”De hvide cowboystøvler gav mig vinger"

Hvis bare der var en opskrift på god, personlig stil, og den der ubesværede elegante måde at sætte tøjet sammen på. Det er der, og den kommer her. Eurowoman har interviewet tre kvinder, som giver deres bedste garderobe-hacks. Josephine Akvama Hoffmeyer er én af dem, og hende kan du møde her.

“Hver dag afstemmer jeg min garderobe efter, hvordan jeg har det. Det føles fuldstændig forkert at tage noget stylet og business-agtigt på, hvis jeg føler mig som splattet rødkål. Så er det dejligt at kunne tage mit sorte Stine Goya-joggingsæt i økologisk bomuld på. Det er en del af House of Goya, som er tænkt som et community med fælles værdisæt omkring diversitet og inklusion. Den historie kan jeg godt se mig selv indgå i, og samtidig føler jeg mig velklædt og kan bevæge mig og trække vejret. Jeg går ikke op i mode. Jeg går op i, at mit tøj føles behageligt og rart og hjælper mig med at afspejle mit indre rum.”

“Hver morgen mediterer jeg i 20 minutter. Så lægger jeg kæresten, moren og den kreative direktør væk og forsøger at være i den energi, jeg har, og bare være til. Hvordan har jeg det? Det gør det lettere at gå til dagen – og tøjet, der skal afspejle min tilstand. Nogle gange skal du måske også tage et stykke tøj på, der udfordrer dig lidt og skubber til dig, og så bliver du til dét i løbet af dagen.”

“Tøj kan understrege din personlighed og løfte dig. Og du kan ligefrem få lov til midlertidigt at skifte identitet, hvis du har lyst til det – uanset alder. Da jeg var 10 år, fik jeg et par hvide cowboystøvler med frynser, og jeg tror også, at der var perler på, i julegave. De var så seje. De gav mig vinger i skolegården.”

“Jeg er optaget af de relationer, som de forskellige tøjstykker har med hinanden. Har jeg cowboybukser på, sætter jeg dem sammen med en superfin silkeskjorte, som måske har et farvestrålende print. Jeg er meget glad for Henrik Vibskovs heldragter og den der workshop-følelse, de giver, og så bruger jeg et par Chloé-læderstøvletter til. Det er dejligt med kontraster. Det er det samme afsæt jeg har, når jeg tænker i farver og rum og skaber indretning.”

“Jeg er selv fuld af modsætninger. Måske stammer det fra min opvækst. Min far er fra Ghana og min mor fra Danmark. Ghaneserne er et ekstremt festligt folkefærd, de griner og er højrøstede, de er sjove, og der er højt til loftet med plads til at gakke ud. Og så har vi den danske, meget sikre, simple og stramme vinkel på tilværelsen. Jeg ved godt, at jeg tegner det groft op. Men jeg føler, at jeg er begge modeller. Min far var læge, og han så meget anderledes ud end alle de andre praktiserende læger, der klædte sig i habitter, slips og kittel i 70’erne. Han var til Matinique, fløjlsbukser og en fed sweatshirt, og han havde guldringe på alle fingrene. Om vinteren gik han i lange pelse. Han blev ikke væk i mængden og har inspireret mig til at være modig.”

“Som 26-årig blev jeg gift, og min bryllupskjole blev lavet af en af mine allertætteste veninder, Rikke Baumgarten (den ene af grundlæggerne af Baum und Pferdgarten, red.), som dengang gik på Danmarks Designskole. Det blev en helt enkel underkjole-agtig kjole i sart lyserød, helt tør, helt mat, råsilke. Til den hørte en lillebitte tynd jakke med flæser om ærmet og i kraven og en lille blomst som broche.”

“Der er ikke stor forskel på, hvad jeg har på mandag morgen og fredag aften, hvis jeg skal til fest. Jeg er vild med outdoor-tendensen og er meget glad for mine Salomon-sneakers. Når jeg er sammen med min italienske partner Elisa Ossino i mit andet firma H+O, er hun ved at falde ned af stolen over, at jeg har sneakers på. Jeg har fået hende overtalt til et par træskostøvler, jeg også selv har et par af, og som vi købte sammen under en produktionsrejse til Valencia. Men jeg får hende aldrig overtalt til et par Salomon-sneakers. Vi danske kvinder har et ret frit forhold til, hvordan vi klæder os. Der er ikke mange koder, der skal overholdes. Det er anderledes i de sydeuropæiske lande.”

“Jeg har ikke meget sort tøj i garderoben. Jeg har meget farvestrålende tøj, og mine print er valgt med omhu. Jeg er ikke til det småblomstrede. Hvis det skal være mønstret, skal det være mere grafisk. Jeg har det samme Stine Goya-sæt, en lang skjorte og et par bukser, i fire forskellige lidt tørre farver. Det er lavet i recycled polyester, og jeg kan rulle det ned i en kuffert og folde det ud igen til et forretningsmøde i Milano, og så sidder det bare. Det jeg godt kan lide ved både Baum und Pferdgarten og Stine Goya, er, at de er så radikale og modige i forhold til farver, og at de har så sikkert et greb om dem.”

“Jeg er ikke så vild med ordet stil. Det er det samme med smag. Udtryk som god stil og dårlig smag stritter på mig. Jeg bruger ordet sans. Det har en mere emotionel klang. God sans fortæller mig, at det indre er flettet ind i dine valg. God sans er ærlighed, der skinner igennem.”

“Margrethe Vestager kan bære voluminøse kjoler og flagre, men samtidig stå skarpt. Prinsesse Mary er også fantastisk godt klædt. Jeg mødte hende til møbelmessen Salone del Mobile i Milano, og jeg var blown away. Der er sammenhæng mellem den, hun er og hendes påklædning. Hun svævede, og det var, som om hun havde rulleskøjter på under kjolen.”

“Når der kommer nyt ind i klædeskabet, forsøger jeg at tage et stykke tøj ud og glæde andre med det. Det er vidunderligt at se det tøj, jeg gik i for 20 år siden, på min 22-årige eller 30-årige datter. Eller på mine veninder eller veninders børn. Når jeg køber nyt tøj, tænker jeg over, om det er noget, jeg har lyst til at klæde mig i på den lange bane. Om jeg har lyst til at reparere det og passe på det. Det er med beklædningsgenstande som med mennesker. Du må gøre dig bevidst, hvorfor du har dem omkring dig. For objekter og genstande har også en energi i sig. Når vi passer på det, giver vi det liv og mening, og den udveksling beriger os.”

Det ønsker jeg mig

"Noget delikat undertøj. Måske fra et mine favoritmærker La Perla eller Eres. Det giver mig en særlig følelse af selvforkælelse at vælge noget velproduceret undertøj for min egen skyld.”

Det holder altid

"Det må være en habit. Eller nok mere følelsen af en habit. Jeg kan godt lide, at man ikke behøver at forholde sig til meget mere end de to dele. Sættet må gerne være ensfarvet i en smuk nuance, så bliver det en slags hverdagsuniform for mig.”

Det sparer jeg op til

“En Simone-taske fra Hermès. Den byder hverken på bling eller logoer, men ligner lidt en vintagetaske, som er skøn at røre ved. Jeg får en følelse af at være forbundet med de mennesker, der har skabt tasken med deres håndværk. For mig er det også en måde at tænke i bæredygtighed på. At man gør sig umage med design, materialer og produktion, så tasken kan stå tidens prøve.”