Er dette Danmarks nye (unge) modelhåb?
Sig hej til 18-årige Olivia Vinten, der kan blive den nye Freja Beha, Helena Christensen, Frederikke Sofie eller Josephine Skriver.
De seneste år har vi set mange danske modeller stige til tops og få stjernestatus. Det være sig piger som Frederikke Sofie, Lulu Leika, Emma Oak og Maria Palm, der går på catwalken under store internationale modeshows side om side med topmodeller som Kendall Jenner, Saskia De Brauw og Chanel Iman.
Vi har spottet en ny i vores evige søgen efter, hvem der mon bliver den næste store stjerne på modelfronten. Med ansigtstræk, der minder om naboens pige, en varm glød og et hår så krøllet og stort, at man ikke kan få blikket væk, tror vi på, at Olivia har en god startpakke og kan blive en af de helt store. Også selvom hun blot er 18 år og først kun for nyligt blevet signet hos modelbureauet 2pm. Mød Olivia Vinten, som vi fangede på mail.
Hej Olivia. Hvor gammel er du?
– Hej Eurowoman. Jeg er lige fyldt 18.
Hvordan startede din modelkarriere?
– Jeg var ude og shoppe med min mor, da en mand stoppede os på gaden og spurgte, om han ikke måtte tage et par billeder af mig. Jeg var 12 år gammel og stod med snot i hele hovedet og var ret så forvirret over, hvad i alverden der foregik. Men det lød fedt.
Hvad laver du, når du ikke er på arbejde som model?
– Jeg går i 2.g på Rysensteen Gymnasium, og derfor går det meste af min tid på skolen. Ud over det bruger jeg meget tid på at være sammen med mine venner og veninder, som giver mig et pusterum fra den ellers travle hverdag. Det at rejse er også noget, jeg dyrker meget, og netop af den grund finder jeg min karriere som model attraktiv, idet den kan bringe mig til fede eksotiske destinationer.
Hvornår føler du dig smukkest?
– Jeg føler mig allersmukkest om sommeren, når jeg bliver brun i huden. Det forholder sig sådan, at jeg er kvart sydamerikaner, hvilket desværre ikke kommer særligt meget til udtryk på en gennemsnitlig dansk regnvejrsdag, men når solen skinner, kan man begynde at ane det en smule.
Var du en af de populære eller den høje "mærkelige" pige?
– Det må nok være sidstnævnte. Jeg havde aldrig mange venner i folkeskolen og hang altid ud med de lidt mærkelige elever, der legede hest i frikvarteret i stedet for at flette hår og tale om drenge.
Hvordan oplevede du selv din modeldebut?
– Det at stå foran et kamera for første gang var super grænseoverskridende for mig. Jeg tror, at jeg havde en forventning om, at hvis kunden ikke var tilfreds, så kunne skylden skydes på mig som person og ikke mit udseende, som skulle passe i den givne situation.
– Jeg er heldigvis blevet klogere med årene og er blevet bevidst om, at der hersker en professionel relation mellem kunden og modellen, og det derfor handler om at udføre sit job med det, man nu har at byde på, og huske på, at det er et job og ikke en bedømmelse af min personlighed. Jeg mener, at det er vigtigt, at man holder denne professionelle indstilling i denne branche, for det er hårdt at blive bedømt hele tiden, og det er svært ikke at tage det personligt.
– Derfor er mit skole- og socialliv meget vigtigt for mig. For hvis jeg bliver afkræftet på et job eller har en dårlig oplevelse i det hele taget, så ved jeg, at jeg har en masse andet at byde på og mennesker omkring mig, der holder af mig for netop den, jeg er.
Hvad er det vildeste, du har oplevet i dit job indtil nu?
– For nogle uger siden var jeg i Istanbul for at skyde en kampagne for Mavi Jeans. Der var god stemning på skydningen, og solen skinnede. Vi skød ude på en motocrossbane, og da vi var færdige, fik min kollega og jeg lov til at køre en tur i en motocrossbil. Alt i alt føltes det mere som en ferie end som et reelt job, hvilket var super fedt.
Hvad gør du for at holde din hud og dit hår så smukt?
– For at være ærlig så gør jeg ikke så meget. I forhold til min hud så bruger jeg ikke rigtig nogen produkter ud over en ansigtscreme, som afhænger af, hvilken en der lige står i skabet. Mit hår lever mere eller mindre sit eget liv, og derfor gør jeg heller ikke synderligt meget ved det udover at rede det, så jeg undgår ’dreadlocks’.
Hvad skal der ske nu?
– Nu skal der ske en helt masse. Jeg skal først og fremmest få afsluttet min skole med et ordentlig snit og nyde det sociale aspekt af mit gymnasieliv. I forhold til min modelkarriere, så står den på planlægning af, hvad der skal ske efter gymnasiet: En potentiel tur til Tokyo i sommerferien for at arbejde der kan være med til at bygge min bog op. Så ja, det hele skal nok blive meget spændende.
God vind herfra!