1500 kroner eller en brugt iPhone for et knald?
Den eneste måde, Lars kan finde en kvinde på, er ved at betale for hende. Sugardating er blevet en del af den danske datingkultur.
16.50. Barberbladet skraber ned af halsen. Rustj, rustj. Lars er ved at gøre sig klar til en date. Han ser godt ud. Hans overarme bærer præg af arbejdet som flyttemand, og sorte tribaltatoveringer snor sig op ad de brede skuldre. Han har ikke mødt sin date før. Kun set billeder af hende. Hun er 18 år, Lars er 41. Alt er aftalt på forhånd. Han ved, hvad der skal ske. De 1500 kroner, som de har aftalt, det koster, brænder i hans lomme.
Lars er sugardater. Et datingkoncept, der på bare to år har vundet stort indpas i Danmark. Konceptet, der dyrkes gennem dating-sites på nettet, går ud på, at man betaler sine dates for f.eks. at spise middag eller have seksuelt samvær.
LÆS OGSÅ: Porno er vor tids seksualundervisning. Og det sucker for at sige det præcis, som det er
Datingkonceptet har fået debatten til at rase. For er det prostitution at få gaver, tasker eller en iphone i tilgift for sex? Det er en verden, der er svær at forstå. Hvem er de kvinder og mænd, der vælger at sugardate? Skribentens nysgerrighed er vakt. På siden sugardaters.dk, der er den største sugardating side i Danmark, er det gratis for kvinder at oprette sig, og det tager ikke mange klik at blive medlem. Det kan jeg alligevel ikke stå for. Hurtigt finder jeg et gammelt festbillede frem fra gemmeren og uploader. Et, to, tre og et profilbillede, så er man klar til start. Og hvilken start. Efter få sekunder tikker de første beskeder ind på min nye sugarprofil:
"Hej, hvad siger du til at mødes og dele en flaske god vin? Hvis kemien er der, fræk sex."
"Kan du komme til hyggesex hos mig? Undskyld den ligefremme måde, men så ved du hvad jeg er ude på. Kaffe byder jeg på under alle omstændigheder."
"3000 kroner."
Jeg er ikke sikker på, hvad jeg havde forventet. Gamle mænd med klamme tilbud, tror jeg. Men det her er anderledes. For udvalget i min indbakke er stort og uden fællestegn. En ung RUC-studerende, der gerne vil domineres, en midaldrende direktør, der ønsker kvindeligt selskab på forretningsrejser, og en 67-årig, hvis kone ikke forstår hans seksuelle behov. Alle aldre, alle typer og alle mulige præferencer. Men hvorfor sugardater de?
For Lars er svaret klart. Han er der grundlæggende for at få troen på sig selv tilbage. For efter at have arbejdet flere år som hjemmehjælper, kneb det med tilbud fra kvinder.
- Når kvinder vælger partnere, tror jeg meget det handler om, at de skal have mænd, der kan forsørge dem og forsvare dem. Når jeg nævnte, jeg var hjemmehjælper, så ville de ikke mere – jeg havde ikke nok status, fortæller Lars.
Til sidst fik han nok af det traditionelle datingliv. Hans selvtillid var i bund og hans sexlyst presserende. Så selvom han i starten var skeptisk overfor, at skulle betale kvinder for selskab, gik der alligevel ikke længe, før han oprettede en profil på sugardaters. Og så gik det stærkt. På den første aften var der 25 kvinder, der havde taget kontakt. Lars var smigret. Det samme billede på scor.dk havde ikke givet særlig mange dates. Og pludselig var det kvinderne, der skrev til ham. Det boostede den tidligere hjemmehjælpers selvtillid.
18.00. Underbukserne bliver skiftet, og det rene sengetøj bliver lagt på. Lars er ikke nervøs. Det er hans syvende sugardate. Og i dag kommer daten ikke til at vare så længe. Hun vil ikke have middag eller romantisk snak. Bare pengene for den ydelse, de har aftalt. Og det er også helt ok med Lars.
På min sugarprofil varierer tilbuddene fra middage og gaver til analsex og bondage. Nogle mænd skriver en masse om dem selv, andre fortæller mig, hvad de vil have, og spørger, hvor meget jeg koster. Lars fortæller, at det er de samme oplevelser han har med de kvinder, han møder. Nogle af hans dates vil bare mødes over en god middag, mens andre vil yde en service og ved, hvad de skal have for det. Alligevel ser Lars ikke sugardating som prostitution. Og han ved, hvad han taler om, for han har været ved prostituerede 10, måske 12 gange i sit liv. Sidste gang Lars var der, betalte han for bare at sidde at snakke en time.
