Forfatter Shëkufe: At stramme knolden er blevet et symbol på en kvinde, der gør sig klar til kamp
Hår er mere end bare noget, der vokser ud af hovedet, under armene, mellem benene og på overlæben. Det er protesterne i Iran, hvor kvinders hår både er en kampplads og et symbol på empowerment, bl.a. et tydeligt udtryk for. I anledning af, at det er et år siden, protesterne startede, har vi lavet en række nedslag i hårets kulturhistorie, der viser, hvordan kvinders hår er blevet politiseret. Fra pagen, der blev et led i kvindekampen, til flettede flugtruter og til at klippe håret af i sorg.
I dagene, ugerne og månederne efter protesterne i Iran brød ud sidste år, blev der lagt flere tusinde videoer på Twitter, Instagram, TikTok og Facebook af kvinder, der brændte deres hijab, klippede deres hår af og gik på gaden med løst hår.
Protesterne opstod som reaktion på drabet på den 22-årige iranske kvinde Mahsa Amini, der blev anholdt af moralpolitiet og døde i deres varetægt, fordi hun ikke bar sin hijab korrekt og viste for meget af sit hår.
En tragisk og grusom hændelse, der desværre ikke er enestående i den iranske historie. Ud af de mange voldsomme, stærke og rørende videoer, som iranere uploadede fra protesterne, er der særligt én, der skiller sig ud for den iranskfødte forfatter, oversætter og forlægger Shëkufe Tadayoni Heiberg:
En kvinde med afbleget hår bagfra og i baggrunden gaden og protesternes tumult. Kvinden sætter sit hår op i en knold, strammer den og gør sig klar til at slutte sig til sine søstre i kamp. Journalisten Masih Alinejad, der bl.a. lagde videoen på sin Twitter-profil, skrev: “Denne kvinde gør sig klar til at stå ansigt til ansigt med sikkerhedsstyrken. Det iranske regime har våben og kugler, men de er bange for vores hår.”
Få dage efter gik det viralt, at kvinden var blevet dræbt i gadekamp med over 20 skud i overkroppen.
Annonse
“Kvindens frisure, den foldede knold, blev et nyt symbol på modstandskampen, og kvinder i Iran og verden over delte billeder med den i solidaritet med oprøret,” siger Shëkufe Tadayoni Heiberg. Foruden sin egen skrivepraksis, som bl.a. inkluderer den autofiktive bog 'Første gang jeg tager tørklædet på' og romanen 'Nødder', har Shëkufe Tadayoni Heiberg udgivet og oversat en række persiske digtsamlinger. Og det seneste år har hun også været aktiv i kampen for at skabe opmærksomhed om protesterne i Iran i de danske medier.
“At stramme knolden blev et symbol på en kvinde, der gør sig klar til kamp. Lidt som at smøge ærmerne op. Hun handlede, hun var ikke hæmmet af løst hår, et flagrende tørklæde eller en lang kjole. Ud over at frygten for kvinder og deres hår var katalysator for oprøret, er hår blevet et symbol på frihed og styrke,” siger Shëkufe Tadayoni Heiberg.
Frisuren, der frigjorte kvinder
Gennem historien har hår altid været en big deal. Den romerske digter Ovid skrev, at grimhed er “en mark uden græs, en plante uden blade eller et hoved uden hår.” Tænk f.eks. på de overdådige parykker i 1600- og 1700-tallet, der dominerede skønhedsidealet og symboliserede rigdom. Den Franske Revolution kunne også spores i hårmoden, da de store parykker blev erstattet af ‘revolutionsfrisuren’, som du nok også har set på malerier af mænd fra første halvdel af 1800-tallet.
Eller tænk på hippiernes lange hår og punkernes hanekam, der ikke kun handlede om at gøre oprør mod skønhedsidealer, men også angav, hvilken politisk overbevisning, man havde. Og husk på diskussionerne om Donald Trumps hår, da han blev valgt i 2016 – var det ægte eller ej? Og hvad sagde det ikke om ham, hvis han havde fået en hårtransplantation som den forhenværende italienske ministerpræsident Silvio Berlusconi?
