Bodil Jørgensen: Jeg har skammet mig over min krop, og den følelse vil jeg gerne udfordre

Bodil Jørgensen har en drøm om at bo i et hus, der vender mod vest, hvor hun kan sidde og se solen gå ned hver aften. Det er en tanke, der er kommet de senere år, og det har noget med alderen af gøre. Hun nærmer sig 60 år, og hun er, siger hun selv, på vej ind i sit livs efterår. Der, hvor det at se solen gå ned, betyder noget. Også helt symbolsk. Lige nu bor hun dog i et rækkehus i Lundtofte nord for København, hvor en lille skov tager udsigten mod vest.

Oprindeligt kommer hun fra Vejen, hvor hun er vokset op, og hvor begge hendes forældre var lærere på skolen. Hun og storesøsteren Kirsten havde en jordnær og kærlig opvækst, hvor køkkenhaven skulle passes, opvasken tages, og hvor Bodil arvede sin søsters tøj. Der var ikke grund til andet, for tøjet fejlede jo ikke noget.

"Og så var jeg platfodet og rødhåret og havde arvet min mors stolpeben. Jeg er glad for, at jeg ikke voksede op i dag, hvor de unge piger hele tiden spejler sig i andre på telefonerne. Men selvom jeg ikke skulle leve op til en masse idealer dengang …"

Hun holder en pause.

" … så har jeg aldrig været tilfreds med min krop. Jeg har skammet mig over den, og den følelse vil jeg gerne udfordre. Selvfølgelig betød udseendet mere, da jeg var helt ung, end det gør i dag. Men det har fyldt meget i mit liv, og gør det egentlig stadig i nogle sammenhænge. Hvis jeg er på filmoptagelse, hvor vi er flere, der skal klæde om sammen, kan jeg bedst lide at stå med ryggen til eller gå om bag et eller andet, når jeg skifter tøj. Der er en blufærdighed. Men hvorfor betyder kroppen så meget?

Vi går mere og mere op i vores kroppe mange steder i verden og har nogle tårnhøje kropsidealer. Og så tænker jeg, hvad er det med den lille bitte krop, der er så interessant? Nu er jeg 59 år, min krop er hærget af forskellige ulykker og har desuden født tre børn. Jeg kunne godt tænke mig, at vi begyndte at kigge indad i stedet for at fokusere på kroppen. Jeg vil gerne komme med et opråb, om at vi skal kigge indad. Det at være menneske er ikke BARE at være krop."

Den rødhårede klovn

Når Bodil Jørgensen som barn havde det svært med sin krop, hjalp hendes velkendte humor hende igennem de svære øjeblikke.

"Som barn var jeg heldigvis også meget glad for livet, og jeg har fået at vide, at jeg altid var meget smilende og nysgerrig på alle mennesker. Jeg gik ind i huse og mennesker med træsko på. Naboerne – alle – kendte mig. Og det var måske for at kompensere for det lidt forstyrrede forhold, jeg havde til min krop. At smile til folk var måden, jeg samlede ind til det at blive skuespiller på. Til at kunne møde mennesker. Det er jo mennesker, jeg skal spejle i mit arbejde. For mig har det sikkert været den helt rigtige måde at møde verden på. Den rigtige måde at møde mennesker på.

Den ydmyghed og higen efter at blive en del af gruppen, som jeg oplevede som barn, har også pirret min humoristiske sans. Den er man nødt til at finde frem. Den rødhårede skal klovne lidt for ikke at blive drillet. I hvert fald dengang. Heldigvis var jeg ret god til at tackle mobberi. Jeg havde f.eks. en elefanthue, mor havde strikket, og drengene drejede den rundt, så jeg ikke kunne se noget. Men så en dag tog jeg en tehætte på hovedet i stedet for. Og så skulle du se drengene. ”Hvad fanden er det, hun render rundt med?”. Og så gjorde de mig ikke noget.

Det var ligesom at mobbe dem tilbage. Men det var jo ikke altid, jeg havde kræfterne til at gøre sådan noget. Jeg var også utrolig sent udviklet. Og i det hele taget sen med alting. Det var måske også derfor, jeg ikke bare lige smed tøjet for nogen. Eller noget. Det er ikke for bare at tale om mig selv, jeg tager det her op. Grunden til, at det er værd at tale om de her ting, er, at kroppen er noget, som præger utrolig mange menneskers liv. Det er noget, man bruger kræfter på enten at skjule eller afdække. Men kroppen er ikke det vigtigste. Det vigtigste vil altid være, hvad kroppen er fyldt af. Ånden. Sjælen. Og hjertet, der banker for nogen eller noget.

Når du lærer et nyt menneske at kende, spejler du dig allerdybest i, hvad det menneske siger. Hvordan det menneske er. Så selvom vi næsten har gjort kroppen til et tempel – vi tatoverer den, vi træner og er på hårde kure – så vil det springende punkt altid være det indre liv. Og hvis vi ikke brugte så meget tid på kroppen, ville der være mere tilbage til det indre liv", forklarer hun.

"Flere kræfter. Og hvad er det også for et liv, du vil have til at vare længere, hvis du kun spiser broccoli eller får dine læber ordnet? Jeg kan sagtens se, at folk føler, at de får det bedre, hvis de gør de ting, men jeg har det altså bedre, hvis jeg møder nogen, som giver mig noget, jeg ikke havde forventet. Noget, der kommer fra et sted, jeg ikke havde forestillet mig. Det er sådan noget, der fylder i mit liv. De øjeblikke, hvor tiden nærmest står stille.

