Sophie Auster: ”På scenen har jeg en decideret uniform”

Der bliver skrevet en del frem og tilbage. Mellem mig og en agent. Jeg er lidt træt, inden jeg overhovedet skal mødes med Sophie Auster i hendes hjemby New York. For så stor en stjerne er hun vel heller ikke, tænker jeg. Kan vi ikke bare holde det let, uformelt og cool. Sådan som hun virker. På Instagram og i sin musik. For hun er typen, der svarer hurtigt og ukrukket, når man skriver en DM til hende på insta. Klart hun vil mødes. Fedt med interview. Hun elsker i øvrigt Danmark og vil vildt gerne tilbage til København snart. Jeg skal bare skrive til hendes agent. Og så kommer agenten ellers imellem mig og Sophie. Tirader om billeder og vinkel på interviewet. Letheden er væk, og vi er ude i logistik.

Men det lykkes. Pludselig tikker en besked ind: “We can meet at estancia 460. It’s on greenwich between watts and desbrosses.” Ingen store bogstaver, ingen forbehold. Og så dukker hun op i Tribeca i trenchcoat, mørkeblå kashmirstrik, girly hårspænde og en taske med nitter og er som en åben bog. 

Sophie Auster er datter og enebarn af det måske mest intellektuelt anerkendte newyorker-par, forfatterne Siri Hustvedt og Paul Auster, og er vant til opmærksomhed, men også til at stå i skyggen af forældrenes succes. Og så er hun newyorker by heart.

“Jeg elsker byen, og kunne ikke forestille mig at bo andre steder i USA. Min mor er fra Minnesota, men der ville jeg ikke trives. Der er alt for lidt at tage sig til, så jeg ville helt sikkert skabe mit eget drama,” konstaterer Sophie Auster. Hun har boet i Tribeca de sidste ni år af sit liv – nu som nygift med fotografen Spencer Ostrander, der ligesom Sophie Auster er opvokset i Brooklyn. 

“Hvis vi ikke skulle bo her, ville vi flytte til Europa. Jeg kunne godt se os bo i Paris, og tidligere i London, men ikke mere pga. Brexit.”

Når du sidder overfor Sophie Auster, får du følelsen af, at alt kan lade sig gøre. Hun virker ubesværet og ubekymret om såvel sit kreative virke som sit kærlighedsliv.  

“Jeg føler mig faktisk stadig ret ung, men når jeg ser på mig selv udefra, er jeg vel ikke ung mere. Jeg er 32 og gift, og vi burde måske også snart tænke på at få et barn. Jeg vil virkelig gerne have en familie, men det virker også lidt skræmmende. På mange måder er jeg jo stadig selv et barn,” siger hun.

“Men når jeg ser på, hvad der er sket med min selvtillid inden for de seneste fem år, og den ro jeg har fået, kan jeg jo godt mærke, at jeg er blevet ældre. Og så bruger jeg en del mere natcreme end tidligere.”

Rock chic ikke rebel

Sophie Austers far, Paul Auster, er bl.a. forfatter til den hypede New York Trilogien (1985-87), som nærmest er obligatorisk læsning for alle, der besøger byen eller gerne vil blive klogere på amerikansk litteratur og en lang række andre romaner. Hendes mor, Siri Hustvedt, er intellektuel og forfatter til bøger som Det jeg elskede og En kvinde ser på mænd der ser på kvinder om kunst, køn og bevidsthed og skriver så råt, klogt og svært, at hendes bøger ikke bare kræver tid, men også et vist refleksionsniveau. Og hvor efterlader det så Sophie Auster? Er hendes valg af karriere som musiker en slags oprør? 

“Jeg valgte ikke musikken, den valgte mig. Da jeg var otte år, bad en lærer mig synge foran hele klassen – og det gjorde jeg bare. Det var ikke et oprør, jeg var bare en god sanger,” siger Sophie Auster uden falsk beskedenhed. Hun debuterede som 18-årig med det selvbetitlede album Sophie Auster, mens hun stadig gik på college, og turnerede i ferierne. I 2015 udgav hun albummet Dogs and Men, som bl.a. blev rost i The New York Times. 

“Jeg skriver al min musik og mine tekster selv, og det ligger jo ikke langt fra mine forældres metier. Ordene og kompositionerne kommer bare til mig. Der er meget stream of consciousness over det. Det flyder ud af mig.” 

Ligesom hendes forældre ikke lader hende redigere deres bøger (de redigerer hinandens), lader hun dem heller ikke blande sig i hendes musik. Men deres musiksmag har påvirket hende. 

“Min mor elsker Motown og hørte altid meget Carole King og jazzmusikere som Nina Simone, Sarah Vaughan, Peggy Lee, Ella Fitzgerald og Billie Holiday. Og Joni Mitchell, som jeg ikke fattede en lyd af, før jeg fyldte 17 og fik mit hjerte knust. Så fangede jeg den,” griner hun og tager en tår af sin cappuccino. 

“Da jeg gik til musikundervisning, sang jeg mange George Gershwin- og Irving Berlin-klassikere, og det forgrenede sig ud i alle mulige retninger fra Shania Twain til Pink Floyd. Min far er vild med klassisk musik, og så er han kæmpe Tom Waits-fan. Den kærlighed har jeg arvet, selv om der ikke er så mange kvinder, der deler den. Jeg tror, at det var med til at fange Spencers opmærksomhed.”

Spencer. Hans navn dukker op mange gange i samtalen. Det og så ordet husband, som om Sophie Auster stadig smager på det, som var det en acquired taste. Som østers eller pinot noir. Så hvordan mødte Sophie Auster den mand, hun giftede sig med efter at have kendt ham i to år? Manden, der fanger hende råt og smukt i de billeder, han deler på Instagram, midt i det voksenliv, hun er ved at finde sig hjemme i. 

