”Jeg er en sucker for sådan nogle gamle 70’er-kjoler”

Hun blev gift i et cirkustelt. Hun arbejder så meget, at hun må sidde med pandelampe på familiens ødegård i Sverige, når mørket falder på. Hun køber tøj fra 70’erne. Og da hendes mand fyldte 40, forærede hun ham et gammelt folkevognsrugbrød, malet i stærke farver, dekoreret med peacetegn og et klaver på døren ved førersædet og indrettet med bord, stole og gardiner. Bilen er det første, man ser på den lille villavej på Østerbro, hvor man går gennem en lille frodig forhave, inden man når døren og dørtelefonen, der giver en brummen fra sig.

"Jeg er helt oppe," kalder Nikoline Liv Andersen fra anden etage i det smalle, høje hus, hvor hun bor med sin mand Christian, som hun mødte på Designskolen i starten af 00’erne, og deres to døtre på ni og 12.

Smilet er kæmpestort, og øjnene stråler entusiastisk, mens hun fortæller om idéen til sin største soloudstilling til dato, Eden, der lige nu kan opleves i Nikolaj Kunsthal i København.

"I virkeligheden startede det nok med, at jeg ville hylde Eva for at æde det der æble, for hvad ville der være blevet af os alle sammen, hvis ikke hun havde gjort det? Men jeg har også siddet og skrevet på min egen version af skabelsesberetningen, og der er jo faktisk ikke nogen Eva, hvis der ikke er nogen gud, hvad jeg ikke tror, der er, kan du følge mig? Så nu har jeg prøvet at skrive en skabelsesberetning uden nogen af dem. Hvis min historie lykkes, skal den være introtekst til udstillingen. Så håber vi ikke, at nogen bliver stødt over, at jeg har taget mig nogle friheder ud fra Biblen," siger Nikoline Liv Andersen.

Arbejd, arbejd

Om halsen hænger en saks i et rødt stykke garn, så hun altid kan arbejde, hvad hun også gør. Det foregår primært på anden etage, hvor hun har indrettet to arbejdsværelser med garn og dimsedutter overalt. Værker, der er i proces, hænger på væggene, inden de skal udstilles i Nikolaj Kunsthal, og fordelt på relativt få kvadratmeter har hun fire symaskiner: En til at sy lige, en til sko, en til zigzag og en til skind, som hun brugte flittigt, da hun arbejdede som couturedesigner for det italienske modehus Fendi – også fra hjemmet på Østerbro. Det var her, hun lavede signaturkjolen til sangerinden Björks verdensturné i 2015. Og det var også her, at hun sidste år pådrog sig en alvorlig skade på højre hånd, der gør det umuligt for hende at arbejde så hårdt, som hun drømmer om.

Nogen egentlig work/life-balance er der ikke tale om. Nikoline Liv Andersen arbejder stort set hele tiden. Når hun en sjælden gang imellem ser fjernsyn, er det med strikketøj mellem hænderne, og når børnene er puttet, går hun op i værkstedet og sætter nogle flere sting. Arbejde og familie flyder sammen i det lille hjem, ligesom værker, garnrester, projekter – og lige nu trærammer, som Christian har bygget til udstillingen i Nikolaj Kunsthal – diffunderer videre fra værkstederne til husets øvrige rum. Men man kommer heller ikke sovende til noget, er hendes indstilling. I skolen var hun pligtopfyldende, terpede sine lektier, til hun kunne dem, og efter gymnasiet var hun så ivrig efter at blive designer, at hun "overhovedet ikke havde brug for noget sabbatår."

I stedet kom hun i lære på forskellige systuer og tegneskoler og øvede sig, til hun følte sig klar til at søge ind på drømmeuddannelsen. Og det var virkelig en drøm at gå på – eller i hendes tilfælde nærmest bo på – Designskolen fra 2000 til 2006. Der var værksteder, hvor man kunne tegne, strikke, sy, indfarve og lave serigrafi i et miljø, som de studerende elskede. Da hun skulle i praktik, sendte hun en mappe med håndlavede tegninger og broderier til John Galliano, der på det tidspunkt var chefdesigner for Christian Dior i Paris. Et par dage efter blev hun tilbudt en plads.

