1. Juletræ og pyntegran
Juletræet er en af de helt store syndere, når det kommer til ”juleallergi”. Den velkendte granduft skyldes harpiksstoffer, som kan genere folk med følsomme luftveje og fremkalde kontakteksem, hvis du rører ved det. Derudover findes der på grantræer skimmelsvampe, der i visse tilfælde kan give ubehagelige symptomer i næse og lunger. TIP! Inden du sætter træet ind i stuen, kan det være en god ide at spule træet over med haveslangen og lade det tørre et par dage – eller købe et kunstigt juletræ.
2. Levende lys
Julen er lysenes fest, men både kalenderlys, juledekorationer, adventslys og juletræslys afgiver små partikler, som kan genere dem, der lider af følsomme luftveje og astma. TIP! Du kan begrænse udskillelsen af partikler ved at lufte godt ud og desuden forkorte vægen på lysene. Det giver en mindre flamme og dermed mindre sod og færre partikler. Du kan også vælge at bruge fyrfadslys, da de soder mindre eller bytte de levende lys ud med elektriske lys eller lyskæder.
3. Julemad og juleknas
Julemaden udgør også en sand allergibombe. Pollenallergikere tåler hverken nødder, mandler, marcipan, nougat, konfekt og kager, ligesom mange med græspollenallergi reagerer på appelsiner, klementiner og mandariner, som også er juleklassikere. Det kan være svært at se sine omgivelser fortære klejner, julekager og andet lækkert juleknas med stor begejstring, hvis du selv lider af fødevareallergi og ikke kan tåle hverken æg, mælk, hvede eller gluten.
4. Juleblomster
Mange af de blomster, som man forbinder med julen, dufter meget kraftigt og kan give vejrtrækningsproblemer, hvis du i forvejen lider af følsomme luftveje. Det gælder fx azalea, hyacinter og liljer. TIP! Har du sart eller følsom hud eller lider af kontakteksem, bør du undgå at røre ved fx tulipaner, krysantemum og julestjerner, da plantesaften kan give hudreaktioner.
5. Stege-os
Lider du af astma kan tilberedningen af julemaden også skabe problemer, da stegeosen fra julemaden kan virke meget generende på følsomme luftveje. TIP! For at undgå gener kan det være en god ide at lade emhætten være tændt, mens du steger og braser og sørge for at lufte godt ud særligt i køkkenet.
6. Julekrydderier
Krydderier dufter skønt og giver dejlig smag, og særligt krydderier som kanel, muskat og nelliker er med til at skabe julestemning. Men mange krydderier indeholder forskellige æteriske olier, der kan fremkalde allergi både ved kontakt med hud, øjne og slimhinder. Hvis du lider af pollenallergi og er særligt følsom, kan visse krydderier, hvis du spiser dem, faktisk krydsreagere med andre fødevarer og dermed fremkalde en allergisk reaktion.