Gode venner gør os sundere - se her, hvilken ven du er
Stærke sociale relationer er afgørende for dit helbred. Derfor kan det være en rigtig god idé at bruge kræfter på at få gode venner og holde venskaber ved lige. Se her, hvordan du kan gøre.
Ægte venskaber er gode for både din livskvalitet og din sundhed, men ifølge et studie fra Syddansk Universitet så føler 27 procent mænd og 34 procent kvinder sig ensomme.
Det er især de ældre på 75 år og derover samt de unge mellem 16 og 24 år, der føler sig mest ensomme.
"Ensomhed og isolation er en udfordring, og de seneste år har forskning peget på, at det indebærer en lige så stor sundhedsrisiko som rygning, men hvor rygning har været sat på dagsordenen gennem forskellige kampagner, har der ikke været samme fokus på ensomhed," siger Frode Thuen, professor i psykologi.
Frode Thuen har skrevet bogen ”Venskab for voksne – hvordan du får nye venner i en voksen alder og tager bedre vare på dem, du har” (udkommet i Norge, red.).
I bogen formidler han historier fra virkelighedens verden gennem ærlige, sårbare, pinlige og ikke mindst genkendelige situationer.
"Mange tror, at alle andre har flere venner og bedre venner end dem selv, og at de tilmed er en bedre ven selv. Flere har brændt sig før og er endda blevet dumpet af en ven, så venskaber kan være rigtig svære, også selvom vi er voksne."
Frygt for afvisning
Det kan være en god idé at forsøge at etablere nogle nye venskaber, hvis du føler dig meget ensom.
Mange, der føler sig ensomme, har sandsynligvis allerede prøvet det, måske endda op til flere gange, og mislykkede forsøg kan ofte være en del af årsagen til, at de rent faktisk føler sig ensomme.
For andre handler det om, at de ikke tør tage initiativ af frygt for at blive afvist.
Gode relationer opstår som regel ikke bare ud af ingenting. At finde nye venner handler meget om dine egne interesser og om at finde aktiviteter, der så passer til de interesser.
Netop det kan nemlig være en fremragende mulighed for at lære andre at kende og opbygge gode relationer, der varer ved.
"Vi mennesker er jo mere eller mindre socialt begavede, men hvis du ønsker dig nye venner, er det en fordel, at du selv er aktiv. Det er en god idé at opsøge arrangementer, begynde at synge i kor eller melde dig ind i en lokal velgørenhedsforening, hvor du kan møde ligesindede med samme interesser som dig selv. Det allervigtigste er, at du ikke bliver hjemme," mener Frode Thuen.
Hvis du går aktivt og engageret ind i de fora, du deltager i, vil du øge dine muligheder yderligere. Med en fælles passion er det langt nemmere at starte nogle gode samtaler, som kan føre til venskaber.
Vær opmærksom
Oplever du gang på gang, at dine forsøg på at skabe venskaber bliver ignoreret eller afvist, kan du overveje at tage et kig på, om der er noget, du eventuelt selv kan gøre anderledes.
Slås du for eksempel med et lavt selvværd? Eller har du tendens til at være dominerende og selvcentreret i mødet med potentielle venner?
"Hvis du kun taler om dig selv uden at give den anden person opmærksomhed, bliver det hurtigt kedeligt for den anden. En god samtale handler om at få og modtage. Det er klogt at vende blikket indad og tænke på, hvordan du kan blive en bedre ven," opfordrer Frode Thuen.
Vennetyper
Der findes forskellige vennetyper, der spiller forskellige roller i vores liv. Venskaber kan være overfladiske eller fortrolige, nemme eller komplekse, og alle typer venskaber er værdifulde.
De aktive
Dem vi omgås i forbindelse med en bestemt interesse eller aktivitet, for eksempel ved at vi træner sammen, deltager i en interesseorganisation sammen eller synger i kor sammen.
De nyttige
Her handler det primært om at udveksle informationer eller opbygge et netværk. Det inkluderer folk, vi kan henvende os til for at få nyttige tip eller råd, eller som kan hjælpe os med at komme i kontakt med andre personer eller instanser.
De festlige
Venner og bekendte som vi primært omgås i forbindelse med middagsselskaber eller fester, men som vi ikke har kontakt med i andre sammenhænge. Til festlige lejligheder kan de dog være faste gæster og gode samtalepartnere.
De hjælpsomme
Nogle venskaber drejer sig primært om praktiske opgaver, som vi hjælper hinanden med. Det kan godt være nogen, vi mødes med regelmæssigt og betragter som nære venner uden, at vi er hinandens fortrolige.
De trøstende
Nogle venner er vigtige for os, mest af alt i forbindelse med kriser og vanskelige situationer, fordi de er så omsorgsfulde og støttende.
De fortrolige
Dem, vi kan tale med om alt. Både når vi er sårbare og har oplevet et nederlag, men også når det går rigtig godt, og vi har succes. Deres styrke ligger mest af alt i den gensidige åbenhed og fortrolighed, vi kan have med dem.
Sjælevenner
Nogle venskaber har noget fra alle vennetyper. De indeholder hele pakken. Det er dem, vi allerhelst vil være sammen med, uanset hvad konteksten er.