Mettes dagbog 8: "Surrealistisk at se celledræber-væsken sive igennem slangen og ind i mine blodbaner."

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 1: Da jeg fandt knuderne i brystet

Jeg havde været på afdelingen. Jeg havde set "stuen" hvor man "indtager" sin kemo. Jeg havde fået info om, hvordan det ville forløbe. Mere klar kan man vel næppe blive..?! Ikke desto mindre følte jeg mig pænt meget uforberedt, da jeg vågnede den mandag morgen, hvor jeg kl. 11.nul.dut skulle modtage min første kemo-behandling.

Jeg fulgte min yngste datter til skole, hun på cykel og jeg på gåben med Albert i snor. Det var hyggeligt, og vi gik og snakkede om stort og småt. Vi "drømte" lidt, at det var en helt almindelig dag, men fik også talt om, at jeg på grund af kemo måske ikke ville være helt frisk, når hun kom hjem fra skole. Mærkeligt ikke at kunne være mere konkret overfor sit barn, det var underligt diffust...ingen viste helt hvad der ventede, for ingen havde tidligere hældt kemo i netop min krop, og ingen vidste, hvordan den ville reagere.

Da jeg kom hjem hoppede jeg i løbetøjet, jeg vidste at løbeturen ville gøre mig godt og give mig styrke til at gennemføre dagens program. Da jeg løb, tænkte jeg alverdens mulige og umulige tanker, og ikke mindst hvordan jeg mon ville reagere på behandlingen. Ville jeg brække mig i lårtykke stråler resten af dagen, resten af ugen, resten af måneden eller hvad? Jeg satte tempoet op for at få tankerne til at skifte spor, for at føle mig stærk og udholdende. Jeg løb og løb, ville ønske jeg kunne fortsætte sådan resten af dagen.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 2: "Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere"

En, to, tre klar til kemo

Da jeg kom tilbage fra min løbetur begyndte jeg så småt at gøre klar til afgang. Det med risikoen for at brække mig skurede lidt skummelt i baghovedet, så jeg placerede konstruktivt en rulle skraldeposer i bilen, så jeg - om nødvendigt - frit og ubesværet kunne brække mig på vej hjem i bilen. I håndtasken, der nærmest havde fået form og vægt som en trolley, havde jeg pakket frokost, dagens avis, computer, Ipad, høre-bøffer og andet godt Jeg ville ikke risikere at gå ned på dårlige vibes udefra.

Fuldt udstyret og beredt til dagens kemo-event ankom jeg sammen med min mand til onkologisk afdeling. Ved ikke helt hvad mine forventninger var til de kommende timer, men jeg kunne mærke, at jeg var lidt nervøs, ikke bange, bare lidt usikker. Jeg følte mig samtidig også klar og spændt, dog ikke helt på niveau med emoji'en "Feeling excited".

Der var en afslappet stemning på afdelingen, og vi blev ført hen til den "stue", hvor jeg skulle sidde mens jeg fik kemo'en. Det mindede lidt om starten på en "flytur på business". Jeg havde fået tildelt "min egen kemo-sygeplejerske," som var utrolig sød, smilende og opmærksomhed. Hun viste an til min helt egen plads der var gjort klar til mig. Der var ingen minibar, men i stedet to poser med min helt personlige kemo-mixture, som lå klar på det lille bord ved siden af lænestolen. Det samme gjorde det pille-kit jeg skulle have med hjem til at dæmpe/mindske bivirkningerne fra behandlingen.

Der var styr på det hele. Jeg skulle blot tage plads i lænestolen, der snildt matchede et business-sæde i flyveren. Stolen kunne indstilles helt, som jeg ønskede, halvt liggende og benene let hævet. Det var så vældigt fint. Der var dog ingen sikkerhedssele, hvilket jeg valgte at tage som udtryk for, at jeg ikke skulle forvente voldsom turbulens undervejs.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3: "Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?”

Jeg skulle indtage min kemo-væske via et drop med forbindelse til en blodåre i min venstre hånd. Væsken ville blive optaget i blodet og på den måde transporteret rundt i hele kroppen. Ved siden af min stol stod et stativ, hvor de to poser med kemo blev hængt op, en med klart væske og en med rød væske. Den første, der skulle igennem systemet, var den røde, som efter sigende var lidt "kras mod venerne" og derfor skulle hurtigt igennem systemet. Den røde væske udmærkede sig også ved at være den der sørgede for at mit hår ville falde af. Det siger vel sig selv, at jeg ikke var særlig positivt stemt overfor den røde væske, som lignede hindbærsaften i Smølfernes verden. Den anden pose indeholdt klar væske, som fik lov til at få lidt længere tid til at blive pumpet ind i mig. Det var totalt surrealistisk at sidde der, og se celle-dræber væsken sive igennem slagerne og ind i mine blodbaner.