Tidsånd og sociale kodekser er altid blevet spejlet i hårmoden.
En af de frisører, der har haft størst indflydelse på den vestlige kvindes hår i nyere tid, er britiske Vidal Sassoon. Hans indvirkning begrænsede sig ikke kun til at definere, hvad kvinderne i 50’- og 60’erne så i spejlet om morgenen eller syntes var smart. Han opfandt en frisure, der blev et vigtigt skridt i kvindekampen.
Annonse
I 60’erne var hårmoden for kvinder typisk beehive eller chignon; opsatte frisurer, der blev sat i en salon og sprayet fast med lak, og som krævede, at kvinden sov med hårnet og brugte lang tid på at sætte sit hår. Frisurerne var tidskrævende, kontrollerede og ikke mindst kontrollerende, så Vidal Sassoon introducerede the five point cut, som var en kort page klippet med geometrisk præcision ud fra kvindens ansigtsform.
Håret blev klippet i lag og konstrueret, så det ville falde tilbage på plads, uanset hvad man udsatte det for, selv hvis man vendte hoved nedad. Det var hår, man selv kunne vaske og sætte, så kvinderne ikke længere behøvede at bruge mange timer på at sidde i en salon hver eneste uge.
Frisuren blev først klippet på designeren Mary Quant, der opfandt miniskørtet, og yderligere udbredt af Hollywood-skuespiller Mia Farrow, der bar den i filmen Rosemary’s Baby. Vidal Sassoon klippede tidens helt store stjerner, og hans styles blev kopieret i saloner overalt i den vestlige verden.
“The wash-and-wear hair symboliserede en ny form for frihed,” skrev journalisten Suzy Menkes i en nekrolog om Vidal Sassoon i The New York Times efter hans død i 2012. Hun citerede model og kreativ direktør for amerikansk Vogue, Grace Coddington: “Før Sassoon handlede det om at rede håret tilbage og lakere det. For at gøre håret højt og kunstigt. Pludselig kunne du stryge dine fingre gennem dit hår. Det var en ekstraordinær klipning. Ingen har kunnet gøre det bedre, og den frigjorde alle. Du kunne bare lufttørre og ryste håret.“
Annonse
Udbredelsen af Vidal Sassoons korthårsfrisure skabte mere frihed for kvinderne, udvidede skønhedsidealet og udviskede sågar klasseskel, da den blev båret af Hollywood-stjerner såvel som kvinder i London, der netop var kommet på arbejdsmarkedet. At det nu var socialt acceptabelt for kvinderne at have kort hår, gjorde det nemmere at have et arbejde, da det frigav tid i deres dagligdag, som de kunne bruge på noget andet, nemlig deres arbejde og dem selv.
Vidal Sassoons frisure var et eksempel på, at hår altid kommunikerer noget, uanset om det følger tidens hårmode eller ej. Som den engelske professor og kulturkritiker Kobena Mercer skrev i sin artikel Black Hair/Style Politics fra 1987, som mange efterfølgende har citeret fra: “hår er aldrig ‘bare’ en biologisk kendsgerning, fordi det næsten altid bliver plejet, sat, klippet, skjult og generelt formet af os mennesker. Sådanne praksisser socialiserer hår og gør det til et redskab for opråb om en selv og om samfundet og de sociale koder.”
Eller som journalist Bim Adewunmi har skrevet i en klumme om hår i The Guardian: “Allerede fra den tidlige politiske bevidsthed opstår – typisk i teenageårene – er hår et stærkt oprørsredskab. Hår er noget af det første, der bliver lagt mærke til, og det er utrolig nemt at manipulere,” skriver hun og fortsætter: “I 60’erne var hippiebevægelsens lange hår et åbenlyst symbol på en alternativ livsstil. Alt det, der fulgte med – stoffer, fri kærlighed, den seksuelle revolution og antikrigsbevægelsen – var lige så vigtigt som den visuelle æstetik. Det er ikke tilfældigt, at den berømte musical, der skildrede årtiets revolution, hed Hair.”
