Nutella med macadamianødder
Lav din egen nutella med knasende macadamianødder
Kender du den store, runde macadamianød? Hvis ikke, er den bestemt et bekendtskab værd! Nødderne er svært vanedannende, og køber du dem i en saltet udgave, får de lynhurtigt ben at gå på som en lækker snack. Er posen først åben, stopper jeg ikke, før den er tom…
Brug nutellaen på min lækre pandekager med citron og kardemomme TRYK HER
Til min hjemmelavede nutella har jeg brugt usaltede macadamianødder. Jeg har en fristende nøddepusher rundt om hjørnet, men efterhånden er nødderne også at finde på hylderne i de fleste velassorterede supermarkeder.
Nutellaen kan selvfølgelig bruges helt plain på boller og franskbrød, men prøv også at bruge den lækre chokoladecreme på f.eks. pandekager og vafler, eller prop en god skefuld i dine muffins som en lille, delikat hemmelighed.
1 stort glas
Arbejdstid: 15 min.
Bagetid: 10 min.
100 g macadamianødder (usaltede)
2 dl piskefløde
200 g mørk chokolade
25 g smør
½ stang vanilje
1 knsp. salt
1. Rist nødderne gyldne på en tør pande.
2. Kom nødderne i en blender, og hak dem (fint eller groft efter smag).
3. Varm fløden op til kogepunktet.
4. Hak chokoladen, og kom den i en skål sammen med smør, kornene fra vaniljestangen og salt. Hæld den varme fløde over, og rør, til chokoladen er smeltet, og cremen er ensartet. Vend nødderne i til sidst, og hæld nutellaen i et glas med tætsluttende låg. Sæt det på køl, og lad det stivne. Nutellaen kan holde sig i 1 uges tid – hvis den får lov.
Tip: Foretrækker du nutellaen lidt mere mild i smagen, kan du erstatte 50 g af den mørke chokolade med lys chokolade.