Frederik Haun blev advaret om én ting, inden han blev far – og det endte med at ske

Frederik Haun blev for nylig far til to små piger sammen med sin mand, Morten Kjeldgaard. Det har altid været en drøm for ham, som dog ikke altid har virket lige realistisk. I den længe ventede babyboble, han nu er i, oplever han også ubehagelige følelser, som han ville ønske, man snakkede højt om.

ALT for damerne logo

Du og din mand, Morten, er blevet forældre til to små piger. Hvordan er den første tid gået? 

"Jeg lærer noget nyt hver dag, både om pigerne, men så sandelig også om mig selv, og hvordan jeg gerne vil være far."

"Jeg har talt med min familie og mine venner om, hvordan det ville være at blive forældre, men der er jo ingen, der kan forberede dig på den omvæltning, det er. Det er noget, man selv skal finde sin vej i."

"Som personer er Morten og jeg meget forskellige, hvor han er meget struktureret, og jeg tager tingene lidt sporadisk og er en smule distræt. Så der supplerer vi også hinanden sindssygt godt og kan tage forskellige roller i forældreskabet."

Hvor længe har du drømt om at få børn? 

"Jeg tror altid, jeg har vidst, at jeg gerne ville have børn. Jeg kommer fra en kernefamilie med en mor og far, der altid har været sammen. Det har jeg altid forestillet mig, at jeg også selv skulle have en dag."

"Men da jeg så springer ud i en sen alder, begynder jeg at have nogle overvejelser omkring, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Jeg har ikke nogen livmoder, så det der med at få børn, det kan jeg ikke bare lige gøre uden at have en kvinde med i billedet på en eller anden måde. Selvom det er langt fra alle heteroseksuelle par, der kan blive gravide, så var muligheden alligevel lidt større, dengang jeg havde pigekærester. 

"Da jeg sprang ud, måtte jeg indse, at jeg måske ikke blev far en dag. Men jeg tænkte samtidig, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at det lykkedes."

Det er jo ikke lovligt selv at søge en rugemor herhjemme, men så blev du kontaktet af Nanna, der gerne ville bære jeres barn for jer. Hvor langt var I i processen med at skulle have børn, da du fik den besked? 

"Da Nanna skrev til mig, havde vi kun snakket løst om, at vi godt ville have børn sammen på et tidspunkt. Der var noget økonomi, der også skulle spille ind i det, hvis vi skulle til USA og få en rugemor til at bære vores børn."

"På det tidspunkt var vi ikke kommet så meget videre med det, og jeg havde også følelsen af, at det var et svært projekt. Så Nanna startede ligesom processen, da hun skrev. Og nu kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have kunnet følge graviditeten helt tæt og være med på sidelinjen, når det var svært."

Hvornår blev det svært, synes du? 

"Det er jo ikke mig, der har været gravid, så jeg synes heller ikke, jeg kan klage over graviditeten. Det er Nanna, der har været megasej og en kæmpe stjerne hele vejen igennem. Men det, som mange fædre måske kan relatere til, er at stå på den anden side af den proces og ikke rigtigt kunne gøre noget."

"Jeg tror i en eller anden grad, det handlede om at føle sig utilstrækkelig. Jeg havde brug for at være tæt på og fortælle Nanna, at vi var der for hende 110%. Så selvom vi var heldige at kunne følge graviditeten i Danmark, synes jeg stadig, det var svært, at vi ikke kunne bo under samme tag"

"Jeg var også hele tiden bekymret for, hvad der kunne gå galt. Men Nanna var heldigvis så rolig og fattet, at jeg også blev mere rolig."

Hvordan føles det at være i farrollen? 

"Det er stort. Det der med at holde små mennesker i sine arme og tænke ”jeg skal passe på jer resten af mit liv”, det er meget rørende og livsbekræftende, men også utroligt skræmmende."

"Der er så mange positive følelser og tanker forbundet med det at blive forælder, men der er også en ekstrem usikkerhed."

Du deler ud på din Instagram om de svære følelser, der også er forbundet med at blive forælder; at man kan savne tosomheden med sin partner eller ikke nødvendigvis føler kærlighed ved første blik med sit barn. Hvad fik dig til at dele de ting? 

"Det er rart at vide, at man ikke er den eneste med den her slags følelser. Det legitimerer dem lidt og gør dem mindre skamfulde."

"Jeg havde en snak med min bedste ven, som advarede mig om, at det godt kunne være, at jeg ikke følte den her ubeskrivelige kærlighed til mit barn, første gang jeg så det, for sådan havde han også haft det. Jeg vil gerne skabe en åben dialog om, at det er okay, at der går noget tid, før den følelse af kærlighed opstår."

"Jeg synes ikke, de her tanker og kriser er noget, man skal skamme sig over. Der var super mange mennesker, der kommenterede det, som var glade for, at der blev sat ord på nogle følelser, de også havde haft."

Hvordan har det været at være så åben om processen? 

"Der vil altid komme løftede pegefingre om, hvordan man skal være forældre, men de fleste af dem er med gode intentioner. Det tager jeg med, for jeg synes, det er utrolig vigtigt at skabe opmærksomhed omkring, at to mænd ikke kan få hjælp til fertilitetsbehandling i Danmark."

"Jeg fokuserer bare på, at jeg kan mærke opbakningen. Jeg er meget taknemlig for den taletid, emnet har fået, og al den kærlighed, jeg har fået i min indbakke. Der er ufrivilligt barnløse, der skriver til mig, at de ikke har kunnet stifte familie, fordi de ikke har økonomien til det."

"Jeg håber, at vi kan bidrage til, at der kan komme en debat i Folketinget om at gøre det muligt at få hjælp til fertilitetsbehandling som mænd."

Frederik Haun

Influencer og kendt fra tv-programmet ”Den store bagedyst”. 

Far til Emma og Nora sammen med sin mand, Morten Kjeldgaard, der er danser og kendt fra ”Vild med dans”. 

Familien er aktuel i dokumentarserien ”Far, far og børn” på DR, hvor man følger deres proces med at få børn, efter Nanna Myssing Brandt kontakter dem og tilbyder at være deres graviditetsvært – altså bære deres børn for dem, også kaldet rugemor. 

De er dermed biologisk far til hvert sit barn, mens en ægdonor fra USA er moren.