10 seje kvinder: Her er mit bedste karrieretip

10 seje kvinder: Her er mit bedste karrieretip

10 seje kvinder giver dig deres bedste karriereråd.

Vi har bedt 10 kvinder, vi beundrer, om at videregive deres bedste karrieretips.

- Jeg har haft en lang tradition for at påtage mig delvis umulige arbejdsopgaver bare for at udfordre mig selv maksimalt. Det betyder, at det ikke er alt, jeg har gjort, der har været en ubetinget succes. Lærepengene derimod er guld værd.

Soulaima Gourani, virksomhedsrådgiver.

LÆS OGSÅ: Den ultimative guide: Sådan lander du dit drømmejob

- Find ud af, hvad du brænder for, og gå målrettet efter din drøm. Omgiv dig med folk, der er klogere end dig selv. Lyt til dem, og giv dem plads til at udfolde sig og udfordre dig mest muligt. Se dine fejl som en nødvendig forudsætning for at blive bedre. Men hold fast i dine værdier.

Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelsesborgmester i København.

- Hvis du gerne vil have børn, så få dem tidligt.

Stine Bosse, bestyrelsesformand.

- Du skal turde stå på mål for dig selv. Du skal ikke bare tro, at du er noget. Du skal vide det. Vær ekstraordinær. Kvind dig op, og kæmp for det. Og når succesen kommer, så lad være med at sabotere dig selv. Vov at være den succes, du inderst inde ved, at du er født til at være. God for dig selv, god for andre og god for verden.

Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker, Future Navigator.

- Vedvarende succes kræver enormt hårdt arbejde. Vær struktureret, flittig, arbejdsom og vedholdende. Sæt dig et mål, og bliv ved med at arbejde frem mod det. Giv aldrig op. Bliv ved med at ændre din strategi, indtil du når målet.

Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

- Det vigtigste er at arbejde med noget, du interesserer dig for. Uanset hvad det er, og hvad andre siger. For elsker du det, du laver, er der stor sandsynlighed for, at du også bliver god til det. Så kan det næsten ikke gå galt – og hvis det gør, har du haft det sjovere imens, end hvis du kun havde valgt ud fra fornuft eller andres forventninger.

Rikke Agnete Dam, moderedaktør på Børsen.

- Store karrierespring handler ikke nødvendigvis om at have gjort noget genialt, men om at være til rådighed på det rette tidspunkt, om at synliggøre, at man kan stå imod, når det blæser allermest på toppen, og at man har modet og viljen til at tage springet.

Lisbeth Knudsen, chefredaktør og direktør, Mandag Morgen.

- Det er stærke fællesskaber omkring dig, der gør, at du kan udleve dine drømme og være sikker på, at det aldrig går helt galt. Dyrk dem, og brug dem. Og husk at dele barslen med dit barns far.

Lizette Risgaard, formand for LO.

- Sig altid ja til udfordrende opgaver – også når du er i tvivl om, hvorvidt du kan løfte dem. Frygt er en dårlig karrierevejleder.

Silke Bock, journalistisk chef, Zetland.

- Er du ambitiøs i forhold til dit arbejde, er du det højst sandsynligt også i dit liv generelt. Beskyt det, der er vigtigst i forskellige perioder af dit liv – mand, hjem, børn, venner, rejser, socialt liv – og slut fred med de ting, du ikke når. Så bliver du mindre splittet og mindre stresset. Husk, at der ikke er noget kedeligere for andre end at høre på, hvor travlt du har.

Signe Bindslev, arkitekt, Space Copenhagen.

LÆS OGSÅ: 9 råd til at klare dig godt i dit første rigtige job

LÆS OGSÅ: 10 ting jeg har lært om at være nyuddannet og arbejdsløs

LÆS OGSÅ: Drømmejobbet: Hvorfor vidste jeg ikke dette inden jeg startede!?