”Jeg skal åbenbart pilles ned, fordi jeg har høj cigarføring”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Blomstermarken i Espergærde. Der var nu ikke mange blomster, men det var et dejligt sted, og min mor bor der endnu. Da jeg var barn, var Espergærde en lille provinsby, hvor jeg hang ud. Vi var en flok, som blev kaldt Pudderbanden – ikke pudder som i makeup, men som i babypudder – fordi de store surferdrenge syntes, vi var så små.

Men jeg og resten af Pudderbanden hang ud på havnen, og jeg elsker stadig, når jeg løber på mennesker fra dengang. Det er en lille fordel ved at være kendt, at folk fra dengang kommer over til mig og giver sig til kende, og så kan man bygge bro igen.

Jeg er enebarn og voksede op med min mor, som jeg taler med hver dag, og min far, som var min soulmate. Det var en dejlig og hyggelig barndom. Når folk kommenterer, at jeg kun har fået ét barn selv, siger jeg, at flere ikke er en nødvendighed, hvis bare familien har det godt sammen. Jeg tror også, det havde sat min mands og mit forhold på spidsen, hvis vi havde fået flere børn, men hvis du spurgte min søn, ville han gerne have haft en storebror. Det var jo lidt svært at skaffe ham."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg ville oprindeligt have været pilot, men det kunne jeg ikke blive, fordi jeg havde astma som barn. Så gik jeg på handelsskolen, og bagefter tog jeg til Sydfrankrig, hvor jeg troede, jeg skulle lave noget med blomster. Da jeg kom hjem, blev jeg trainee hos SAS i deres salgs- og marketingafdeling. Jeg var superglad for det.

Allerede i min skoletid i Espergærde var jeg begyndt at sælge nogle hårelastikker, som jeg selv syede derhjemme. Jeg havde nemlig set, at de kostede 150 kroner i Illum, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne købe en meter stof, lave seks elastikker, selv beholde den ene og sælge de fem andre for 25 kroner stykket på skolen.

I hvert frikvarter stod jeg der og solgte hårelastikker, og til sidst begyndte jeg også at sælge dem på Helsingør Torv i min fritid. Det gav gode lommepenge. Da jeg så fik job i SAS, solgte jeg hårelastikker i kantinen, og det udvidede sig til også at blive armbånd, tasker og tørklæder. Folk sagde altid: ”Arj, hvor har du det fra?” Så når jeg var på ferie og fandt noget fedt, købte jeg ti og solgte de ni derhjemme i Danmark. Dengang var jeg nok mere en god købmand, end jeg var designer.

Da jeg var omkring 24 år, var jeg på en ferie i Kina og så den smukkeste silke. Jeg var ligesom et barn i en slikbutik, så jeg købte hjem i metervis og solgte det som tørklæder, da jeg kom hjem. De blev revet væk, og jeg tænkte: ”Det var lige godt pokkers”. Kort efter tog jeg til Kina igen.

Jeg blev hentet på mit hotel i Shanghai og kørt tre timer uden for byen, hvor der lå en metervareleverandør. Jeg bad om at se hans kollektion, og så kom han og væltede to sorte sække med silkeprøver ud på gulvet. Jeg valgte seks forskellige prints, men det viste sig, at man skulle bestille mindst fire kilometer silke.

Det var jo lige lidt mere, end jeg havde regnet med. Jeg ringede hjem til mine forældre og svigerforældre, og de lånte mig penge til at få produceret 8000 tørklæder uden at have en eneste kunde på hånden.

Et par måneder efter kom tørklæderne til Danmark, og med udgangspunkt i mit gamle børneværelse i Espergærde kørte jeg fra Tønder til Skagen og solgte mine tørklæder til forretninger. Det gik nemt, fordi produktet var i orden, og dengang var der ingen konkurrence på tørklædemarkedet."

Hvornår i livet har du skudt genvej?

"I 1999 hyrede jeg Helena Christensen til mit modeshow. På det tidspunkt havde Helena aldrig gået catwalk i Danmark, og jeg havde ikke sagt til nogen, at hun kom, så det var lidt af et stunt. Året efter fik jeg Naomi Campbell fløjet ind i privatfly fra en ferie på Sardinien, og hele første sal på Hotel Royal skulle ryddes til hende. Helena Christensen var sød også at være der, så der var nogen, Naomi kendte.