- Jeg tror ikke, jeg nogensinde går til en prostitueret igen. Det er alt for sterilt. Jeg er nok blevet mere følsom på mine gamle dage, siger han og tilføjer, at så vil han hellere sugardate. For her oplever han intimitet, romantik og kærlighed.
Lars sammenligner sugardating med stævnemøder fra 50'erne. Hvor mænd er mænd, og kvinder er kvinder. I virkeligheden synes han ikke, at der er langt mellem sugardating, og så det datingmarkedet, vi andre befinder os på.
- I byen betaler mændene alligevel drinks for kvinderne. Den eneste forskel er, at på det traditionelle marked, så er det ikke sikkert, at manden får noget ud af sine anstrengelser, siger Lars.
Lars er en af de få, der vil stå ved, at han er sugardaddy. Ingen af de samtlige 165 mænd, der skriver lumre beskeder til mig på sugardaters.dk, vil stå frem med navn. Nogle for at beskytte deres ry, nogle fordi de er gift. De fleste, fordi de slet ikke mener, at de vil passe ind i sådan en artikel. "Jeg er slet ikke stereotypen på sådan en sugardaddy," skriver Fuckmehard71, da jeg spørger ham, om han vil interviewes, efter han har skrevet, om jeg kan mødes på lørdag til et hurtigt knald på et dyrt hotel.
18.50. Lars date er kommet. Langt mørkt hår, store bryster og smilehuller. Hun er ligeså smuk som på billederne. De sætter sig på hver sin stol og snakker lidt, men ikke så længe. De har aftalt, hvad der skal ske. Almindelig sex og ingen overraskelser. Den mørkhårede kvinde tager blusen af. Så går de ind i soveværelset.
Flere kvinder har gennem de seneste måneder stået frem og fortalt, hvordan sugardating har ændret deres liv til det værre. De tror ikke mere på kærlighed, er blevet immune over for intimitet, og er blevet afhængige af de hurtige penge. Alligevel tænker Lars ikke så meget over, om kvinderne er afklarede på forhånd.
- De er alle over 18 år og voksne mennesker. Jeg håber da, at hun er afklaret før en date, siger han.
De kvinder, Lars møder på datingsiden, er meget forskellige. Han har været sammen med både erhvervskvinder, akademikere, kvinder på kontanthjælp og golddiggers. En kvinde, han datede en overgang, havde få uger forinden fået at vide, at hun led af en uhelbredelig kræftsygdom.
- Hun ville bare nyde sine sidste måneder, fortæller han.
På sugardaters.dk er min profil blevet blokeret. Nogle sugardaddies har klaget over, at jeg var journalist. Narrefisse, som en kaldte mig, efter at han først havde skrevet en lang besked til mig om, at han bare ønskede at slikke mig hele natten og bagefter måske blive gift. Jeg er lidt gnaven over at være blevet smidt ud. For selvom jeg selvfølgelig udelukkende var derinde af professionelle årsager, så talte de mange mænds smigrende beskeder alligevel til min indre narcissist. Du er så smuk, hvor er du fantastisk, lige min kvinde. Jeg mener, hvor kynisk skal man være, for ikke at blive bare lidt forført af et univers fyldt med komplimenter?
21.30. Døren smækker bag hende. Lars spænder bæltet. Det hele gik som det skulle. Alligevel tror Lars ikke, at han skal se hende igen. Det hele var ligesom lidt for mekanisk. Han kan bedre lide de kvinder, han kan invitere på middag og snakke med. Lars kigger på sin telefon. Han har netop fået et match på Tinder. Lars tror, at han vil spørge sin Tinder-match om en rigtige date. Hvor ingen ved, hvor det ender, og beløbet ikke aftales på forhånd. Men Lars regner nu alligevel med, at det bliver ham, der betaler for daten.
LÆS OGSÅ: “En mand lægger sig ved siden af os, tager tøjet af og begynder at onanere”
LÆS OGSÅ: “Pludselig giver lægen mig et kæmpe klask i røven”
LÆS OGSÅ: “Jeg prøver at komme videre, men den ene holder mig fast”