Feriebagning med børnene

Feriebagning med børnene

Bliver du hjemme i ferien, kan du rigtig kredse om hyggestunderne med børnene. Tag dem med i køkkenet ogbag lækre sager, sombåde børn og voksne er vilde med.

SNOBRØD

Bag snobrødet over bål under den åbne himmel, eller brug ovnen hvis i ikke har adgang til bål.

Tid: ca. 20 minutter plus 1 time til hævning

(8 stk.)

1 ½ dl kærnemælk

10 g gær

½ tsk. sukker

½ tsk. salt

½ dl olie

ca. 250 g hvedemel

8 træspyd

1 æg til pensling

1. Lun kærnemælken, til den er fingervarm. Hæld kærnemælken i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og olie. Ælt hvedemel i lidt ad gangen, og ælt, til dejen er glat og smidig. Lad dejen hæve tildækket i ca. 1/2 time.

2. Læg træspyddene i koldt vand et par minutter, og dup dem tørre. Del dejen i 8 stykker, og tril stykkerne til boller. Rul herefter bollerne ud i ca. 20 cm lange pølser. Sno dejpølserne om træspyddene, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve tildækket i ca. 15 minutter.

3. Pensl snobrødene med sammenpisket æg, og bag dem i forvarmet ovn ved 225 grader i 10-15 minutter.

ROSINSCONES

Tid: ca. 45 minutter inkl. bagning.

(10 stk.)

100 g sukker

100 g blødt smør

1 dl piskefløde

2 æg

75 g rosiner

375 g hvedemel

1 tsk. bagepulver

1/2 spsk. kardemomme

1 æg til pensling

perlesukker til pynt

mandelflager til pynt

1. Rør sukker og smør godt sammen. Tilsæt fløde, æg og rosiner.

2. Bland hvedemel med bagepulver og kardemomme, og rør det i dejen. Ælt dejen sammen, til den er glat og smidig.

3. Rul dejen ud, så den er ca. 1 cm tyk. Udstik dejen med en kvadratisk udstikker på ca. 5 x 5 cm, eller brug et glas.

4. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir, pensl med sammenpisket æg, og drys med perlesukker og mandelflager. Bag sconesene i en forvarmet ovn ved 200 grader i 15-20 minutter, til de er gyldne.

PØLSEHORN MED FULDKORN

Bag en masse pølsehorn ad gangen og frys portioner ned. Så har i altid til strandturen, tivolituren mm. i ferien.

Tid: ca. 30 min. plus hæve- og bagetid

(24 stk.)

25 g smør

5 dl mælk

50 g gær

3 tsk. sukker

2 tsk. salt

200 g groft speltmel

500-600 g hvedemel

24 små pølser, f.eks. brunchpølser fra Langelænder

lidt sesamfrø til drys

1. Smelt smørret i en gryde, og lun mælken heri. Tag gryden af varmen, og hæld væsken i en skål.

2. Når væsken er lillefingervarm, røres gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og speltmel. Ælt hvedemel i dejen lidt ad gangen – hold lidt af melet tilbage. Ælt, til dejen er glat og smidig. Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i ca. 1 time.

3. Slå dejen ned på et meldrysset bord. Ælt den godt igennem.

4. Del den i 24 stykker, og tril til pølser. Sno dejen om de rigtige pølser, og fordel dem på to bageplader med bagepapir. Lad brødene hæve ca. 30 min.

5. Tænd ovnen på 200 grader.

6. Pensl pølsehornene med vand, og drys med sesamfrø. Bag brødene i ca. 15 min., til de er gyldne.

CHOKOLADEBOLLER MED TRE SLAGS CHOKOLADE

Tid: ca. 20 min. plus hæve- og bagetid

(16 stk.)

6 dl koldt vand 20 g gær

1 spsk. sukker

1 spsk. groft salt

2 spsk. rapsolie

350 g Kamut-fuldkornsmel (eller lign.)

ca. 400 g hvedemel

180 g chokolade, f.eks. mørk, lys og hvid chokolade

1 æg til pensling

Dag 1:

1. Hæld vandet i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, salt og olie. Rør fuldkornsmel og dernæst hvedemel i væsken. Rør i dejen ca. 10 min.

2. Hak chokolade groft, og ælt det i dejen. Dejen skal være fugtig og våd.

3. Stil dejen tildækket til hævning et køligt sted natten over – mindst 10 timer.

Dag 2:

1. Vælt dejen ud på meldrysset bord. Form dejen skødesløst til boller, og læg dem på en bageplade med et stykke bagepapir. Lad bollerne hæve tildækket et lunt sted i ca. 30 min.

2. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

3. Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem i ca. 20 minutter, til de er gyldne.