Mette Størum Krogh

“Dette multiprodukt giver glød til både læber, kinder og øjne”

Toilettasken bliver pakket med omhu, når Eurowoman-redaktionen skilles og drager afsted på sommerferie. Se, hvilke produkter, redaktionschef Mette Størum Krogh ikke kan undvære, når turen går til Roskilde og Toscana.

– Jeg skal til hele tre festivaler og slutter af med Roskilde Festival, hvor jeg skal høre en masse musik og hænge ud med gode venner. Og så skal jeg på familieferie til Toscana og spise burrata, drikke campari og læse ved poolen. Resten skal dovnes væk i sommerhuset ved Sejerøbugten, hvor dagene går med at spise morgenmad over avisen i flere timer, bade, grille og drikke vin fra Birkemosegaard.

Mette skal bruge disse produkter denne sommer

– Om sommeren foretrækker jeg at bruge et skummende renseprodukt, der effektivt fjerner rester af solcreme og saltvand. Rudolph Cares har en god konsistens, der føles blød mod huden og renser uden at udtørre. Og så elsker jeg de der lysegrønne rejsestørrelser.

Acai Cleansing Foam i rejsestørrelse, Rudolph Care, 95 kr.

LÆS OGSÅ: Siri Edit Andersson: Sådan undgår jeg at vaske hår for ofte

– Jeg sværger til EGF-serummet fra islandske Bioeffect. Også om sommeren, hvor huden trænger til lidt ekstra fugt og pleje, fordi den udsættes for masser af sol. Det virker bedst alene, hvilket gør det dejlig nemt, når der skal pakkes. Et par dråber om aftenen, inden jeg skal sove, er nok, og min hud er stadig helt gennemfugtet, når jeg vågner.

EGF Serum, Bioeffect, 945 kr.

– Jeg bruger ikke så meget makeup i min sommerferie, men dette multiprodukt giver glød til både læber, kinder og øjne og skal bare duppes på med fingrene. Det giver huden et fint og lidt solkysset skær.

Creamy Lip Cheek Eye Powder i farven Misty Brown, Tromborg, 180 kr.

– Bodyscrubben med Himalayasalt gør min hud blød og strandklar og dufter dejligt forfriskende af grapefrugt. Jeg bruger den i badet en gang om ugen, så den tager bedre imod farve og plejeprodukter.

MORE Salt Body Scrub 03 i rejsestørrelse, Karmameju, 89 kr.