Indehaver af Paloma Vintage ved, hvad en god investering er: "Det er et stykke vintage, du gerne vil eje"
Siden hun var 16 år, har Ferial Berri, 45, interesseret sig for vintagetøj og den personlige stil, man kan skabe ved at finde unikke fund i genbrugsbutikkerne. Nu står hun bag sin helt egen, Paloma Vintage, i København.
Hvad skal man gå efter, når man køber vintage?
“Noget sjovt, unikt og noget, som fanger folks blikke. Det kan være et anderledes snit, sjove farvesammensætninger eller mønstre. Tøj, som skiller sig ud fra mængden.”
Hvor skal man købe vintage?
“Du kan starte med at kigge i København, hvor der er kommet mange fine vintagebutikker til. Jeg holder meget af at gå i Time’s Up Vintage i Krystalgade eller Carmen Copenhagen i Pisserenden. Derudover kan jeg stærkt anbefale Jacob Bille Vintage i Gilleje. Online er Etsy og Vestiaire Collective et godt sted at starte med at kigge.”
Hvor har du fundet dine bedste fund?
“I New York, hvor jeg især er glad for Stella Dallas i Brooklyn, hvor jeg fandt en superfed denim-trenchcoat med fint snit og en meget flot krave. Der er også mange fede butikker i Woodstock i Upstate New York. Og så har jeg gjort mange gode og cool fund fra Litauen på onlinesiden Etsy, som er et spændende sted at kigge, hvis du vil søge nogle nye og uopdagede steder.”
Hvad går du efter, når du køber vintage?
“Jeg går ikke efter noget specifikt, men jeg er altid helt åben overfor at blive forført af et item eller en stil. Jeg er særligt glad for min sorte velourkjole med store flæseærmer.”
Er der særlige lande, hvor man kan gøre sig gode fund?
“Jeg har gjort gode fund i Frankrig, Italien, New York og Beirut, hvor jeg fandt en butik i en lejlighed, der var bestyret af en fin gammel dame, som solgte ud af sin private garderobe. Jeg købte en masse sjove og vilde ting, der nærmest var lidt vulgære og overdrevne i looket, og som lynhurtigt blev udsolgt hos Paloma. Men jeg tror, du kan gøre gode vintagekøb alle steder. Det er det, der gør jagten så spændende.”
Hvad er det bedste køb, du har gjort dig?
“Ud over mine Saint Laurent-silkejakker med flotte print, fandt jeg en no brand-jakke i Berlin, som er et af mine bedste fund nogensinde. Den er i sort silkevelour, med flæsekrave og en kæmpe pallietfigur på ryggen, og jeg elsker den.”
Hvornår er et item i god stand?
“Når stoffet ikke er mørt, og det føles, som om du kan bruge det de næste 20 år, uden det går i stykker. Det gør ikke noget, at der er en lille plet eller brugsspor, så længe selve kvaliteten holder.”
Beholder du selv noget af det, du finder?
“Ja. Især items, som jeg ved, er umulige at finde, fx en quiltet patchworkjakke fra Valentino. Jeg kom først til at sælge den og fortrød det, men var heldig at finde den igen to år efter. Denne gang beholder jeg den.”
Hvad er en god investering?
“Vintage er generelt en god investering, hvis du går efter noget unikt i ordentlig kvalitet. Der følger ofte en god historie med. Fx købte jeg engang en kjole af en ældre dame, som fortalte mig, at den betød meget for hende, fordi hun havde haft den på, da hun mødte sin mand, som havde komplimenteret den. Det er et stykke vintage, du gerne vil eje.”
Hvordan forudser du, hvilke trends der vil komme?
“Jeg kigger ikke på trends. Jeg kigger efter, hvad jeg selv kan lide, og så er det mig, der bliver trendsætteren. Det er det, vintage kan.”
Hvad inspirerer dig?
“Gamle film og sjove mennesker, som tør at bruge farver og sammensætte styles på en spændende måde. Og så elsker jeg den russiske Rive Gauche-kollektion fra Yves Saint Laurent i 70’erne, der havde masser af farver og print. Endelig har jeg altid været inspireret af min mors tøjstil fra 70’erne.”
Hvilke brands laver bedst kvalitet?
“Yves Saint Laurent er virkelig god kvalitet. Det samme gælder for Hermès quiltede silkejakker. Faktisk synes jeg, at de fleste brands lavede bedre kvalitet i gamle dage. Det er ligesom med gamle biler. Du sidder altid bedre i dem. Og det er dig, der kører bilen og ikke bilen, der kører dig.”