Spicy rødbededeller fra Hjemmet

Spicy rødbededeller

En rest kogte ris fik nyt liv i disse sprøde, smukke og saftige rødbededeller.

Forleden var jeg kommet til at koge alt for mange ris, og da jeg hader at smide mad ud, måtte jeg være lidt kreativ. Humøret var til varm mad, så en rissalat var udelukket. I stedet endte det med disse krydrede rødbededeller, der har fået et skud karrypasta, som gør dem virkeligt lækre og fulde af smag.

Når jeg laver mad uden kød, er jeg ekstra opmærksom på at bruge en masse krydderier, for der er altså ikke noget ved at sætte tænderne i en omgang vegetarmad, der blot smager af salt og peber.

Sådan er det ikke med disse deller! Og selv min kødelskende mand var begejstret og spiste hele 6 styk af de kulørte deller. Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg fylder panden med ”rødbedefars”.

4 personer, ca. 20 stk.

Arbejdstid: 25 min.

Stegetid: 15 min.

200 g rødbede

150 g gulerod

1 løg

1 fed hvidløg

2 æg

1 ½ tsk. rød karrypasta

3 dl kogte ris

4 spsk. sesamfrø (evt. sorte) 

1½ dl havregryn

½ dl groft speltmel

salt og peber

2 spsk. olie (til stegning)

Tilbehør: blandet salat og citrondressing

1. Riv rødbede, gulerod, løg og hvidløg på den grove side af et rivejern.

2. Kom det hele i en stor skål sammen med æg, karrypasta, kogte ris, sesamfrø, havregryn, speltmel, salt og peber. Bland godt.

3. Sæt ”farsen” i køleskabet i en ½ time.

4. Varm en pande godt op med olie, form farsen til ca. 20 frikadeller, og steg dem i ca. 7 min. på hver side ved god varme. Servér rødbededellerne sammen med en blandet salat og citrondressing.

Tip: I stedet for gulerod, kan du bruge squash.