For nylig var jeg på et hospice i Haderslev med en pianist for at underholde og for at tale med de mennesker, der var der. Man kunne tænke, at man ville få lyst til at løbe væk fra sådan et sted, men sådan var det bare ikke. Jeg havde lyst til at blive der og snakke og snakke. Det var en oplevelse, jeg ikke havde regnet med. Og den tid, der gik med det, var simpelthen ubetalelig. Det var en stor oplevelse og noget, der fyldte sjælen."

At øve sig i livet

Hun har selv haft døden tæt på og mistet både sine forældre og sin første mand igennem de senere år. Det har også haft en betydning for hendes egne tanker om alder og livets afslutning.

"Det har det helt sikkert. Det er jo et chok, når sådan noget sker. Men tiden læger på mange måder. Kender du det Chagall-maleri af et ægtepar, der flyver hen over en by? Sådan så jeg mine forældre i begyndelsen, da de var døde. Nu er de rykket ind i mig på en eller anden måde. Når jeg kigger på mine hænder, tænker jeg: Gud, de er ligesom fars. Nu har jeg selv fået leverpletter. Men det er så fint, synes jeg, så sindrigt, hvordan vi lever videre i hinanden. Savnet flytter ind i ens sind. Det får en anden form. Det går videre. Og mine forældre går videre i mig. Og forhåbentlig går jeg også videre i nogen."

"Min første mand døde i 2005, seks år efter vi var blevet skilt. Vi havde et godt forhold, og det var en stor sorg at miste ham, men han lever videre i min ældste søn. Alle mister jo nogen, de holder af, men det afgørende er, hvordan man lever videre. Med det. For det går aldrig over. Men at vi sørger over dem, vi har mistet, er jo en måde at ære dem på. Og så er det ikke bare sørgeligt. Så finder vi glæden over, at de har været her. At de har været i vores liv." 

"Det at miste minder os også om, at vi skal huske at leve, mens vi er her. Jeg så for nylig en fantastisk film, der handlede om en mand, der af sin læge får at vide, at han har kort tid tilbage at leve i. Han har siddet på et kontor i årevis og sagt nej til alle mulige ansøgninger. Nej, nej, nej. Blandt andet til nogle kvinder, der har spurgt, om der kunne blive bygget en legeplads i deres område. Da han så bliver syg, beslutter han sig for at bruge sin sidste tid på at få den legeplads op at stå, og det når han. Til sidst i filmen sidder han på en gynge på legepladsen. Meget fin historie om at sige ja i stedet for nej. Lige i sidste sving. Jeg øver mig i at være sådan en, der siger ja."

Stå ved dig selv

Ja, har Bodil Jørgensen også sagt med stor succes til et utal af roller både på lærredet og scenegulvet, hvor hun altid er blevet castet til de lidt ældre roller.

"Det er rigtigt. Sådan har det faktisk været, siden jeg blev uddannet. For eksempel i ”Krøniken”, hvor jeg spillede mor til Anne Louise Hassing, som i virkeligheden kun er seks år yngre end mig. Men der kunne de altså et trick. Jeg strammede huden i ansigtet ud, og så smurte de sådan noget Mastix på, og når jeg gav slip, så det virkelig ud som rynker. Det var ret fantastisk. Så hvis man gerne vil se ældre ud, så er det et godt tip. Bare en masse kontaktlim på kinderne og så giv slip. Hun griner.

"Men ja, det er lidt mærkeligt med de roller. Jeg blev skuespiller ret sent, så ungpige-rollerne var næsten passé. Og så er der jo en årrække, hvor man ikke lige kan se, om folk er 49 eller 55 år. Men måske er der også bare nogen, der udstråler en gammeldagshed. Eller som er lidt gamle i sjælen. Det, tænker jeg, er tilfældet for mig. Og jeg er også lidt jysk i det. Lidt sen i det. Jeg har i hvert fald aldrig helt fulgt den gængse bane.

Fordi jeg arvede min fem år ældre søsters tøj, gik jeg altid i noget tøj, der var lidt altmodisch i forhold til mine klassekammeraters. De fik hotpants og sådan nogle smarte veste. Jeg kan huske en skolefest, hvor alle de andre kom i hotpants og lange hvide støvler med snører. Og jeg havde en strutkjole på, som jeg havde arvet fra min søster. Men på en eller anden måde fyldte jeg den strutkjole ud. Den kunne strutte noget så flot, så jeg dansede jo hele aftenen i den og mine ortopædiske sko. Fordi jeg var platfodet, fik jeg syet mine sko hos en ortopæd, og de lignede noget, der var løgn.

Men når jeg fik dem i gang på dansegulvet – sammen med strutkjolen – så var det som om, jeg kunne komme fuldstændig i selvsving. Jeg havde en fest. Og jo, der var da også ting, som de andre havde, som jeg gerne ville have. Det var der da. Noget af det fik jeg lov til at få, noget sparede jeg sammen til, men der var meget, jeg ikke fik. Det handlede både om økonomi, men også meget om holdning. Hvorfor købe nyt, når jeg kunne arve?

Og det er godt at sige højt, at man ikke behøver at blive holdt udenfor, fordi man ikke har nøjagtig det samme som de andre. Jeg er jo ikke blevet et kuet menneske af at have set anderledes ud. Jeg tør godt stå frem og sige, hvad jeg synes og mener. Man skal lære sine børn at stå ved sig selv. Også selvom de får nok så mange elevatorblikke fra andre … "

Bodil bliver igen en helt anden person og kigger med sammenknebne øjne op og ned ad mig, mens hun med bitchet elevatorblik-stemme siger:

"Hvaaad sker der der…?"

Hun griner højt.

"Kender du det? Det er der meget af. Elevatorblikket er noget af det, jeg hader allermest. Og jeg undgår i hvert fald selv at lave det på andre. Det er meget sjovere at se, hvor længe man kan kigge folk i øjnene. Det er meget rarere. Det er faktisk skønt."