Det betyder også, at venindeparret Lea og Freja måtte gentænke, hvordan de skulle synge sangen.
- Vi havde oprindeligt opdelt sangen, så vi skulle synge nogle stykker alene også, og Leas dele af sangen skulle jeg så tage, og alle de anden-stemmer, vi havde planlagt, kunne heller ikke rigtig lade sig gøre, så lige i sidste øjeblik måtte vi sige: "nu gør vi bare sådan her", lyder det fra Freja.
Det var faktisk først lige inden, at de to kvinder fra Næstved skulle ind på scenen, at de endeligt aftalte, hvad der skulle ske.
- Problemet var, at vi havde en forhåbning om, at stemmen ville komme tilbage, så vi havde ikke planlagt det igennem, lyder det fra kvinderne, som tilføjer:
- Det var faktisk kun, fra da vi forlader rummet, hvor vi kan se de andre optræde, og til at vi gå ned af trappen til scenen, at vi havde til at sige: "okay, det er sådan, vi gør", og til at komme op med en endelig plan. Det var cirka ét minut.
For Lea var det værste ved, at hun mistede stemmen, at hun ikke ville lade Freja i stikken.
- På det her tidspunkt har Freja ikke rigtigt sunget foran nogle før, og slet ikke foran så stort et publikum og har lidt sceneskræk, lyder det fra Lea, der tilføjer:
- Så jeg blev sindssygt ked af det inden, fordi det var noget, vi skulle gøre sammen, og lige i sidste øjeblik er det bare hende, der bliver nødt til at bære det hele.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For da Freja indtog scenen, mærkede hun slet ikke til sceneskrækken.
- Jeg tænkte mere på, hvordan Lea havde det, og om hun var okay. Så jeg nåede slet ikke at tænke på min egen sceneskræk, siger Freja, som føler, at sceneskrækken er væk nu.
Lea og Freja til Six Chair Challenge i 'X Factor'.Foto: Lasse Lagoni/TV 2