Politiseret hår
Et bestemt slags hår er, måske mere end noget andet, blevet diskuteret og ikke mindst diskrimineret gennem tiden, nemlig afrohår. Og i 2017 illustrerede Michelle Obama, at den kontrol og diskrimination lever i bedste velgående.
Barack Obama havde netop givet præsidentstafetten videre til Donald Trump, og Michelle Obama var ikke længere førstefrue. Under Barack Obamas præsidentperiode blev Michelle Obama typisk set med en glattet eller bølget lang page, men da hun ikke længere var førstefrue, blev hun både spottet og viste sig offentligt, f.eks i tv-interviews, med fletninger og sit naturlige hår. Som førstefrue var “Amerika ikke klar til hendes naturlige hår,” som hun udtalte.
“Der har altid været politisering af afrohår,” siger billedkunstner Jeannette Ehlers, som i sit kunstneriske virke bl.a. har arbejdet med hår og undersøgt dets betydning. F.eks. bandt hun Kunsthal Charlottenborg ind i hår i sin soloudstilling Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms i 2022.
I 70’erne blev afroen et oprørssymbol, da den ikoniske aktivist Angela Davis og andre kvinder inden for bl.a. Black Power-bevægelsen begyndte at flashe deres naturlige hår i protest mod den racisme, de oplevede i USA.
“Afrohår er blevet undertrykt siden slavetiden. En undertrykkelse, der er fortsat på flere planer. De slavegjorte blev bl.a. kronraget på overfarten til Amerika, angiveligt af hygiejniske årsager, men med den psykologiske virkning, at de blev frataget deres kultur. Som slavegjort måtte man ikke bære sit hår løst og naturligt. Det skulle tæmmes og kontrolleres. Afrohår blev set som uattraktivt sammenlignet med glattere, kaukasisk hår, og det er den samme racisme og diskrimination, der generelt afspejler sig i skønhedsidealerne i dag. Det er en måde at holde mennesker stangen på,” siger Jeannette Ehlers og fortæller videre:
“Et af mine kunstværker handler om, hvordan man i slavetiden brugte fletninger og cornrows som kommunikationsmiddel og overlevelsesstrategi. De forskellige frisurer var et hemmeligt sprog, der f.eks. indikerede, om man var klar til at flygte og fungerede sågar som en form for kort over flugtruter eller et ‘forrådskammer’, hvor man gemte ris eller korn, man kunne så senere. De slavegjorte blev frataget alt, menneskelighed, kultur og tro, og for dem blev håret en måde at kommunikere og overleve på.”
Måske netop derfor er der også i dag en stærk hårkultur i den afrikanske diaspora, og det var bl.a. det, Jeannette Ehlers ønskede at dyrke og skabe et rum for, da hun arrangerede fletteworkshops i forbindelse med udstillingen på Charlottenborg, hvor kvinder fra den afrikanske diaspora kunne mødes, dele erfaringer og flette sammen.
“Der findes mange frisurer, som har stor kulturel betydning. Og når du sidder hos en frisør eller i en stol derhjemme, og din mor, far eller søskende ordner dit hår, sker der en form for kulturel overlevering gennem adskillige generationer. Ud over den kulturelle overlevering er det også en utrolig nærende og omsorgsfuld situation. Næsten terapeutisk.
Det kender man også fra andre kulturer, der bruger frisørsalonen til at læsse af og dyrke et fællesskab. Det rum eller den stund er en mulighed for at dyrke sit hår og den kultur, håret også repræsenterer. Et rum, hvor man forskønner sig og har sine søstre til at forskønne sig og mærker deres opbakning og solidaritet,” siger Jeannette Ehlers.
Et hvidvasket skønhedsideal
“Hår har personligt altid fyldt meget for mig og været noget, jeg skulle forholde mig til fra barnsben. Når man, som mig, har afrohår i et hvidt samfund som det danske, bærer man f.eks. på oplevelser af, at folk føler sig berettiget til at røre ved éns hår, hvilket kan føles ret grænseoverskridende.