“Jeg elsker at fortælle historien om, hvordan vi mødtes. Jeg havde lige slået op med en kæreste, og han var blevet medlem af sådan en datingapp, som er forbeholdt kreative, kunstnere og intellektuelle. Man skal godkendes af et andet medlem for at blive medlem, så jeg brugte min ekskærestes mailadresse og fik ham til at anbefale mig, uden at han vidste det,” siger hun og sprutter af grin ved tanken om, at hendes ekskæreste har ført hende sammen med sin nuværende ægtefælle uden at være klar over det. 

“Spencer og jeg begyndte ret hurtigt at skrive sammen, men han var i Sydamerika, og jeg var i Europa, så vi kunne ikke lige ses.” 

Første gang de mødtes, var helt spontant. De var begge tilbage i New York, og hun havde netop spillet koncert. Klokken var to om natten, og hun sad i sin pailletkjole og spiste vandmelonsalat, da hun skrev til ham. Om han var frisk på at møde hende nu? Han skrev omgående ja. Han lå i sin seng, fuldt påklædt, i håbet om, at hun ville skrive. Et år senere friede han.

“Det var ikke det romantiske frieri, han havde planlagt. Og nok heller ikke det, mit barnlige jeg havde forestillet sig,” fortæller hun. Sophie Auster har nemlig altid vidst, hvad hun ville. Allerede da hun var 10 år, fandt hendes mor nogle af Sophies tegninger, da hun gjorde rent på hendes værelse, der illustrerede hendes fremtidige liv: Hun var gift og boede i en lille bitte lejlighed i New York. Den lille pige var forberedt på, at hun ikke ville tjene mange penge, for hun skulle være kunstner og helst gifte sig med en kunstner. 

22 år senere oprandt dagen, hvor kunstnermanden var klar til at fri, men det startede ikke godt. 

“Den stakkels fyr havde båret rundt på ringen i over en uge og været klar til at spørge, men jeg havde sådan en mareridtsagtig uge. Jeg havde ventet i ni måneder på min pladekontrakt, men den kom bare ikke. Jeg tudede og var umulig, for jeg manglede så meget den sidste bekræftelse. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville blive til Beyoncé af den grund, men jeg havde bare brug for at vide, at jeg var god nok som musiker,” husker hun. Hun mærkede panikken over at være fyldt 30 og måske ikke have valgt den ‘rigtige’ karrierevej. Hun var kortluntet, intrigant og startede et skænderi, da de var ude på den fine restaurant, hvor han ville fri. Da de kom hjem, fik hun et akut rengøringsanfald. 

“Mens jeg lå og rodede rundt under sengen med støv i håret, fik han endelig sagt, at der var noget, han gerne ville spørge mig om. Jeg sagde selvfølgelig ja med det samme.”

Hun fik både sin pladekontrakt, sin Spencer og sit smukke og intime newyorker-bryllup, som blev holdt diskret og uhøjtideligt i hendes forældres hjem. Det eneste klassiske element var hendes kjole. Fra Vera Wang. 

“Jeg kunne næsten ikke holde ud at gå ind i butikken for at kigge, fordi alle kjolerne er så dyre. Men så fandt jeg en helt nedtonet silkesag, der var sat ned med 50 procent, og så vidste jeg bare, at det skulle være den,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har overvejet at klippe den op og sy den om, så jeg kan bruge den mere end én gang, men jeg nænner det ikke.”

Mode som performance

Det er ikke kun brudekjolen, der har en særlig betydning for Sophie Auster. Selv om hun er vokset op i et intellektuelt miljø, mener hun absolut ikke, at der er noget overfladisk ved at gå op i det, hun klæder sig i. 

“Jeg har altid elsket mode. Af de samme grunde, som jeg elsker musik. Jeg tror, at det er det performative aspekt. Jeg kan godt lide at stå på en scene, og jeg kan godt lide at tage et kostume på. Jeg har altid elsket udklædning.” 

Hendes favoritbrands tæller Celine, Dior, Chloé og Acne Studios.

“Ikke at jeg har råd til dem, men det er de brands, jeg drømmer om. Jeg fandt på et tidspunkt en Acne-frakke, som jeg tænkte på i et år. Til sidst måtte jeg kapitulere og købe den, selv om den var alt for dyr. Jeg fortrød det ikke.” Sophie Auster ikke er typen, der falder for trends.

“Men Zara i Soho er min guilty pleasure,” griner hun. 

“Min keyboardspiller Marie og jeg drak os en gang småfulde i hvidvin over frokost, og så drunk shoppede vi ellers i vildskab i den Zara. Det var ikke ligefrem de bedste køb, jeg fik med hjem i skabet, men det var herligt dekadent, mens det stod på.” 

Der er ellers ikke plads til den type slinger i stilsansen i Sophie Austers liv. Sangerinden har kultiveret en stil, der passer til hendes persona på scenen, og hendes private jeg. 

“På scenen har jeg en decideret uniform. Jeg har altid et jakkesæt på. Det er blevet min signatur. Zadig et Voltaire laver nogle vidunderligt moderne nogle, og ellers køber jeg mest secondhand. Mit bedste fund er et veloursuit fra Tom Fords epoke hos Gucci. Det er fra 1999, og det er skabt til min krop. Jeg skulle ikke ændre så meget som en syning,” siger hun. 

“Jakkesæt kan noget. De samler dit ydre udtryk og dermed din indre stemning. Privat klæder jeg mig mere feminint, men på scenen fungerer et suit som min personlige rustning. Så kan jeg klare det meste.” Hun smiler, drikker sin kaffe og siger tak for mad og tilbyder endda at tage regningen. Som den voksne, selvstændige kvinde, hun er blevet.