Når Timm Vladimir skal fejre årets sidste aften, så skal det gerne være i selskab med gode venner og en lækker menu bestående af en lang række små snacks.
Artiklen fortsætter under videoen med Rosa Kildahl fra 'Den store bagedyst'...
– Jeg er ikke så glad for, at folk skal sidde rundt om et bord i fem timer. Jeg kan egentlig bedre lide at lave 10- 12 små retter og et tilhørende menukort. Så kan folk selv vælge, hvilken ret der skal være den næste. Det er hyggeligt og uformelt. Folk kan stå eller sidde, hvor de har lyst til, forklarer Timm.
Som så mange andre bruger den 54-årige tv-vært også nytårsaften til at gøre status over året, der gik. Og efter et hårdt 2021, der bød på en skilsmisse fra forfatteren Katrine Engberg, har det forgangne år heldigvis været godt.
Timm ved endnu ikke, hvordan han skal fejre nytår i år, men det er i hvert fald sikkert, at det bliver sammen med gode venner. (Foto: Bo Nymann)
– Jeg synes, at jeg har haft et godt år, hvor jeg er kommet op til overfladen og har fået luft. Jeg er kommet om på den anden side, er glad og har fundet mig selv, fortæller Timm, der er faldet godt til i sit nye hjem og samtidig har fundet ro i, at han nu har sønnen, Cassius på 13 år, hver anden uge.
Derfor glæder han sig også til at tage hul på 2023.
– Jeg ser frem til, at vi skal finde ind til den gamle kerne i virksomheden, hvor vi nu er 100 ansatte. Vi er ved at lave en version 3.0, hvor vi får gjort rent i alle kroge og finder ud af, hvor vi skal hen, lyder det fra Timm, der i ti år har haft madskolen 'Timms køkken'.
Artiklen fortsætter under billedet...
Man kan skrue retten op og ned i pris, alt efter hvilken ost man vælger at bruge, samt hvilke råvarer man køber til anretningen.(Foto: Bo Nymann)
Men før han smøger ærmerne op, så skal 1. januar traditionen tro bruges på ren afslapning.
– 1. januar er en rigtig dejlig dag. Det er faktisk måske den eneste dag om året, hvor jeg virkelig nyder ikke at lave noget. Hvor jeg for en gangs skyld ikke har dårlig samvittighed over at ligge på sofaen, griner kokken.