Mettes dagbog 25: ”Det føltes som om en klam brandgople havde besteget og omklamret mit bryst”

Det var for vildt at tænke på, at jeg nu – næsten om et øjeblik – ville være færdig med mine behandlinger. Kun 2 uger tilbage og jeg var i mål. Det var dog ikke noget som Gefion tog notits af, og det store monstrum lagde på ingen måde op til at behandle mig med fløjlshandsker.

Efter de første par ugers behandlinger var der begyndt at være gengangere blandt behandlerne, og det føltes rart, at det ikke var "nye ansigter" hver dag, der skulle styre Gefion gennem festlighederne. Behandlingerne forløb planmæssigt, som trivielle "genudsendelser", og der var kun sjældent ventetid – især ikke hvis det var meget tidlige eller sene tider.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 23: ”Jeg følte mig lille og hjælpeløs under det store monstrum af en maskine, der svævede henover min overkrop.”

Solbrændt bryst

I den forgangne periode var det primært trætheden, der havde været meget gavmild med sit favntag om mig. Et utal af gange følte jeg nærmest, at jeg havde fået en "hammer i hovedet" efter behandlingen, så træt var jeg. Det var svært at acceptere at stråling på brystet også kunne tage pusten fra én. Men accept eller ej....røvtræt var jeg, og det blev toppet med en følelse af helt generel udmattelse. Og trætheden skulle vise sig at få følgeskab af en hud, der skreg på "fred og ro". Gefions stråler vandrede ikke længere sporløst hen over mit bryst.

Hele mit højre bryst fremstod med ekstra kolorit og lignede, at jeg havde solbadet brystet i høj sol og kun brugt solfaktor 0. Det værste var dog brystvorten, der uden problemer kunne forveksles med en rød lanterne. Dér på toppen af mit bryst lyste brystvorten som et meget tydligt markeringslys for det område, der havde fået så ualmindeligt meget opmærksomhed de sidste mange måneder.

Det gjorde ondt, det var ømt, der kom sår, og det føltes som havde en klam brandgople besteget og omklamret mit bryst. Jeg glædede mig til Gefion skulle sende de sidste stråler af sted, men vidste også, at jeg måtte forberede mig på, at strålernes bivirkninger ville toppe omkring 2 uger efter sidste behandling.

Det var ikke bare højre bryst, som gav mig følelsen af at være "on fire". Antihormon-pillerne, som jeg nu havde fornøjet mig med i 30 dage (kun 3.620 piller tilbage) sørgede for, at jeg fik den ene "hotter" efter den anden. Hedeturene havde intet til overs for en god og sammenhængende nattesøvn, jeg var begyndt at vågne omkring kl 04 uden kompetencer til at falde i søvn igen.

Mig og for lidt søvn er ikke den bedste blanding, men jeg var samtidig klar over at "get used to it" nok var det mind-set, jeg skulle finde frem....ellers blev det sgu' for surt. Både hedeture og træthed var kendte bivirkninger af pillerne, som jeg skulle spise de næste 9 år og 11 måneder.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 22: ”Det var en kæmpe udfordring for mig at sige til min chef, at jeg faktisk havde brug for et break nu.”

Sommerfrisuren

Parykken havde jeg sagt farvel til, da jeg startede strålebehandlingsforløbet, og i stedet alliereret mig med en lækker kasket. Men nu – 3 uger inde i behandlingsforløbet – følte jeg mig klar til for alvor at lade min (meget) korte drengehårsfrisure blive en del af mit ansigt udadtil. Min hårfarve var blevet lysere og havde fået en lidt ikke definerbar farve/tone, men krøllerne var, som før, talstærkt til stede. Har aldrig syntes, at krøller og kort hår var den bedste kombi, men med hårstylingsprodukter fik jeg med lidt held styr på de vildeste af krøllerne.

Første dag, hvor jeg gik "all in" og strøg ud af døren uden paryk og kasket, råbte min yngste hjælpsomt og oplysende til mig "mor, du har glemt din kasket". Jeg "beroligede" hende med, at det var et bevidst valg, og hun smilede skævt, da jeg forsvandt ud af døren på vej til forældremøde. Lidt sjovt var det, at den første replik jeg mødte fra en far var: "nå, du er da godt nok blevet klippet sommerkort". Ha ha – "sommerkort", den var go', tænker at det nok også betød, at jeg ikke længere lignede en, der havde fået behandling mod kræft, men bare én der var frisure-modig (-:

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 21: ”Det var gustent, men jeg savnede den tætte kontakt med hospitalet”

Blå og tykke tånegle

Tirsdagen – den sidste stråledag – smilede med en kæmpe smiley i min kalender, og jeg var nærmest euforisk over at skulle sige "farvel og tak" til Gefion (der i min verden lignede alt andet end en Gudinde).

Jeg startede dagen med en lang gåtur på stranden i støvregn og forkælede mig selv med en fodbehandling om formiddagen. Det var måske en overdrivelse at kalde det forkælelse, da der mest af alt var tale om "nødvendig førstehjælp". Mine tånegle havde qua kemobehandlingen fået et udseende, der lignede, at jeg havde smidt store kampstene over mine tæer. Intet mindre end 7 negle ud af 10 var blevet blå og fortykkede. Mere end ærgerlige at kigge på, og jeg havde da også "advaret" foddamen om, at det var nogle triste tæer, jeg ville medbringe - heldigvis kastede hun sig ud i opgaven med oprejst pande. Trylle kunne hun dog ikke, og smukt blev det selvsagt ikke, men absolut meget bedre. Med et smil på læben gik jeg derfra på "nye fødder" – klar til en "sidste tur" på mit Hotel Herlev.

Klar til sidste dans

Behandlerne den tirsdag har formentlig troet, at jeg kom direkte fra en "tandpasta reklame" på grund af det smil, jeg stod med, da de kaldte mig ind. Jeg var så klar til at snuppe den "sidste dans" med Gefion, det store monstrum. Der var ikke gjort meget stads ud af min sidste behandling, alt lignede sig selv, og der var ingen flagguirlander. Det nedkæmpede dog ikke min begejstring - i mit hoved følte jeg at Tivoligarden hyldede mine sidste stråler med "Champagnegaloppen" akkompagneret af Gefions brummen.

Jeg var intet mindre end kæk, da jeg for sidste gang hoppede ned fra det hårde og spinkle leje – Goodbye Gefion, don't call me again – I'm done with you!