Catwalken har talt: Her er, hvad du skal iklæde dig dette efterår

Da modehusene holdt show under de internationale modeuger først på året, var det ikke kun kollektionerne, opmærksomheden var rettet mod. En ubuden gæst, COVID-19, sad med, og siden har alt været vendt på hovedet. Flere brands melder om forsinkelser på A/W-kollektionen, mens andre sidder en sæson over. Inspirationen kan ingen dog tage fra os, så på de følgende sider hylder vi sæsonens mest spektakulære shows. Dem, der overdøvede virussnak og vidnede om en modstandsdygtig modebranche, der må gentænke virksomhedsmodeller og fremvisninger. Det er uvist, hvordan modeugerne kommer til at se ud i fremtiden, men her er højdepunkterne fra catwalken, som vi kender den. Måske for sidste gang. 

Dress to impress 

Loewe 

Med knap 175 år på bagen er spanske Loewe et af verdens ældste modehuse med fokus på solidt håndværk, moderne fortolkninger af kunsthistoriske strømninger og et ukueligt engagement i at støtte nutidig kunst, håndværk og kultur på tværs af landegrænser. Siden irske Jonathan Anderson i 2013 overtog den kreative ledelse, har han været ganske eksplicit omkring sin vision: Han vil igen gøre Loewe til et kulturelt brand og værne om dets fundament. Der var heller ingen tvivl om, hvilket klientel Anderson talte til med kollektionen, der havde stærke referencer til Loewes spanske ophav. Den viste en legesyg og overdimensioneret tilgang til proportioner og nye innovative silhuetter, hvor både overtøj, kjoler og bukser udfoldede sig på abstrakt vis. “Dressing to impress,” var formålet ifølge Anderson selv, der trods en altid finkæmmet æstetik slog fast, at han ikke er bange for at tage chancer. Kreativiteten og design-dna’et hos Loewe lever i bedste velgående. 

Carry on

Prada 

Siden Miuccia Prada i 1978 overtog den kreative styring af modehuset og familiefortagendet, som hun deler efternavn med, har hendes vision været ganske klar: Hun kæmper for og designer til den stærke og uafhængige kvinde. I kælderen på Fondazione Prada var der bygget et nedsænket palads, hvor Prada-muser cirkulerede om en skulptur af den mandlige titan Atlas, der ifølge græsk mytologi bar himlen på sine skuldre. Symbolikken var slående, for allerede inden showstart udtalte Miuccia om sit designimperium og kollektionen, hvor frynser, perler og tyl brød med traditionelle herreinspirerede silhuetter: “Women carry the weight now!” Det italienske modeikon er klar i mælet, og hendes visuelle sprog er ikke at tage fejl af: De glamourøse detaljer er meget vel en feminin kliché, men giver styrke og selvtillid til de kvinder, der bærer dem. For Prada-kvinden skal tages seriøst. Både i rulam, slips, basketballtrøje og jakkesæt.  

Lee i øjet  

Bottega Veneta 

Det var tredje gang, at kreativ direktør Daniel Lee, der kunne fejre årsjubilæet for sit første show, præsenterede sine ambitioner for det italienske modehus Bottega Veneta. Og sikke et år det har været for designhåbet, der har fænget modebranchen siden sin første arbejdsdag. Lee har på rekordtid og med den største respekt genopfundet det traditionsbunde modehus med nyklassikere og it-items og sendte sin hidtil mest overbevisende og umage kollektion til skue, hvor både tailoring, frynser, similibesatte gevandter og farverige og 100 procent bionedbrydelige gummistøvler snakkede i munden på hinanden. Bottega Venetas sensuelle og bløde designtilgang er stadig en inspiration for Lee, der som barn af 90’erne forstår at forene komfortabelt streetwear og luksuriøst håndværk. Den var Lee i øjet, Daniel.

Behind the scenes  

Gucci 

Kreativ direktør Alessandro Michele er synonym med Gucci. Den grænsesøgende italiener har både leveret spektakulære kollektioner og visuelt overlegne shows, og ved modehusets F/W 20-show fandt publikum vej til deres pladser gennem et backstage-område, hvor Michele nonchalant mængede sig med hår- og makeupartister, stylister og modeller. Showscenen var en roterende installation, der bag et tungt tæppe afslørede endnu et backstage-område, hvor modellerne blev klædt på for øjnene af publikum. En efter en trådte de frem i lyset og præsenterede 60 kunstværker i form af dukkelignende kjoler, skoleuniformer, religiøse accessories og den karakteristiske S&M-signatur og udgjorde en fuldendt cirkel. Michele har udtalt, at mode nærmest er en religion for ham, og de mange shows et ritual. Det roterende show vidnede om modens cirkularitet, og kollektionens religiøse referencer blev symbol på Micheles hengivenhed til modens kunst. Gucci gør klogt i at lade ham blive hængende mange sæsoner endnu.

