Mette-Marie fik diagnosen autisme som 55-årig: "Havde jeg kendt til min autisme, havde jeg forstået, at jeg ikke var dum"
I dag får flere voksne kvinder diagnoser som autisme og ADHD. De er såkaldt neurodivergente, hvilket betyder, at deres hjerner fungerer anderledes end flertallets. Mette Marie fortæller her om sin særlige måde at være i verden på.
Jeg blev udredt for fire år siden, da min søn fik diagnosen. Men jeg var slet ikke i tvivl, for jeg har så mange af de samme træk. Der var hverken sorg eller lettelse forbundet med diagnosen; det var bare sådan, det var. I min familie er det ikke et problem at være autist. Vi har været sådan hele livet, og vi er en rummelig familie.
Da vi startede i 1. klasse, vidste jeg mere end de andre. Jeg har altid været ret skarp og kunne hele pensum. Men når jeg blev spurgt om min holdning, var jeg på bar bund. Jeg følte mig enormt klog og enormt dum. På gymnasiet handlede det meget om meninger. Jeg havde al den her faktaviden, men kunne ikke finde ud af at tolke eller analysere en tekst eller et billede. Havde jeg kendt til min autisme, havde jeg forstået, at jeg ikke var dum.
Det er en myte, at autister mangler empati. Jeg har virkelig en evne til at læse folk. Så meget, at det stresser mig. Når jeg skal ind i en forsamling, skanner jeg folk og kan fornemme deres sindstilstand. Jeg har arbejdet som pædagog i 20 år og magter både empati og omsorg. Og jeg kan sagtens have øjenkontakt, hvis jeg har opbygget en relation til folk.
Det er nok en del af min autisme at være lidt naiv. Jeg tror det bedste om mennesker og er ikke så kritisk. Jeg fungerer bedst sammen med mænd, for de er meget konkret tænkende og lettere at forstå. Jeg er også bedre til det dybe end det overfladiske. Smalltalk fungerer simpelthen ikke for mig. Jeg trives bedst i små selskaber, hvor man kan tale om ting, der giver mening.
Efter diagnosen har jeg brugt nogle år på at tænke mit liv igennem. Det giver god mening, at jeg følte mig udenfor. Jeg har altid haft brug for alenetid, også i gymnasiet, hvor jeg regnede på, om min fraværsprocent kunne holde til, at jeg blev hjemme en dag. Jeg følte skyld og skam over mit behov, men havde brug for det. Da børnene var små, kunne jeg finde på at tage en afspadseringsdag, uden at hverken mand eller børn vidste det. Som autist har man ofte en lav stresstærskel og jævnligt brug for at restituere.
Mange autister har høj retfærdighedssans. Det har for mig været en styrke og en svaghed. Den har gennem tiden fået mig i konflikter i skolen og på job, fordi jeg bliver talerør for retfærdighed, og så kommer jeg i skudlinjen
Autismen gør, at lyde og musik kan stresse mig. Jeg har gået til genoptræning et sted, hvor jeg ikke kunne holde ud at være, fordi der var musik og anden larm i lokalet. Dufte, for eksempelparfume, har også altid føltes overvældende.
I dag synes jeg, jeg har et perfekt liv. Som førtidspensionist kan jeg selv administrere min dag. Hvis jeg skal være frivillig, kan jeg planlægge sådan, at jeg ikke skal noget dagen før og efter. Så er det slet ikke et problem at være autist. Det synes jeg i øvrigt aldrig, det har været.