"Det var SÅ fedt," siger Nikoline Liv Andersen og spiler de varme, brune øjne op, så øjenbrynene letter. I det halve år, hun var af sted, tegnede hun ikke på computer én gang. En computer har hun dog – “man skal jo på NemID” – men hun bruger den så lidt som muligt. Til sin store fryd arbejdede hun udelukkende i hånden hos Dior, hvilket hun havde fået indtryk af, mest var noget, man gjorde på Designskolen og ikke i den virkelige verden.

Hvad lærte du af at arbejde for Galliano hos Dior?

"At det er okay at følge sine drømme, for så skal det nok lykkes. Det har jeg egentlig også altid troet på, men det er jo hårdt arbejde. Men jeg har en idé om, at man kan, hvis man vil – i hvert fald i vores del af verden. Det er også noget, mine børn måske kan lære af mig – og af Christian. De ser jo alle sider af virkeligheden. De ser, at jeg arbejder meget i perioder, fx hele denne sommer op til udstillingen, og de ser, at jeg kan være i tvivl. Men de ser også vores glæde ved at lave ting. Når pigerne ser Disney Sjov fredag aften, slæber Christian og jeg lysbordet ned i stuen, og så sidder vi bare og tegner og snakker om projekter. Pigerne får også nogle gange stukket en broderiramme i hånden, og så sidder de selv og broderer eller strikker eller tømrer et eller andet. Til sin fødselsdag fik vores yngste pige en værktøjskasse med sin egen økse og sådan noget, for hun er mega god til at hugge brænde. Så de er jo et produkt af, hvordan vi er som forældre."

Gør det selv

Døtrene har også oplevet perioder, hvor familien ikke har haft så mange penge og lejet stueetagen og første sal ud og selv boet småt i husets øverste del. Nikoline Liv Andersen har aldrig kunnet have et job for bare at tjene penge, siger hun, og derfor har der ikke altid været nogen. Men nu har familien atter indtaget hele hjemmet. Nikoline Liv Andersen viser stolt rundt i en stue, der ligner alt andet end et moderne, standardiseret hjem.

"Alt, hvad du ser, har vi lavet selv, købt brugt eller fundet i storskrald," siger hun og bevæger sig i sædet på en lyserød metalstol, der er "fundet et sted."

Hun sidder foran et meget smukt vitrineskab, som kunne ligne noget fra en dyr, fransk interiørbutik, men som i virkeligheden er et, Christian har slæbt hjem fra lossepladsen, savet noget af i dybden, lavet hylder til, sat glas i og malet lyseblåt. Kopperne, vi drikker kaffen af, er forskellige, og på bagvæggen hænger en gammel mexicansk maske, der plejede at skræmme livet af Nikoline Liv Andersen, da den i hendes barndom hang i loftsrummet i hjemmet på Vester Søgade i København.

Køkkenøen blev fundet halvt brændt ned og sat i stand, over bordet hænger nytårspynt, og i det fjerneste hjørne af stuen står Lise Nørgaards barndomsklaver, et taffel-flygel, som Nikoline Liv Andersen låner af sin bror, der er gode venner med forfatteren. Kigger man ud i baghaven, kan man ikke se meget af den lille græsplæne. Her har de voksne rejst et telt til byggematerialer; træ, vinduer, gamle døre og alt muligt andet, de helt sikkert får brug for en dag. Tøj køber Nikoline Liv Andersen også brugt, både af hensyn til planeten, der "kommer til at gå under, og med vores forbrug kommer det til at ske før tid," men også fordi det er "meget mere spændende":

"Jeg er en sucker for sådan nogle gamle 70’er-kjoler. Jeg kan godt lide, at tøjet har haft et liv, før det blev mit. Det er der noget meget poetisk over," siger hun.

Derfor var det naturligvis også genbrugspels, hun brugte, da hun i 2015 på bestilling lavede en kjole til sangeringen Björks verdensturné Vulnicura. Året forinden havde Nikoline Liv Andersen i Paris udstillet en samling af sine kjoler, der balancerer et sted mellem design og kunst – en distinktion, der ikke er så vigtig for hende. Nogen i Björks stab må have set udstillingen i Maison du Danemark på Champs-Elysées, for kort efter fik Nikoline Liv Andersen en mail fra sangerindens personlige assistent.