Wild Horses

Chanel 

Da Chanels kreative direktør Karl Lagerfeld døde, overlod han arven til sin højre hånd, Virginie Viard, som siden har haft travlt med at udfylde modegeniets store sko og samtidig vise en ny vej for modehuset. Sædvanen tro inviterede Chanel indenfor i Grand Palais, hvor den sædvanligvis spektakulære iscenesættelse var erstattet med et ganske afdæmpet udtryk. På et spejlblankt kanvas viste Viard en kollektion, hvor det ene look var mere brugbart end det andet, fra den gennemgående sorte støvle til bukser, der knappes op i siden med inspiration fra både Lagerfelds og Coco Chanels kærlighed til hestesport. Ifølge Viard selv handlede det om den følelse af frihed, du oplever på hesteryg, og kollektionen var på én og samme tid både praktisk og elegant og let for enhver at spejle sig i. Som showet skred frem, blev det kun mere tydeligt, at det blanke kanvas var et billede på Virgine Viards ønske om at starte en ny æra af brugbare kollektioner og tilbagelænet luksus. Du kan jo starte med de monogramprintede strømpebukser.

Bringing sexy back

Saint Laurent 

Normalt ser det sort ud, når kreativ direktør Anthony Vaccarello designer for Saint Laurent. Et dogme så sikkert, at vi nær havde fået kildevandet galt i halsen, da vi var inviteret indenfor til endnu et visuelt udspil fra det franske modehus. I den kulsorte hal satte projektører nemlig en overbevisende kollektion under spot og fulgte modeller iklædt bourgeois-inspirerede habitjakker og vidtfavnende pussy bow-skjorter, der på modigste vis var parret med latex-bukser så stramme, at de måtte være syet på. Der blev også gjort plads til lingeri, som ikke overlod meget til fantasien, knælange støvler, sexede korsetter og storslåede kjoler. Mest overraskende var dog at se, hvordan Vaccarellos farverige penselstrøg af blå, rød, gul, grøn, lilla og pink både favnede farmors klædeskab og fetish-referencer. Selv i farver har Vaccarello fat i den lange ende: Hos Saint Laurent har man styrken og modet til at gøre og iklæde sig akkurat, som man vil. As you wish, master!

Praise the Lord 

Balenciaga 

Balenciagas kreative direktør Demna Gvasalia sendte grundlægger Cristóbal Balenciaga en kærlig hilsen og havde forvandlet La Cité du Cinéma til et oversvømmet stadion, hvor catwalk og de forreste tilskuerrækker lå under vand og reflekterede loftsinstallationen: et apokalyptisk uvejr. Referencerne i det mørklagte rum var ikke til at tage fejl af, da præstekåber åbnede showet og vidnede om kendskab til Cristóbal Balenciagas spansk-katolske oprindelse og Gvasalias opvækst i den ortodokse kirke. Med det in mente fik den oversvømmede catwalk pludselig ny betydning med religiøse konnotationer, da et diverst modelcast taktfast gik på vandet. Vandet, som Gvasalia i et interview fortalte skulle forestille benzin, efterlod os med et ubesvaret spørgsmål: Var showet trods en overlegen kollektion, der bød på sylespidse skulderpartier, sorte gevandter i overflod og fodtøj, der kan dræbe, i virkeligheden et dommedagsvarsel og en påmindelse om en stærkt belastet klode? Uanset svaret er Gvasalia et visuelt geni.

Tilbage til fremtiden 

Louis Vuitton 

Louis Vuittons show på Louvre er som en tidsrejse, og siden franske Nicolas Ghesquière overtog styringen i 2013, har han forført, forundret og flyttet grænserne for design. Louis Vuitton er hovedsponsor på The Costume Institute’s kommende udstilling About Time: Fashion and Duration på The Met, der ser mode som en refleksion af nuet. Og netop det tema lod Ghesquière være omdrejningspunkt for modehusets F/W 20-kollektion. Showet blev indledt med 200 korsangere iklædt kostumer fra det 15. århundrede og frem til 1950, mens en futuristisk jakke parret med et strutskørt satte dagsordenen for de efterfølgende 46 indgange af små kunstværker, der var en skønsom blanding af fortidslevn og fremtid og blev ophøjet til et imponerende øjebliksbillede af, hvad man om mange år fra nu vil karakterisere som tidstypisk for det 21. århundrede. Ingen slipper afsted med at blande motorcykeljakker, -bukser og -handsker med robotlignende toppe, glitrende kjoler og skarpe jakkesæt som Ghesquière.