Cana Buttenschøn opdagede knuden, den dag hun fødte sin datter: Det føltes som en dødsdom
Cana Buttenschøn opdagede knuden, den dag hun fødte sin datter. En tid, der skulle være fyldt med lykke og nyt liv, blev formørket af angsten for at dø – men samtidig fik sygdommen de smukke sider af livet til at stå endnu tydeligere frem.
Det er svært at forestille sig et menneske, der er så velforberedt på en fødsel som Cana Buttenschøn.
Hun er uddannet jordemor, har skrevet flere bøger om fødsler og moderskab og har gavmildt delt ud af sin viden i sit SoMe-univers.
Så da hun og hendes mand i 2021 ventede deres første fælles barn, var alt parat. Et fødekar blev installeret i hjemmet på Østerbro i København. Og da veerne, helt efter planen, meldte sig en sommerdag i juni, ankom jordemoren til matriklen.
Alligevel gik alting galt.
"Fødslen begyndte at trække ud, og da min jordemor mærkede på min livmorhals, følte hun noget, der blokerede," siger Cana.
"Jeg mærkede selv efter og vidste med det samme, at noget var helt galt. Noget føltes forkert. Noget hårdt og fremmed. Lige i det øjeblik forstod jeg, at jeg havde kræft."
Hjemmefødslen blev på få sekunder forvandlet til en kaotisk transport til Rigshospitalet og et akut kejsersnit. Og selv om der skulle tages biopsier og ventes på svar, holdt Canas forudanelse stik. Få dage efter fødslen og med sin nyfødte pige i armene fik hun beskeden. Hun havde en kræftknude i livmorhalsen. Det føltes som en dødsdom.
"Jeg havde fulgt screeningsprogrammet, og mine prøver havde været normale, så jeg var overbevist om, at det var en anden kræftform, der allerede havde spredt sig," husker Cana.
"Jeg sørgede for, at mine drenge, der skulle have været hos deres far, kom hjem, så vi kunne være sammen. Jeg frygtede med ét, at jeg var døende, at det ville gå stærkt."
Virvar af lykke og sorg
"Det var et vanvittigt sted at stå," fortsætter hun. "Jeg havde lige bragt et lille vidunderligt liv ind i verden og følte samtidig, at jeg var ved at afvikle mit eget. Jeg stod i et kaotisk virvar af lykke og kærlighed og dyb sorg over at skulle dø fra det hele."
I dag står hun et helt andet sted. Cana er raskmeldt. Og har det godt. Rigtigt godt, faktisk. Hun sidder på sit kontor på Østerbro, hvorfra hun driver sit hudplejebrand, Cana Care. Med udslået hår, et stort smil på læberne. Og hænder, der ivrigt gestikulerer.
Annonse
"Jeg er ude på den anden side. Men det har taget lang tid at komme dertil," siger hun.
Det viste sig dengang, at det var livmorhalskræft. Som var blevet overset, selv om Cana havde fulgt screeningsprogrammerne til punkt og prikke. Det var altså ikke var en anden aggressiv kræftform, der for længst havde spredt sig. Lægerne troede på, at Cana ville blive rask. Og derfor valgte hun også selv at tro på det.
Annonse
Frygten for at miste
"Min mand og jeg er temmelig rationelle og handlekraftige mennesker, så vi indrettede os efter vores nye virkelighed og passede et kemo- og strålingsforløb ind i den barsel, vi allerede havde planlagt," fortæller hun.
"Det helt vilde var, at jeg netop havde startet min nye virksomhed op og havde planlagt at løbe den i gang, mens min mand tog det meste af barslen. Det virkede selvfølgelig pludselig fuldstændig uoverskueligt."
Men det viste sig at være det modsatte. For selv om Cana troede på, at hun ville overleve, var hendes verden kæntret. Hun var sårbar og rystet. Alting fik hende til at græde: lyset på himlen, naturen, hendes mand. Og børnene. Først og fremmest børnene.