Björk ville gerne bestille en bestemt kjole fra udstillingen: en tætsiddende sort sommerfuglelignende kjole med store ærmer, mink og ræv i sort med lilla og lysegrønne detaljer – bare i hendes størrelse.

Nikoline Liv Andersen synes, at Björk er "ret vild" og kan dårligt komme i tanke om en anden kunstner, hun hellere ville klæde på, så hun sagde selvfølgelig ja, selv om hun overhovedet ikke havde tid. Kort efter Björk havde vist sig i kjolen for første gang, skrev Fendi.

Det italienske modehus, der siden 1925 har excelleret i tøj af pels, ville gerne have fingrene i Nikoline Liv Andersen, hvilket på ingen måde var en retning, hun havde troet, at hendes karriere skulle tage på det tidspunkt. Men Nikoline Liv Andersen er åben af sind, klar på udfordringer og har aldrig lagt en plan for sin karriere – og havde da også en gammel drøm fra Designskolen om en dag at arbejde for et af de klassiske modehuse. Da hun efter mange samtaler, møder og ideudvekslinger fik tilbudt en af de få, betroede stillinger som designer på modehusets kvindekollektion, sagde hun ja. På en betingelse: At hun måtte arbejde fra Østerbro frem for Palazzo della Civiltà Italiana, et storslået arkitekttegnet hvidt palads i Rom, hvor Fendi har sit hovedsæde.

"Jeg har brug for mit værksted," siger Nikoline Liv Andersen. Hendes chef i perioden, Karl Lagerfeld, arbejdede også mest hjemmefra, så det var der forståelse for i firmaet.

"Alt, hvad jeg laver, tegner jeg først med mine hænder, eller jeg prøver mig frem med materialer. Selv om det jo ikke var mig, der skulle sy tøjet hos Fendi, var jeg nødt til at have det gennem hænderne og lave alle prøverne selv. Jeg har brug for at være med i processen. I idéudviklingen kan der ske fejl, og en fejl er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting. Der kan opstå nye udtryk, som jeg måske ikke ville have set, hvis jeg bare havde sendt en tegning videre til nogle andre, der skulle udføre den."

Og så må hun faktisk ikke sige mere om årene fra 2015-2021, hvor hun arbejdede for Fendi. Hun er stadig pålagt tavshedspligt om, hvilke stykker af brandets tøj, der kommer fra hende.

Sin egen lykkes smed

I begyndelsen havde hun lavet en regel om ikke at arbejde med sit eget ved siden af. Hun havde brug for at lære Fendi at kende, lære rytmen i løbet af året og hellige sig fuldt og helt til den betroede opgave. Men pludselig kom det snigende. Når hun havde fri, hvilket ikke var tit, kunne hun ikke længere lade være at arbejde på sine egne projekter. En udstilling med Cathrine Raben Davidsen på Horsens Kunstmuseum kom i stand, mens hun var ansat hos Fendi, og hun fik lyst til at overgive sig til sine egne projekter igen.

Hun har arbejdet frem imod udstillingen i Nikolaj Kunsthal siden foråret 2020. Der er tale om et par og tyve værker, der ligger – mere eller mindre færdige – rundt omkring i huset. Nikoline Liv Andersen tager os med ovenpå; huset har åbenbart også en lille bitte tredje etage. Hun løfter et hvidt klæde til side, hvorunder der åbenbarer sig et værk på 240 x 180 cm., Dagen, der med sin stoflighed og stærke farver med det samme drager beskueren ind. Det er modstykket til det mørke, monumentale værk, Mørkt stof, hun lavede til udstillingen i Horsens. På Dagen er det mørke garn skiftet ud med små strikkede lapper i strålende farver, syet sammen i cirkler til noget, der minder om en stor, indtagende sol, der er vævet i midten.

Da det kom i stand, at hun skulle udstille i den tidligere kirke, nu kunsthal, ville Nikoline Liv Andersen som ofte før lade religionen spille en stor rolle i sine værker. Døden er en evig inspiration for hende, siger hun. For hvorfor skal vi leve, hvis vi skal dø?

