Romsnegle - opskrift på lækre wienersnegle med romglasur
Det er lidt omstændeligt at lave hjemmelavet wienerbrød, men den gode smag retfærdiggør de mange gange, dejen skal foldes. Få her en opskrift på skønne wienersnegle, hvor både remoncen og glasur har en dejlig smag af romessens.
12-15 stk.
Ingredienser
- 25 g gær
- 2 ½ dl sødmælk
- 25 g sukker
- 1 æg
- 1 tsk salt
- 475 g hvedemel
- 200 g smør til indrulning
- 1 æg til pensling
Fyld - remonce med "rom":
- 75 g marcipan
- 75 g blødt smør
- 75 g sukker
- 1 tsk hvedemel
- 1-2 tsk romessens
Glasur + pynt:
- 150 g flormelis
- 3 spsk kogende vand
- 1-2 tsk romessens
- 2 spsk krymmel til drys
- Lav en portion wienerdej: Rør gæren ud i den kolde mælk, og tilsæt sukker og æg. Tilsæt salt og hvedemel lidt ad gangen, og ælt dejen godt sammen. Lad dejen hvile på køl i 30 minutter.
- Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel på 25 x 45 cm. Høvl smørret i tynde skiver, og fordel det ud over hele dejen. Fold dejstykket ⅓ ind over midten, og fold herefter den sidste ⅓ ind over dejen, så der er 3 lag. Læg dejen på køl i 20 minutter.
- Tag dejen ud, og rul den igen ud til et rektangel på 25 x 45 cm. Fold to gange på samme måde som før. Læg dejen på køl i 20 minutter igen. Gentag udrulning og foldning endnu engang, så du har gjort det i alt 3 gange, og dejen har 27 lag. Slut af med at lægge dejen på køl i 20 minutter. Herefter er den klar til brug.
- Remonce: Rør groftrevet marcipan, smør, sukker og hvedemel sammen til en ensartet remonce, og smag den til med romessens.
- Tag den kolde dej ud fra køl, og rul den ud på et meldrysset bord til en firkant på ca. 40 x 30 cm. Smør forsigtigt remoncen ud på dejen i et jævnt lag.
- Rul dejen sammen til en roulade på den lange led. Skær 12-15 snegle af rouladen. Fordel dem på en bageplade med bagepapir, og fold den yderste dejsnip ind under selve sneglen, så den holder formen under bagningen. Lad sneglene hæve tildækket på bagepladen i 1 ½ time.
- Tænd ovnen på 210 grader. Pensl sneglene med sammenpisket æg, og bag dem i ca. 15 minutter. Afkøl dem på en bagerist.
- Glasur: Rør flormelis og kogende vand sammen i en skål, og smag glasuren til med romessens. Pynt sneglene med glasur, og drys med krymmel. Servér sneglene, mens de er friskbagte.