"De mindste ting, de gjorde, bevægede mig. Deres latter og måden, de var sammen på. Min frygt for at miste livet var så stor, fordi der var så meget vidunderligt at miste," forklarer hun.
"Sygdommen fik det hele til at træde tydeligt frem. Jeg blev meget bevidst om, hvor dejligt et liv jeg havde. Og vi havde sammen. Det var en smuk erkendelse. Men også drønhårdt. Alt omkring mig var en konstant påmindelse om det, jeg risikerede at miste."
Arbejdet lindrede
Og hvad andre risikerede at miste, ikke mindst. For selv om Cana havde en lurende angst for døden selv, overskyggede tanken om hendes børns tab alt. Hvad det ville betyde for drengene at leve et liv uden deres mor. At opleve en livsforandrende sorg tidligt i livet. Hvad det ville betyde for hendes nyfødte datter at vokse op uden at have kendt hende.
"De tanker var allestedsnærværende. Jeg forsøgte at ryste dem af mig, men det var komplet nytteløst. De hev og sled i mig. Men jeg opdagede, at det sted, jeg bedst kunne komme på afstand af dem, var, når jeg arbejdede," fortæller Cana.
På den måde blev hendes nye virksomhed et frirum.
"Jeg var slet ikke i stand til at arbejde så meget, som jeg havde planlagt. Men de timer, jeg kunne være på kontoret og tage mig kærligt af beskederne i kundeservice og på min instagramprofil, hvor folk sendte anmeldelser af mine produkter, var vidunderlige," siger hun.
"Man glemmer lidt sig selv, når man lader sig opsluge af andres behov og fortællinger. Og jeg havde virkelig brug for at glemme mig selv og den situation, jeg stod midt i."
Annonse
Lille, lille verden
Cana opdagede, at arbejdet gav hende en energi, hun kunne kanalisere over i det, der virkelig var vigtigt: hendes familie.
"Når man bliver ramt af sygdom, bliver ens verden meget lille. Min gjorde i hvert fald. Jeg blev meget bevidst om, at jeg ikke kunne dele ud af mig selv, som jeg tidligere har gjort på sociale medier. Jeg måtte bruge al min energi med mine nærmeste og på at få det bedre. Bare overleve, simpelthen," siger hun.
"Men det var ret vidunderligt, at arbejdet kunne give mig energi til netop det. Og at opdage, at jeg stadig kunne være noget positivt for andre. Ikke i kraft af min person, men fordi jeg sendte nogle produkter på markedet, som gjorde en forskel for andre mennesker."
Cana Buttenschøn blev erklæret rask i november 2021. Efter knap et halvt års behandling. Alligevel var det først efter hendes andet årlige tjek, at hun følte sig fri af kræften og den skygge, den kaster i form af risiko for tilbagefald.
"I dag føler jeg mig ikke mere udsat end andre. Faktisk har jeg en stærk fornemmelse af, at jeg ikke bliver syg igen," siger hun.
Vil ikke klage
Under sygdommen bar Cana på en indædt vrede over, at kræftknuden ikke var blevet opdaget tidligere. Først blev den overset ved de rutinemæssige screeninger og derefter gennem adskillige tjek og skanninger under graviditeten.
Mens Cana endnu var syg, var hendes intention at skrive en klage, når hun var ovre det værste. Men det kommer aldrig til at ske.
"Jeg ved godt, at jeg burde. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det. For hvis kræften var blevet opdaget, var min datter jo aldrig blevet født. Jeg havde været tvunget til at vælge graviditeten fra for få behandling," siger hun og fortsætter:
"Vores lille pige er så fuld af liv og lyst og mod på det hele. Hun har bundet vores sammenførte familie sammen på fineste vis ved bare at være til. Det er så tydeligt, at hun skal være her. Selv om det var ufatteligt hårdt, var det det hele værd."
