Sommerpasta – 6 skønne retter du kan nyde med god samvittighed
Glem kulhydratforskrækkelsen, og lav lækker feriemad med pasta og masser af sommergrønt…
PASTASALAT MED VARMRØGET LAKS
Tid: ca. 20 min.
(4 pers.)
Sauce verte:
1 dl blandede krydderurter
1 fed hvidløg
½ dl cremefraiche
1 spsk. mayonnaise
salt og peber
1 bundt grønne asparges
100 g babyspinat
1 rødløg
4 dl pasta
400 g varmrøget laks
salt og peber
1 bakke karse
Tilbehør: surdejsbrød i skiver
1. Kom krydderurter i en blender sammen med presset hvidløg og cremefraiche. Blend til en dressing. Vend mayonnaise i dressingen, og smag til med salt og peber.
2. Knæk den nederste træede ende af aspargesene. Skær asparges i snitter på langs.
3. Skyl spinaten godt og afdryp. Skær løget i ringe.
4. Kog pastaen som angivet på emballagen. Det sidste minut koges asparges med. Afdryp pasta og asparges.
5. Vend pasta med spinat, løg og varmrøget laks delt i flager. Dryp sauce verte over, og krydr salaten med salt og peber. Drys med karse.
6. Grill eller rist brødet på begge sider, og server til pastasalaten.
PASTASALAT MED ASPARGESCREME
(4 pers.)
1 bundt asparges
1 fed hvidløg
saft af ¼ citron
2 dl cremefraiche
1 spsk. olivenolie
100 g friskrevet parmesan
1 spsk. frisk timian, finthakket
1 spsk. frisk basilikum, finthakket
salt og peber fra kværn
200 g pasta
1 hjertesalat eller miniromaine
1 håndfuld blandede salatblade eller pluksalat
100 g pancetta eller bacon i tern
1. Skær den træede del fra aspargesene. Skær hovederne af, og læg til side. Skær den øvrige del i mundrette stykker. Kog i letsaltet vand et par minutter, og afdryp. Blend med hvidløg, citron, cremefraiche, olie, parmesan og krydderurter til en lind creme. Smag til med salt og peber.
2. Kog pastaen som anvist på pakken, og afdryp i en sigte. Rist pancettaen, til den er sprød, på en pande.
3. Pluk hjertesalaten i store stykker, og bland med pluksalaten. Rist aspargeshovederne i lidt olie på en pande.
4. Bland pastaen med cremen, og anret sammen med salat, ristede aspargeshoveder og pancetta. Pynt med lidt frisk basilikum.
► SE OGSÅ: 9 ting du aldrig må gøre når du koger pasta
Tid: ca. 30 min.
(4 pers.)
1 løg
1 chili
1 squash
1 porre
2 kg blåmuslinger
1 spsk. ekstra jomfruolivenolie
1 fed presset hvidløg
1 dl hvidvin
300 g båndpasta
1/2 dl grønsagsbouillon
1 knivspids safran
2 dl fløde
salt og peber
1 lille håndfuld bredbladet persille
1. Pil og hak løget. Flæk chilien, skrab kernerne ud, og hak chilien fint.
2. Skær squash i små tern. Rens porren, og skær i skiver.
3. Rens muslingerne, og fjern skægget. Kasser de muslinger, der ikke lukker sig, når du banker dem let mod kanten af vasken.
4. Varm olien i en gryde, og rist løg, chili, squash, porre og presset hvidløg.
5. Tilsæt muslinger, og hæld hvidvin ved. Læg låg på gryden, og damp under låg i ca. 5 min.
6. Kog pastaen som angivet på emballagen, og afdryp.
7. Opløs safran i kogende bouillon, og kom det i gryden sammen med fløden. Kog op, og smag til med salt og peber. Server til den kogte pasta, og drys persille over.
CREMET PASTA MED ESTRAGON OG KYLLING
Tid: ca. 25 min.
(4 pers.)
500 g kyllingefilet
1 løg
1 bundt grønne asparges
½ broccoli
1 spsk. olivenolie
1 fed hvidløg
1 spsk. sherryeddike, kan erstattes af balsamicoeddike
1 dl bouillon
2½ dl fløde
2 spsk. frisk estragon
salt og peber
1 bundt forårsløg
Tilbehør: 300 g pasta
1. Skær kyllingefileterne i mindre stykker. Skær løget i smalle både. Knæk den nederste træede ende af aspargesene, og skær asparges i lange snitter. Del broccoli i mindre buketter.
2. Varm olien på en pande, og steg kylling og løg i ca. 5 min.
3. Tilsæt asparges, broccoli og presset hvidløg, og vend godt rundt. Kom eddike på panden, og lad det fordampe. Hæld bouillon på panden, og lad det simre i ca. 2 min. under låg.
4. Tilsæt fløde og estragon, og kog saucen op. Smag til med salt og peber.
5. Kog pastaen som angivet på emballagen, og afdryp. Server med kylling i flødesauce, og top med snittet forårsløg.
► SE OGSÅ: Gør brød og pasta dig tyk?
PASTA MED RATATOUILLE
Tid: ca. 20 min. plus bage- og kogetid
(4 pers.)
1 courgette
1 aubergine
2 peberfrugter
4 tomater
2 løg
2 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie
2 kviste frisk rosmarin
salt og peber
300 g pasta
1 potte frisk basilikum
1 stykke hel parmesanost
1. Tænd ovnen på 180 grader.
2. Rens grønsagerne. Skær courgette og aubergine i skiver. Skær peberfrugterne i mundrette stykker og tomater og løg i både.
3. Kom alle grønsager og presset hvidløg i et ovnfast fad. Vend dem godt med olivenolie og hakket rosmarin. Krydr med salt og peber.
4. Steg grønsagerne i ovnen i ca. 30 min.
5. Kog pastaen som angivet på emballagen og afdryp. Server pasta med ratatouille, frisk basilikum og reven parmesanost.
PASTA MED LYNSTEGTE ASPARGES
Tid: ca. 20 min.
(4 pers.)
1 bundt grønne asparges
1 spsk. ekstra jomfruolivenolie
500 g. frisk pasta
1 håndfuld krydderurter (f.eks. basilikum og persille)
revet skal fra 1 økologisk citron
2 spsk. citronolie
salt og peber
50 g hel parmesanost
3-4 spsk. salte mandler
1. Skær de nederste ca. 3 cm af aspargesene. Snit asparges i ca. 4 cm lange stykker.
2. Varm olien på en pande, og steg asparges i ca. 2 min. ved høj varme. Tag dem af panden.
3. Kog pastaen som angivet på emballagen, og afdryp.
4. Hak krydderurterne, og vend i pastaen sammen med asparges, citronskal og citronolie. Riv parmesanost over, og drys med hakkede mandler. Krydr med salt og peber.
► SE OGSÅ: Prøv noget nyt - nyd din pasta
► SE OGSÅ: 5 iskolde drinks til en varm sommeraften
► SE OGSÅ: Vild med vandmelon