Det er en oplevelse, jeg er sikker på, at de fleste med afrohår kan nikke genkendende til. Solange har sågar lavet en sang om fænomenet,” siger Jeannette Ehlers og refererer til sangen Don’t Touch My Hair, hvor Solange med inderlig kraft og styrke bl.a. synger: “Don’t touch my hair / When it’s the feelings I wear / Don’t touch my soul / When it’s the rhythm I know / Don’t touch my crown / They say the vision I’ve found.”
Jeannette Ehlers fortæller også, at hun, da hun boede i Caribien i en periode, erfarede, at hun ikke kunne få jobs, hvis hun bar sit naturlige hår, eller at hun skulle “gøre noget ved det” for at få jobbet. En oplevelse, der for kvinder med afro også er meget udbredt i Vesten. Så udbredt, at kongressen i USA f.eks. sidste år vedtog en lov ved navn CROWN Act, der forbyder diskrimination på baggrund af hår, så alle har lov til at bære deres naturlige hår.
Som afrodansker vokser man op omgivet af et skønhedsideal, der er baseret på den hvide kvinde, den hvide kvindekrop og den hvide kvindes hår. Et skønhedsideal, der stadig hersker den dag i dag, hvilket også afspejler sig i de omfattende og krævende hårritualer, som brune kvinder ofte føler sig nødsaget til at have. Såsom at glatte eller blege sit hår. For slet ikke at nævne de ofte meget usunde og kemiske produkter, et afrohår kræver, hvis det skal leve op til det udbredte eurocentriske hårideal, forklarer Jeannette Ehlers.
“Da jeg var barn, ville jeg for alt i verden have glat hår og følte mig som den lykkeligste pige i verden, da jeg som tidlig teenager var i USA og fandt ud af, hvordan jeg kunne glatte mit hår. I min barndom fandtes der ingen frisørsaloner, som kunne håndtere afrohår, der hvor jeg voksede op i Danmark. Oplevelsen af hår, der hang nedad og kunne svinge fra side til side, betød virkelig meget for mig,” siger hun.
Da hun i sine sene teenageår besøgte Trinidad, hvor hendes far kom fra, og hvor hun havde familie, hjalp nogle af hendes fætre hende med at lave dreadlocks, som knytter sig til rastafari-bevægelsen. En bevægelse, der står for stolthed, modstand og styrke. Det gjorde hende glad og stolt af sit hår, og hun har stadig dreadlocks i dag.
En lasso og en “forfører”
Vi vender lige tilbage til Iran. Da digter Shëkufe Tadayoni Heiberg rejste meget i landet, lagde hun mærke til, at der hvert år var en ny øjenbrynsmode. Det ene år blev brynene modelleret, så de var trekantede eller spidse med et knæk. Det næste år bølgede de og var bløde og buede. I Iran er øjenbrynene en ekstra kategori inden for mode og skønhed, som man kan udtrykke sig igennem.
“Det oprindelige iranske skønhedsideal var at have unibrow, som man også kan se på gamle billeder af smukke kvinder. At øjenbrynene er en udsmykning og en måde at kommunikere identitetsforhold og udtryk på, har også en meget lavpraktisk årsag, som er, at det er muligt. Altså at kvinder i Iran har så kraftige øjenbryn, at det kan lade sig gøre at lege med deres udtryk.
Og nu, hvor håret skal tildækkes, bliver der lagt ekstra meget vægt på brynenes form og facon. Hår har generelt altid spillet en stor rolle i det iranske samfund. Et smukt, stærkt og velsoigneret hår er altid blevet kædet sammen med skønhed, men faktisk også med god religiøs praksis,” siger Shëkufe Tadayoni Heiberg.
Hun forklarer, at der f.eks. findes passager i Koranen, der beskriver, hvordan man skal pleje og soignere sit hår med en række råd og regler om, hvor ofte man skal barbere sig, og hvor ofte man skal rede sit hår og vaske det. En praksis, der både gælder mænd og kvinder.
“Koranen dikterer ikke, at kvinder skal bære tørklæde – den del er en fortolkning,” siger Shëkufe Tadayoni Heiberg. At bestemme over kvinders hår, og hvor meget af det de må vise, handler mere om en patriarkalsk vilje til at kontrollere kvinder generelt, end det handler om religion, forklarer hun. I 1936, mange år før præstestyret kom til magten, blev det f.eks. forbudt at bære tørklæde.
