomater

1 stor rød peberfrugt

½ agurk

1 fed hvidløg

¼ frisk rød chili

40 g brød uden skorpe

1½ spsk. citronsaft

2 dl kold grønsagsbouillon

½ spsk. æbleeddike 

salt og peber

Pynt:

1 bundt frisk koriander eller basilikum

2 dl cremefraiche

evt. chiliflager

Tilbehør: rugbrødschips

8 super tynde skiver rugbrød

4 spsk. olivenolie

flagesalt

Suppe:

1. Skær et kryds i toppen af hver tomat. Kom dem i en gryde med kogende vand i et kort øjeblik og derefter i en skål med koldt vand. Træk skindet af. Fjern stilk og kerner fra peberfrugten og skær den i mindre stykker. Skræl agurken og skær den i mindre stykker. Hak hvidløget og chilien. Skær de flåede tomater i kvarte.

2. Kom det hele i en blender sammen med brød i små stykker. Tilsæt citronsaft, bouillon, eddike, salt og peber. Blend til ensartet konsistens og smag til med hvidløg, citronsaft, eddike, salt og peber.

3. Sæt gazpachoen i køleskabet – gerne i et par timer, så den er iskold ved servering.

Rugbrødschips:

4. Skær 8 super tynde skiver rugbrød (evt. på en pålægsmaskine).

5. Dryp brødskiverne med olie og drys med flagesalt.

6. Bag chipsene ved 175 grader i ca. 15. min. og lad dem køle af på en rist.

7. Servér den iskolde gazpacho med en klat cremefraiche, hakket koriander, chiliflager og rugbrødschips.