Marcipankrans
Den klippede krans er fyldt med marcipan og marmelade. Jeg har brugt en færdigkøbt havtornmarmelade, men vælg din egen favorit.
1 krans, 16-18 stykker
Ingredienser
- Dej:
- 125 g smør
- 2½ dl mælk
- 25 g gær
- 1 æg
- 2 spsk. sukker
- 1 tsk. stødt kardemomme
- 1 tsk. salt
- ca. 500 g hvedemel
- Fyld:
- 350 g havtornmarmelade (eller abrikos/appelsin)
- 250 g marcipan
- Pynt:
- 1 æg
- 1 knsp. salt
- 50 g mandelflager
- Smelt smørret, tilsæt mælk, og lad det blive lunt (maks. 37 grader).
- Hæld blandingen i en skål, og smuldr gæren i væsken. Tilsæt æg, sukker, kardemomme og salt, og rør melet i (hold lidt tilbage). Ælt dejen blank og smidig – gerne på maskine. Lad den hæve tildækket i ca. 1 time.
- Vend dejen ud på et mel-drysset bord, og rul den ud til et stort firkantet stykke (ca. 40x60 cm).
- Smør marmeladen på dejen – helt ud til kanterne. Riv marcipanen groft over marmeladen, og rul dejen sammen som en roulade fra den lange side.
- Form rouladen til en krans på en bageplade med bagepapir, og skær enderne til på skrå, så de passer sammen.
- Klip eller skær lodrette snit i rouladen med 3-4 cm’s mellemrum (se foto), og fold snittene ud skiftevis til den ene og den anden side. Lad kransen hæve tildækket i ca. 30 min.
- Pisk ægget sammen med salt, og si det. Pensl kransen med æg, og drys med mandelflager.
- Bag kransen i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 25 min. Afkøl på en bagerist.