Den danske modebranche har mistet en af sine største og mest signifikante profiler

"Jeg skal hele tiden lige se, hvad der sker om det næste hjørne," fortalte Didder Rønlund til sin 85-års fødselsdag, og det er formentlig den nysgerrige drivkraft, der har båret hende igennem sin mere end 70 år lange karriere på de bonede modegulve.

De første skridt tog hun som 16-årig journalistelev ved det hedengangne Nationaltidende, hvor hun efter kort tid fik ansvaret for kvindestoffet. Nationaltidende skiftede navn til Dagens Nyheder, og Didder Rønlund voksede som mode- og kvindejournalist igennem 18 år, indtil avisen drejede nøglen om. Herefter tog hun imod et jobtilbud fra B.T., hvor hun de følgende 33 år sad ved roret som moderedaktør. En passion, modejournalisten levede af, indtil hun gik bort fredag d. 25.10.2019.

Det var Didder Rønlunds eget ønske, at hendes mindeord blev skrevet af Uffe Buchard og delt bredt, og i den forbindelse bringer vi her modeprofilens ord:

Den danske modebranche har mistet en af sine største og mest signifikante profiler, modejournalist par excellence og dansk modes uofficielle protektrice Didder Rønlund. Hun blev 93 år. Et næsten uendeligt langt liv i modens tjeneste er rundet ud. Selv kaldte hun det spøgefuldt for ’et unormalt langt liv’. Men hvilket liv. Et fuldbyrdet og aldeles levet liv dedikeret til det, der betød mest for hende.

Didder var først og fremmest skrivenørd. Moden – og dens evigt pirrende og flakkende væsen – blev hendes fagområde, og det passede så fortrinligt til hendes vedholdende nysgerrighed, at hun mestrede det med stor integritet, begavelse og perfektionisme livet igennem. Og med nysgerrigheden intakt til det sidste.

Men det blev også et liv dedikeret til sin elskede familie – den hun selv stiftede med mand, børn, børnebørn og oldebørn. Og dertil en tilvalgt modefamilie, der over årene voksede sig større og større med medlemmer som Balmain modeskaber Erik Mortensen, der var hendes nærmeste og mest betroede ven og direktør for Global Fashion Agenda, Eva Kruse, som blev hendes bonus barnebarn. Og så alle os andre fra branchen – og det er en gigantisk flok – der af gode grunde følte os så forbundet med Didder, og som har været så heldige jævnligt at modtage et drys af hendes stjernestøv i form af konstruktiv kritik, opbakning, en Chanel beklædt skulder at græde ved, et godt råd eller slet og ret en rap replik, man kunne skraldgrine af. Dem var Didder storleverandør af. Replikker med utilsløret ærlighed og bid, så det sydede! Endog for to uger siden, da jeg besøgte hende for sidste gang på plejehjemmet, var hun leveringsdygtig i den slags. Jeg smilede, da jeg gik. Smilede over, hvor kæk i munden en 93-årig kunne være sådan en helt almindelig onsdag eftermiddag, hvor vi sad og spiste søde sager fra La Glace.

Didder kunne jonglere med ordene som en cirkusartist med faretruende mange bolde i luften. Journalisthåndværket blev hendes levevej og karriere. Hendes holdninger kunne være skrappe og kontante og gjorde hende til en ekstremt magtfuld modekritiker op gennem karrieren både nationalt og internationalt. Ordene gjorde hende til den legende, hun blev allerede, da hun levede. Og hendes evner med ord gjorde, at hun blev slået til Ridder af Dannebrog i 2010.

Journalistkarrieren startede allerede, da Didder i 1942 som 16-årig – mod moderens vilje – fik elevplads på Nationaltidende (senere Dagens Nyheder) og hastigt kom til at stå for alt kvindestoffet på avisen – heriblandt moden. Hun var med til at revolutionere billedet af den moderne kvinde, der insisterede på at jonglere familielivet med en krævende karriere.