“I Iran har man fortolket Islam, så den i særlig høj grad understøtter en patriarkalsk agenda. At bestemme, at kvinder skal bære tørklæde, er en måde at begrænse dem i deres udfoldelse,” siger hun.
I mange gamle persiske digte bliver kvindehår beskrevet som noget, der bølger i vinden, noget, der hypnotiserer og forfører. Samtidig bliver det også beskrevet som en lasso, som kvinderne kan fange manden med:
“Det er bemærkelsesværdigt, at det altid er mænd, der skriver disse ting – ikke kvinder. Det viser, at det ikke er den generelle opfattelse af hår i Iran. Det er mændenes opfattelse af kvinders hår, som noget kvinder bruger manipulatorisk. I virkeligheden er det måske bare mændene, der ikke kan koncentrere sig. Men fortællingen er, at kvinder bruger håret aktivt til at forføre mænd, og den fortælling har præstestyret udnyttet til at dominere kvinder,” siger hun.
Videoen med kvinden, der sætter sin knold op til kamp, er bare en blandt mange, der blev delt fra oprørene i Iran. Andre videoer, der cirkulerede på internettet, viste, hvordan grupper af kvinder samledes på gaden for at klippe deres hår af, ofte med tårer, der trillede ned ad kinderne i sorg eller sprøjtede ud af øjnene i vrede.
“At klippe sit hår af er for det første en måde at vise sorg over – i dette tilfælde – drabet på Mahsa Amini, og det kvindehad, kvinder i Iran lever under. Det spredte sig til resten af verden, hvor kvinder viste sympati med kvinderne i Iran ved at klippe totter af håret og lægge billeder af det på de sociale medier. Da vestlige kvinder begyndte at gøre det, blev det diskuteret, om de reelt set ofrede noget. Jeg kan godt se den pointe, men jeg syntes, det var utrolig stærkt at opleve solidariteten, for det er jo en symbolsk handling, hvad enten man klipper en tot eller alt håret af,” siger Shëkufe Tadayoni Heiberg.
“Hår er ladet med betydning. Det er en stærk og ofte meget feminin identitetsmarkør. At barbere det af eller klippe det hele af selv er utrolig virkningsfuldt og bliver i mange kulturer brugt som et sorgritual, men også en form for overgangsrite, hvor du markerer, at du går fra en tilstand til en anden. Når det bliver udført i forbindelse med sorg, tænker jeg det som en måde at bringe sig selv i sync med det, man føler indeni. Det er en måde at aligne den måde, du har det indeni med den måde, du ser ud på,” siger hun.
For et par år siden klippede Shëkufe Tadayoni Heiberg selv sit hår af i forbindelse med klimakrisen og en klimademonstration, Cut for climate, hvor hun mødtes med 15 andre kvinder og en mand, og de klippede deres hår af for at give klimabevægelsen en form for sorgsprog.
“I forhold til de store politiske kampe skal der være plads til kampgejst, der skal være plads til at føle vrede og harme, men der skal også være plads til at føle og dele sorg. Det er også noget af det, der er så stærkt ved oprørerne i Iran: At sorgen er til stede, side om side med håbet og rusen og gejsten. Og det var også en stærk oplevelse for mig at mødes så mange og klippe håret af i fællesskab,” fortæller Shëkufe Tadayoni Heiberg.
Det føltes som et stort personligt tab og samtidig som et meget lille offer i forhold til den sag, de gjorde det for, tilføjer hun:
“Det var ret overvældende at gå fra at være langhåret til at være helt korthåret. Det var jo ikke, fordi jeg selv havde ønsket den frisure. Men når vi 15 mødes i dag, er det interessant at se, hvor meget vores hår er vokset. Det var en historisk markør og noget, der forbandt os. Det var dér, mange af os definitivt trådte ind i klimakampen. Der er helt klart et før og et efter, man klipper sit hår af. Hår kan bære på en stor både personlig og politisk fortælling.”
