Mettes dagbog 18: ”Alle dårlige tanker stod i kø i mit hoved, og jeg var totalt tudefjæs"

Jeg var mør og måtte sande at jeg havde brugt meget dårlig energi på at bekymre mig om den nye kemobehandling for de kommende 9 uger. Aftenen før første behandling mærkede jeg, hvordan angsten overmandede mig.

Jeg var hunderæd for det ukendte og uvisheden om, hvordan jeg ville tåle behandlingen. Stort set alle dårlige tanker stod i kø i mit hoved, og jeg var totalt tudefjæs, da jeg gik i seng aftenen før dagen hvor jeg skulle have første ud af ni behandlinger med den nye kemo. Det var flere måneder siden, at jeg havde følt mig så trist.

Næste morgen havde jeg det heldigvis noget bedre, og vi startede dagen med flag og fødselsdagssang til min ældste datter, der fyldte 14 år. En dejlig, om end kort, morgen, inden min mand og jeg rullede mod Herlev city, hvor udskænkningen startede k. 08.15.nul.dut.

Jeg havde pyntet mig, fundet pænt tøj frem og lagt en god (synes jeg selv) make-up. På herlig vis føltes mangt og meget bedre og lettere, når jeg følte mig godt tilpas med mig selv og mit udseende. Samtidigt fandt jeg det passende – om ikke andet – at se godt ud, hvis jeg skulle "klapse sammen" under dagens behandling.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 17: ”Hvem helvede havde fundet på at uddele kemoshots så mange uger i streg…?!!?”

Hallo, jeg har brug for dig!

Da vi ankom til afdelingen var der ikke mange ledige pladser, men til gengæld udsigt til forsinkelse, hvilket ikke just var, hvad jeg havde brug for. Mens vi ventede, formåede jeg at krydre min nervøsitet for den nye kemo med en snert af irritation over, at min mand der, mens vi ventede, helt afslappet lænede sig tilbage og læste nyheder på ipaden.

Øv altså, fattede han da ikke hvor bekymret jeg var....hallooooooo.....gør dog noget mand!.

Jeg var godt klar over, at det var en kende frisk af mig at blive irriteret på ham, da det jo i bund og grund drejede sig om min irritation over, at jeg ikke selv formåede at slappe af og parkere min nervøsitet. Jeg forholdt mig derfor tavs, om end jeg nogle gange forsøgte mig med et par dybe og lidt demonstrative suk i håb om at drage hans opmærksomhed, velvidende at "gæt hvad jeg har brug for" ikke var hans stærke side.

Endelig blev det min tur og en super sød sygeplejerske tog i mod og delte alle relevante informationer forud for behandlingen på en både professionel og meget omsorgsfuld måde. Det var lige, hvad jeg havde brug for, og sygeplejerskens fulde opmærksomhed fik mig til at slappe af og tro på, at "det her kommer at gå fint".

Modsat tidligere skulle jeg sidde/ligge i en seng, mens kemobehandlingen blev serveret. Nålen i hånden for at tilslutte drop og slanger var dog, som det plejede, men udtagelse af, at venerne var ved at være "lidt slidte".

Inden selve kemovæsken fik jeg noget forebyggende medicin mod bivirkninger, hvilket også blev givet intravenøst. Det tog ca. 30 minutter, hvorefter der blev "skyllet efter" med vand. Dernæst blev kemovæsken tilkoblet.

Væsken var ikke som tidligere knaldrød, men klar og klinisk at se på. Det tog cirka en time at tømme posens indhold ind i mine vener. Udover at mærke en lidt irriterende svien i venen, forløb kemovæskens vandren ind i min krop stille og udramatisk.

Jeg var meget lettet over, at min krop tilsyneladende godt kunne håndtere den nye kemokur, og at jeg ikke havde udvist nogle former for allergisk reaktioner. På vejen hjem var humøret højt, og sulten gjorde venligt opmærksom på sig selv.

Jeg gjorde holdt for at købe friskbagte boller, fynsk rygeost og purløg. Jeg nærmest smaskede på vej ud af butikken ved tanken om den foranstående frokost, men først skulle løbeturen eksekveres. Jeg havde erfaret, at en løbetur efter kemobehandling virkede godt for mig – det rystede ligesom det hele på rette pladser.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 16. ”Alle omkring mig kan trække sig tilbage til et liv uden kræft – på nær mig”

Livet med ny kemo

Da jeg næste morgen vågnede, havde jeg ildrøde kinder, og det tog til op af dagen. Tænker at mine kollegaer har troet, at jeg havde nydt en kraftig overdosis af højfjeldssol. Heldigvis var de varme røde kinder det eneste, jeg mærkede i forlængelse af den nye kemobehandling, så jeg var absolut godt tilfreds.

Dagen efter kemobehandlingen skulle jeg injicere mig selv med 'soldater'-sprøjten med det formål at styrke mit immunforsvar. Jeg var ikke specielt fjollet med at stikke en nål i mig selv og mærkede, hvordan jeg blev nødt til at tage tilløb for at få det gjort. Heldigvis skulle jeg ikke tage sprøjten efter hver behandling, kun ved hver tredje behandling. En, to, tre STIK. Overstået! og godt at tænke på, at jeg blot skulle gøre det to gange mere, om tre uger og om seks uger.

Ulempen ved det lægemiddel, jeg sprøjtede i mig, var, at der selvfølgelig også var bivirkninger. Det jeg mærkede mest til var knogle- og muskelsmerter. Det føltes som om at Karius og Baktus flyttede ind i mine knogler og muskler med hammer og mejsel og uden loft over arbejdstider. Heldigvis ophørte smerterne typisk 4-6 dage efter, jeg havde injiceret, så det var bestemt til at overskue. Jeg fandt endvidere ud af, at mine løbeture kunne være med til at lindre smerterne, så selv om det ikke just var løbeskoene, der virkede dragende, var det anstrengelsen værd.

Lucky me – jeg havde fået taget hul på anden halvvej af min kemobehandling og det var forløbet meget bedre end jeg havde turde håbe på. Krydsede fingre og andet godt for, at det fortsætter de kommende 8 uger.