Tass blev lam efter en trafikulykke: ”Om natten lå jeg og forestillede mig, at jeg dansede og løb”

Det er 17 år siden, Natassia Polenghi Rode, også kaldet Tass, var passager i en bil på en mørk vej i Nordsjælland. Bilen ramte væggen i en tunnel.

"Det føltes som en evighed, før ambulancen kom, men der gik vist kun omkring 10 minutter. Jeg er ikke typen, der besvimer, så jeg var ved bevidsthed hele tiden," husker hun i dag.

Men i ambulancen gik hendes krop i chok, og hun fik hjertestop, der varede omkring tre minutter.

"Inden alting blev koldt, kunne jeg høre ambulancefolkenes panik og se, at de svedte."

Da hun kom til hospitalet, blev hun lagt i kunstig koma og scannet. Resultatet var, at hendes ryg var brækket 18 steder, bækken og korsben var brækket, en punkteret lunge, det ene øje var klemt ud, overlæben var flået af, alle ribben i venstre side – ja faktisk hele venstre side var smadret - og begge ben og fødder var brækket.

"De kunne ikke behandle alle mine skader på Hillerød Hospital, så jeg skulle overflyttes til Riget, men det tog flere dage før jeg var stabil nok og uden for livsfare. Så kom jeg til Rigets intensive afdeling, hvor jeg lå i månedsvis."

Som en baby i barnevogn

Ulykken skete to dage før, Tass skulle være startet på en praktikplads som fotograf. En plads, hun havde kæmpet for at få i årevis.

"Jeg fik at vide, at jeg var lammet fra livet og ned. Jeg skulle have hjælp til alt, og faktisk følte jeg mig som en baby i barnevogn, der bare lå hjælpeløs på ryggen, mens andre kom og kiggede ned på mig. Jeg skulle have hjælp til at blive vasket og mades, og så lå jeg bare og græd."

Prognosen var ikke god, og hvis hun ikke kom til at gå igen, skulle hun på plejehjem.

"Der var en pige på samme afdeling, som havde haft langt færre skader end mig, og hun blev kørt derfra i en kørestol og rejste sig aldrig. Jeg fik også at vide, at jeg aldrig ville kunne få børn, at jeg skulle leve med kroniske smerter og mange andre skrækkelige følger. Meget af det fornægtede jeg totalt, for jeg kunne ikke klare at tænke på det."

Heldigvis viste det sig, at Natassias lammelse skyldtes en hævelse ved rygmarven, og den gik over med tiden, men hun havde ligget ned så længe, at hun ikke kunne gå.

Tankens kraft

"På et tidspunkt tænkte jeg: ”Det her skal ikke have magten over mig. Jeg skal ikke ende her”. Jeg skelnede mellem, hvad jeg havde kontrol over, og hvad jeg ikke havde kontrol over. Mine tanker var jo stadig mine egne, og om natten lå jeg og forestillede mig, at jeg dansede og løb. Jeg kendte ikke ordet at visualisere dengang, men det var det, jeg gjorde. Jeg fik også skaffet mig en masse selvhjælpsbøger om tankens kraft, og dem læste jeg."

Da hun blev udskrevet, fik hun lov at komme på genoptræningscenteret Montebello i Spanien. På det tidspunkt kunne hun ikke selv gå ind i flyveren, og hun måtte ligge på bagsædet af bussen i Spanien, nøje observeret af læger, der stod klar med smertestillende. Men der var varme bade og fysioterapeuter, så hun forestillede sig, at hun selv ville kunne gå op i bussen på vej hjem - og tre uger senere gjorde hun det.

"At jeg kom igennem handler nok om mindset. Jeg er vokset op i provinsen, hvor man selv kører på skadestuen, hvis man har skåret sin hånd halvvejs af. Folk arbejder sig ihjel uden at brokke sig. Den tankegang har jeg med hjemmefra, hvor der ikke var nogen, der pustede, hvis man bare slog sin finger. Det handler ikke om, hvad du bliver budt, men hvordan du reagerer på det, du bliver budt. Det ligger ikke til mig at sætte mig ned og tude ret længe, og jeg kan ikke give slip på ansvaret for mig selv. Samtidig er jeg forfængelig og ville ikke sidde i et hjørne og ligne en overkogt spaghetti på et plejehjem resten af mit liv. Forfængelighed og stædighed drev mig langt," forklarer hun.

I dag er Natassia 78 procent invalid og lever med kroniske smerter. Men selv om hun havde fået at vide, at hun ikke kunne få børn, blev hun naturligt gravid og fik sin søn for 11 år siden. Derudover arbejder hun som selvstændig fotograf.

"Jeg begyndte at arbejde igen cirka to år efter ulykken. Det var også mit drive, der motiverede mig til at komme i gang. Jeg kunne jo ikke sidde i en kørestol og fotografere."