Men en del af glæden er lige nu erstattet af frustrationer og bekymringer. Kun 21 uger henne i graviditeten er Kamilla Skov nemlig blevet ramt af mange gener, og hun mærker heller ikke babyen lige så meget, som hun mærkede sine to første børn, da hun ventede dem. Det fortæller hun på sin Instagram-profil.
- Det er lidt underligt, og jeg ligger hver aften og er en smule småbekymret. Det er vildt frustrerende ikke at vide, om man kan ende med kejsersnit, da jeg for alt i verden bare gerne vil føde naturligt. Jeg fik at vide til misdannelses-scanning, at jeg har en delvis foranliggende moderkage, og at den lå dybt, så jeg skulle passe meget på for ikke at risikere at føde for tidligt, skriver hun.
Kamilla fortæller til Realityportalen, at lægerne har sagt, at hun ikke må bære for meget på ni måneder gamle Liam, mens Stephen skal tage helt over, når han er hjemme fra arbejde. Derudover skal hun holde sig så meget som muligt i ro frem til uge 34.
- Men det er jo også nemmere sagt end gjort med en lille mor-syg baby, siger Kamilla, der langt fra har det nemt med hele situationen.
- Jeg har det ad helvedes til, for jeg går jo hele tiden og frygter, at jeg mister min baby eller føder hende alt for tidligt. Jeg kan hurtig mærke, hvis jeg har båret Liam for meget, for jeg får de vildeste kramper i underlivet - især når jeg først er gået i seng. Jeg ligger helt i fosterstilling og kan ingenting, når de kramper kommer. Jeg ved ikke, om det har noget med moderkage og så videre at gøre, men jeg frygter hver eneste smerte. Det er SÅ frustrerende!
Annonse
Der venter formentlig den unge mor nogle urolige måneder frem mod hendes termin i starten af juli, og hun ved ikke, hvornår hun kan få en afklaring omkring et muligt kejsersnit.
- Jeg ved det faktisk ikke, for jeg har ikke fået flere scanninger. Jeg skal selv betale for scanninger, hvis jeg ønsker flere, siger 'De unge mødre'-deltageren, der dog slår fast, at hun har tænkt sig at tage flere scanninger, selv om hun skal bruge sine egne penge.
I øjeblikket går Kamilla stadig på barsel efter fødslen af sønnen Liam sidste år. Til april udløber hendes barsel, og derfor er der en lille periode frem til hendes nye barselsperiode den 4. juni, hvor hun ikke ved, hvad der skal ske. Men hun frygter, at hun kan blive tvunget i aktivering.
- Og for at smide mere salt i såret, så starter min lille baby i vuggestue næste uge. Det er jeg slet ikke klar til, men det skal han, for kommunen vil højst sandsynligt sende mig ud i aktivering på trods af bækkenløsning og en sygemelding. Hvornår får jeg lov til at nyde min graviditet og slappe lidt af i hovedet? spørger hun på Instagram.
Over for Realityportalen gør Kamilla det klart, at hun endnu ikke har fået klar besked på, hvad der skal ske i tiden mellem de to barselsperioder, men hun regner ikke med, at hun kommer til at lave noget fysisk, der kan skade det skrøbelige foster.
- Jeg har også kun draget den konklusion, da min veninde, der skal føde i april, og som er sygemeldt med svær bækkenløsning, er blevet sendt ud i noget kursus og så videre. Så de gør sikkert det samme ved mig, siger Kamilla, der ikke tror, at hun kan holde til ret meget.
- Jeg kan ikke engang holde til at gå ned i SFO efter Sophia, og der er kun 500 meter. Så det bliver spændende at se, hvad de siger, når min barsel slutter i april.