Selvom du sikkert har set de fem søstre afklædt mange gange før, så er der noget helt specielt ved det denne gang, hvor hele Kardashian-Jenner-klanen reklamerer for Calvin Kleins #MyCalvins i samlet flok.
Siden Raf Simons tog over som kreativ direktør hos Calvin Klein, har #MyCalvins-kampagnerne blandt andet budt på musikere som Solange og A$AP Rocky, og senest Cindy Crawfords børn, Kaia and Presley Gerber. De er alle personligheder, hvis stil er blevet lovprist af modebranchen og ansigter, der ofte bruges i modekampagner.
Det samme kan dog ikke siges om #MyCalvins-kampagnens seneste ansigter.
De amerikanske Kardashian-Jenner-stjerner er hovedsageligt kendt fra realityshowet ”Keeping Up with the Kardashians”, hvor vi følger familien igennem tykt og tyndt. Og selvom vi i programmerne kommer helt tæt på søstrene, så er det sjældent, at de alle fem er samlet – og kun iført undertøj.
Denne sæson er #MyCalvins-kampagnerne ifølge pressemeddelelsen skabt med familien i fokus, og den sammenhørighed, der findes mellem stærke individer i en familie. Idéen er at fremhæve disse bånd og vise, hvordan vi kan være familier – med blodets bånd eller uden, og hvordan vi kan fejre de ting, der samler os.
Kampagnen er skudt af Willy Vanderperre og har både Kim Kardashian West, Khloé Kardashian, Kourtney Kardashian, Kendall Jenner og Kylie Jenner på den anden side af linsen – alle iklædt Calvin Klein.