"Jeg tror overhovedet ikke på gud, men det må være utroligt rart at tro på en gud eller noget andet, så man ved, at man kommer et sted hen bagefter. Jeg tror, at når man dør, så er det hele bare slut, og det, synes jeg, er klamt," siger hun. Det vil i udstillingen afspejle sig i "noget dystert".

"Jeg har helt klart en sort side," siger Nikoline Liv Andersen. Autoritetstro kan man ikke beskylde hende for at være, hun er en kritisk læser af eksempelvis Biblen.

"I Første Mosebog står der, at mennesket skal herske over alt andet levende på jorden. Det mener jeg ikke. Jeg prøver at vise mennesket som værende på lige fod med naturen og betinget af naturen. Jeg mener, at evigheden ligger i naturen – ikke i vores sjæl desværre – og at paradiset findes i den gravide mave og alt andet levendes frø eller kerne," siger hun som et varsel om, hvad man kan opleve på udstillingen.

På væggene i værkstedet hænger et silkebroderi i organza, hvor et foster vokser under jorden, hvorfra der gror blomster på en drømmeagtig stjernebaggrund. På bordet har hun efterladt et halvfærdigt broderi af en kvinde, der ammer to ulveunger. Snoren på nålen er grå og skinnende, og det er ikke vilkårligt, hvor stingene sidder. Hvert sting bidrager til den stærke struktur i ulvenes pels.

"Før måtte jeg lige undskylde over for Sophie, at jeg er så stille, men det er altså virkelig vigtigt, hvor jeg sætter de sting, og så kan jeg ikke koncentrere mig om at tale," siger Nikoline Liv Andersen.

Sophie er hendes nye praktikant, der sidder over for hende ved det lille bord og laver små prikker af sytråd på et andet værk, der er spændt ud på en broderiramme. Hun er styret med hård hånd, som Nikoline Liv Andersen forklarer med et smil, og broderer ting i baggrunden efter chefens præcise anvisninger. Nikoline Liv Andersen er meget taknemmelig for hjælpen, som hun har fået større behov for, efter at hun sidste forår brækkede armen.

"Jeg vil gerne være stærk, så sidste år lavede jeg over 12.000 pull-ups i arbejdstiden. Det er jo et meget stillesiddende arbejde at sy og brodere, og så er det mega fedt i løbet af dagen lige at gå ind og tage 10 pull-ups. Jeg var oppe på at lave over hundrede om dagen, da jeg gled og faldt ned fra mit pull-up-board og landede på hånden."

Hun trykker forsigtigt på den højre hånd, det gik ud over, som også er den, hun primært bruger i sit arbejde. Gipsen var pink og – ved hun nu – lagt for stramt. Det har givet hende en kronisk nerveskade i den hånd, der er den primære arbejdskraft i hendes virke som designer og kunstner.

"Jeg har dårlig bevægelighed i hånden, den er svag, og jeg har mange smerter. Og det sætter mange begrænsninger for mit arbejde. I værste fald visner hånden, men det tror jeg ikke, at min gør. Jeg er tilknyttet fire forskellige hospitaler og et genoptræningssted, og jeg prøver ikke at bruge den alt for meget. Det er både godt og dårligt at bruge den meget, for jeg kan også overbelaste den, men den må heller ikke visne hen. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, og lægerne er meget påpasselige med at tale om udsigterne. Min venstre hånd er ved at blive bedre, men det bliver aldrig det samme, så jeg må også bruge den højre. Lige nu er jeg bange for, at jeg overbelaster den rimelig heftigt."

Men hvorfor gør du det så?

"Min identitet ligger i mine hænder. Jeg er håndværker, og det er jeg meget stolt af, så jeg vil gøre alt for at kunne bruge mine hænder. Nærmest alt i vores kultur er blevet digitaliseret, industrialiseret, udliciteret og tidsoptimeret. Det er ikke min force. Alt jeg laver, tager tusind år, hvilket er helt fjollet, hvis man skulle tænke kommercielt. Men på det område er jeg nok lidt naiv. Jeg bliver frygtelig rastløs og får uro i benene, hvis ikke jeg har noget i hænderne, jeg kan nørkle med. Og så er det jo ret fint at kunne strikke lapper i månedsvis. Det er bare en stor del af mit liv."

Eden kan opleves i Nikolaj Kunsthal til 16. januar 2021.