Det er ingen hemmelighed, at vi danskere er et folkefærd af cykelentusiaster – over halvdelen af alle københavnere cykler fx på arbejde eller til studierne hver dag, og Dansk Cykelforbund vurderer, at der i alt er ikke færre end 4.5 millioner cyklister i fordelt over vort lillebitte land.
Dette forår får de hjulglade i blandt os endnu mere grund til at skråle ”Jeg er så glaaad for min cykel …” når de (som selvfølgelig også er vi) triller rundt i solen på jernhesten.
Den danske designer David Andersen har nemlig indgået et spændende samarbejde med den hollandske cykel-gigant Batavus, og således designet to fine – og bæredygtige! – cykelmodeller til henholdsvis kvinder og mænd.
”Jeg er glad for, at moden går ind på flere og flere platforme. Cyklen er blevet ”fashion”, og jeg har forsøgt at designe en cykel, der appellerer til forårets modebillede - dog med et tidsløst udtryk, så cyklen holder i flere år ,” fortæller David Andersen.
Den fine kvindecykel med læderdetaljer på stellet, designet af David Andersen.
Batavus er indehaver af Europas mest bæredygtige cykelproduktion, der udelukkende foregår i Europa. Fabrikken har eget vandrensningsanlæg, hvor alt anvendt vand renses, og i lakkeriet benyttes udelukkende lak på vandbasis. Desuden benyttes der udelukkende ”grøn strøm” på fabrikken, altså strøm fra bæredygtig produktion som f.eks. vindmøller.
De David Andersen-designede cykler vil være i butikkerne fra midten af april, når cykelsæsonen for alvor indledes, og koster 7.000 kr. stykket.