I 1960 blev hun moderedaktør på BT, hvor hun over årene fik ikon status, og hvor hendes modestof ofte havnede på forsiderne. Da hun i 1993 nåede almindelig pensionsalder og måtte forlade avisen, fortsatte hun ufortrødent karrieren som moderedaktør på Billedbladet helt indtil 2007. Men Didder havde mere blæk i pennen og fortsatte med at skrive showanmeldelser for Danish Fashion Institute helt indtil sin 90-års fødselsdag.

Således en journalistkarriere med moden som omdrejningspunkt på hele 74 år. Ganske imponerende taget i betragtning, at hun midt i det hele også havde to børn, der skulle opdrages og en mand, Chris Pedersen, der var dansk luftfartsdirektør i Pan American World Airways, og derfor også havde adskillige forpligtelser i den forbindelse. Gennem sin karriere mødte hun legender som Coco Chanel, Estée Lauder og Helena Rubinstein, og hendes veninder talte personligheder som Helle Virkner og Lise Nørgaard. Men imponere lod hun sig aldrig rigtig. Didder forblev charmerende jordnær hele sit liv, selv om meget af hendes professionelle og sociale liv foregik på høje hæle og i de højere luftlag. Ganske passende blev hendes selvbiografi fra 2010 betitlet ”Hele mit liv på høje hæle” – sublim læsning om et travlt og usædvanligt godt levet kvindeliv.

Jeg selv er vokset op med Didders modetekster på afstand i det sønderjyske. Der er trods alt langt fra pløjemarken og den sønderjyske muld til de bonede gulve i Paris. Gennem hele min ungdom var hun et naturligt forbillede, der med sit legende pompøse sprog forførte mig og gav plads til hemmelige drømme om en karriere i en næsten uopnåelig verden af skønhed og kreativitet.

Da jeg mange år senere selv begyndte at skrive om mode – først i Jyllands-Posten og siden i Politiken, Eurowoman og senest i Elle – var hun altid klar med ros til sin unge kollega. Og ris. Men hendes kritik var altid akkompagneret af lige dele omsorg og nærvær. Og altid handlede det om, at vi sammen skulle sætte barren så højt som muligt og løfte modestoffet til det niveau, det i vores fælles optik fortjente.

I hendes tekster fik ordene altid vinger. Når hun skrev, kreerede hun malerier af den storslåede ekspressionistiske slags. Ordene fik eksotiske farver og hendes forfinede sætninger var som sanselige penselstrøg. Hun malede modedrømme med ord. Derfor blev jeg hendes største fan. Hun gengældte ved at betro mig hvervet som forfatter til dette mindeord – den ultimative skriveeksamen – og forærede mig den fine Cartier kuglepen af guld, som hun gennem sin karriere havde skrevet noter med i et helt liv fyldt med modeopvisninger. Det er svært at holde tårerne tilbage, når jeg tænker på den agtelse og tillid, hun herved viste mig.

Didder blev en slags mentor for mig, sådan som hun var det for så mange andre i modebranchen. For hun var altid parat til generøst at øse af sin store viden og erfaring og havde en usædvanlig evne til at favne alle. At få alle til at føle sig som noget ganske særligt. Derfor blev hun også modefolkets absolutte darling – både blandt modeveteraner og helt ned til de nyeste aspiranter. En nærmest ophævet royal figur i en ganske lille krop helt uden alder. En tidløs fe uden en eneste rynke. Et Übermench. En Powerwoman før begrebet blev opfundet. Ofte sagde jeg til hende, at når jeg betragtede hende, så var jeg ikke bange for at blive gammel. Hende og Madonna… Den sætning morede hende. Og jeg fik i den forbindelse altid at vide, at jeg aldrig måtte nedprioritere en dyr ansigtscreme.

Didder var forfængelig som de færreste og undlod ikke at tale om forfængelighedens fortræffeligheder. Derfor forblev hun også både smuk og elegant som ingen anden til den allersidste dag. Intet mindre kan man vel forvente sig af dansk modejournalistiks grand old lady.

Didder Rønlund efterlader sig datteren Dorte og børnebørnene Fie, Mille og Adam samt oldebørnene Noah, David og August.