Da jeg mødte hende, satte jeg mig ned og fortalte hende, at jeg sådan set bare er en familiemor med en lille virksomhed og bestemt ikke en krukke. Hun var jo vant til at stå i Paris med Karl Lagerfeld, og så kom hun op til mig, som knap nok havde råd til at hyre hende. Men hun var super sød, og det endte med, at Eileen Ford (indehaver af Campbells modelbureau, red.) sendte mig et personligt takkekort bagefter. Det var en kæmpe risiko, jeg løb, men jeg tror, mange designere kunne have gavn af at satse en gang imellem."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det sker ikke så meget i dag, fordi jeg har trukket mig lidt fra det danske marked. Men der var engang, det var meget voldsomt. Jeg kunne hele tiden høre mit navn blive sagt og se folk, der vendte sig om og kiggede på mig. Hvis jeg var ude en aften, stod der i bladene, hvem jeg havde snakket med. Det var for meget, for jeg er jo bare designer. Men det er klart, at når du går ned ad catwalken med Naomi Campbell, så giver det folk noget at snakke om. Det er Jantelov.

Folk mente, at fordi jeg ikke var uddannet designer og stak næsen frem, måtte de gerne tryne mig. En dag hørte jeg mit navn blive sagt i radioen. Radioværten sagde, at hun ikke kunne lide mig. What? Jeg havde aldrig mødt hende. Så skrev jeg en mail til hende, om vi ikke skulle drikke en kop kaffe, men hun svarede først flere måneder senere, at når man var Danmarks tørklædedronning, så måtte man også kunne tage nogle slag. Da hun stoppede på radioen, sendte jeg hende en kæmpe buket.

Jeg synes, det er vildt, at man altid skal læse kritiske ting om sig selv, men folk synes ikke, jeg burde kunne sælge tøj, når jeg ikke er uddannet designer. Faktum er dog, at jeg næste år har 30-års jubilæum, og det har aldrig gået bedre for min virksomhed. Men journalisterne er oftest mest interesserede i, hvilken bil jeg kører i, og hvor stort mit lån er. Jeg skal åbenbart pilles ned, fordi jeg har høj cigarføring. Men jeg er faktisk ikke typen, der skjuler noget, og hvis det ikke går godt i min virksomhed, skal jeg nok være den første til at sige det.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja ofte, men aldrig i ret lang tid ad gangen. Jeg er ekstremt løsningsorienteret – også i situationer hvor andre ville give op. Jeg har stået på en parisisk togstation, hvor der var en halv time, til mit fly skulle gå, uden at der kom et tog. Til sidst gik jeg rundt og bankede på alle bilruder på parkeringspladsen for at få nogen til at køre mig i lufthavnen. En ældre mand forbarmede sig over mig, og jeg nåede mit fly, lige efter jeg havde smidt 100 euro i hans bil, så han kunne betale for den fartbøde, han fik.

I min branche sker der hele tiden ting, hvor folk siger: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre”, men hver gang svarer jeg: ”Jo det kan”. Det er dog ikke alt, der lykkes for mig, men jeg angrer ikke noget. Da jeg på et tidspunkt havde tre butikker, var det ved at tage livet af min virksomhed. Det endte med, at jeg lukkede butikkerne og tabte rigtig mange penge på det. I lang tid var mine regnskaber ikke overbevisende, men nu er gælden efterhånden væk."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Jens, som var marketingchef i SAS, da jeg blev ansat som trainee. Jeg var solgt, så snart vi blev introduceret. Men det var kompliceret, fordi jeg var trainee, så der gik lang tid, før vi overhovedet kunne mødes. Det første halvandet år var vi hemmelige kærester, men det var kærlighed ved første blik. Det er svært at sige, hvad der gjorde det, for jeg kan ikke beskrive det som andet end kemi, men jeg kunne jo faktisk ikke vide på forhånd, om han var sød.

Når man har et job som mit, skal man have en forstående mand, og det var indimellem svært i den periode, hvor jeg havde tre butikker, 15 ansatte og produktion, mens jeg var alene med Frederik, fordi Jens arbejdede i Stockholm som senior vice president i SAS.

Jeg havde jo aldrig overlevet, hvis vi havde haft mere end ét barn. I dag er vores søn 26 år, og vi er okay stillet, så det ville være nemt at smide håndklædet i ringen og blive skilt, men vi elsker hinanden. Vi ved altid, hvad den anden vil have på menukortet, og jeg surmuler aldrig, hvis han vil på ski med sine venner en weekend. Han er selvstændig i dag, og jeg rejser stadig meget, så nu er det også ham, der står klar med mad, når jeg kommer hjem.