Sygeplejersken, der havde ansvaret for mig og "min menu," greb opgaven professionelt og sikkert an, men formåede samtidig at være opmærksom og nærværende. Hendes nærvær havde stor betydning i en situation, hvor jeg selv følte mig som en ren novice. Den gode stemning trickede min kommunikationsbegejstring, og i tryg forvisning om, at sygeplejersken ikke ville (eller kunne) gå fra mig, tog jeg fat og "snakkede løs" om alt og ingenting. Det var meget fint (for mig), og det holdt de dårlige tanker og bekymringer stangen.

Flot karakter i kemobehandling

Inden jeg fik set mig om var alt "hældt ind", blot 1 time efter take-off, og vi kunne tage hjem! I øvrigt uden overhovedet at have rørt madpakken, avisen, computeren eller i-pad'en i den trolley-formede håndtaske.

Jeg havde det ikke dårligt efter behandlingen. Jeg var ikke blevet selvlysende. Jeg var vel nærmest, hvad man kan kalde normal, og nok lidt kæk over at det var gået fint....kæk over at jeg ikke var blevet "slået i gulvet". Jeg lovede min mand ikke at tage på job... tror han fornemmede min iver for at kaste mig tilbage i den hverdag, der betyder så meget for mig.

Jeg holdt ord og tilbragte eftermiddagen derhjemme med en intens bevågenhed....hvornår kom de, de satans bivirkninger? Jeg "mærkede efter", kiggede mig i spejlet, svarede mails og arbejdede, spiste mad, "mærkede efter" igen og igen. Intet skete....

Jeg gik en tur i solskin på stranden med hunden. Det var det smukkeste vejr, og solen skinnede fra en skyfri og frostklar himmel. Jeg nød den friske luft, og det var ren luksus at daske af sted på stranden midt på dagen, men det var næsten også lidt som "at pjække", for jeg havde det jo godt.

Day one completed og jeg følte mig nærmest stolt, da jeg gik i seng. Stolt over at jeg havde klaret dagen godt uden bræk. Det var lidt som at have fået en flot karakter, omend jeg var godt klar over, at det ikke var en garanti for, at resten af forløbet ville blive uden bivirkninger.

Hvor bliver bivirkningerne af

Efter en god nats søvn vågnede jeg næste morgen omkring kl 06.30. Jeg turde næsten ikke åbne øjnene, havde jeg det godt....? Var jeg blevet selvlysende, kvalm eller knastør i svælg og understel?

Jeg lå helt stille, åbnede øjnene på klem og lurede rundt. Nope, alt ved det gamle og jeg følte ingen tegn på ubekvem. Jeg slog benene ud over sengekanten, fantastisk. Det var næsten for godt til at være sandt, jeg var klar til dagens dont. Jeg morgenhyggede med pigerne, gjorde mig klar og rullede af sted til job udstyret med diverse remedier til at slå kvalme-fornemmelser i gulvet.

På hospitalet havde jeg fået piller udleveret til at mindske bivirkningerne fra kemobehandlingen – nogle piller jeg skulle tage (de første tre dage), og nogle jeg kunne tage efter behov. Sidstnævnte havde indikationen "mod kvalme", og jeg mindede mig selv om at sygeplejersken havde fortalt, at det var bedre at tage "kvalmen i opløbet". Jeg grublede lidt over, hvordan man vidste, at den kom snignende...hvornår skulle jeg slå til og sluge en pille...

Dagen gik godt og eneste "bøvl" var en pænt frisk rumlen i maven, som dog aldrig fik styrke til motivering af opkast. Jeg følte mig lettet og glad, men brugte også meget energi på tænke "hvornår sker det? Hvornår bliver jeg dårlig og uarbejdsdygtig?". Men ok, hvad der var gået godt ville jo ikke komme skidt igen, så den positive energi vandt over den negative.

Jeg havde en stærk overbevisning om, at mit løb skulle styrke mig under behandlingsforløbet, så jeg var heller ikke i tvivl, da jeg kom hjem fra job. Løbeskoene på og ud i det blå. I loved it.

De efterfølgende dage forløb på samme vis som de første, og jeg følte mig så heldig. Heldig over at jeg efter første kemo fortsat kunne fungere stort set normalt omend jeg (for at passe på mig selv) havde sænket baren for tempo og ambitioner en lille smule. Jeg var pænt tilfreds med mig selv og fortrøstningsfuld....også selvom jeg ved der venter dårlige dage i tiden der kommer.

En uge var gået siden første kemo og snart kunne vinterferien med min lille familie begynde. Parykken var i hus, og jeg tog mig selv i at trække i mine krøllede lokker, men de sad fortsat godt fast. Jeg havde besluttet, at når de første totter begynder at falde af, vil jeg selv tage action og "frivilligt" lade mig barbere skaldet. Det andet "tot for tot" ville blive for patetisk. Kiggede mig i spejlet, og endnu var mit hoved pyntet med krøllede lokker.

Jeg ser frem til min vitaminbooster. En uge med sus, sol og bølgeskvulp i Gammel Skagen – lucky me.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 4: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 5:  "Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 6: "De skaldede kvinder var det første syn, der mødte os"