Livmoderhalskræft rammer én kvinde om dagen: ”Jeg er kræftfri, men jeg bliver aldrig rask”

Året er 1994. Susanne Blaabjerg er 25 år gammel og drømmer om snart at få børn med sin kæreste. Kort efter begynder hun at pletbløde igen og igen. Da hun bliver undersøgt hos en gynækolog, siger han med det samme: "Susanne, du skal forberede dig på, at du skal opereres".

– Min første tanke var: "Kan jeg så ikke få børn?" Det var mit største ønske. Han sagde, at det vidste han ikke. Jeg tænkte ikke på kræft. Jeg var jo kun 25 år, det var bare noget, der skulle fikses, mindes Susanne.

DØDSANNONCE I DRØM

Men det kunne ikke "bare" fikses. Susanne havde livmoderhalskræft. Så meget, at det hang ud af livmoderhalsen på hende.

– Jeg fik at vide, at jeg ikke ville kunne få børn. Jeg var knust. Det var et kæmpe ønske. Samtidig skete der noget i mig. Jeg havde ikke noget valg, så jeg var nødt til at komme videre og kæmpe videre, fortæller Susanne, der første nat efter diagnosen så sin egen dødsannonce i en drøm.

Valget var derfor ikke svært. To uger senere fik hun fjernet livmoderen og muligheden for at blive mor. Tre måneder senere blev hun erklæret rask. Men pludselig var der blod i trusserne igen, og Susanne gik i panik. Det viste sig, at der var drysset kræftceller af livmoderen, da de fjernede den, og der var vokset en ny tumor frem.

– Det var en kæmpe lussing ... men i stedet for at gå ned, slog jeg et skjold ud omkring mig. Det var sidste gang, jeg græd, for nu skulle jeg bare overleve det lort!, fortæller Susanne, der gik i gang med kemoterapi og strålebehandlinger, indvendigt og udvendigt.

SYG FOR LIVET

Behandlingerne gjorde Susanne hundesyg, og tumoren blev ikke mindre. Så lægerne sagde, at der ikke var mere at gøre. Eneste lille håb var eksperimentel behandling på Rigshospitalet.

– Her fik jeg lagt katetre ind omkring svulsten, og så fik jeg stråler ind i dem. Jeg var den første i Danmark, der fik behandlingen, som man stadig bruger. Tre måneder efter var kræften væk, fortæller Susanne, men efter den euforiske raskmelding blev hun indhentet af alle følgerne af den skrappe behandling.

Hendes ene nyre virker ikke, fordi urinlederen næsten blev skåret over under operationen, og strålerne lavede hul i hendes blære, så hun må tisse gennem et kateter i maven. Og hun har så meget væske i underliv og ben, at hun må gå med støttestrømper hver dag.

– Jeg er fri for kræft, men bliver aldrig rask. Mange tænker "kræften er væk, kom dog videre", men følgesygdommene forsvinder aldrig, siger Susanne.

ELSKER LIVET

Susanne var sammen med sin eksmand i 15 år, men da de gik fra hinanden, stod hun pludselig på det store dating-marked med ar over hele kroppen, støttestrømper og et hul i maven, som hun tisser ud af. Hun frygtede, at mænd ville synes, hun var ulækker.

– Men min frygt er gjort til skamme. Jeg har oplevet nogen, der ikke kunne magte min historie, men det fysiske var en blokering i mit hoved. Det tog mig nogle år at komme over, men det er ikke et problem for mig i dag, siger Susanne, der har besluttet sig for at elske det liv, hun har fået, og få mest muligt ud af det.

– Mit liv er ikke blevet, som jeg havde forestillet mig, langt fra. Men jeg er en livsnyder, og jeg nægter at lade mig styre af sygdommen, selvom det alligevel sker, siger Susanne, der jævnligt får et ufrivilligt ophold på hospitalet på grund af infektioner og feber.

– Mange vil sige, at mit liv har været smadret de sidste 25 år. Og ja, jeg ville meget gerne have haft børn og meget gerne have være fri for det her. Men jeg har fået det bedste ud af det, og det vil jeg blive ved med, så længe jeg kan.