Sonja Richter mødte ondskaben: "Jeg synes det er et reelt problem, når vi ikke taler om den"

Sonja Richter vil gerne tale om ondskab.

Ikke fordi hun vil svælge i den. Men fordi hun vil lære den bedre at kende.

Læs også

Andrea Elisabeth Rudolph: “På mange måder har jeg det bedre, end jeg har haft i mange år”

Hun sidder med de uldsok-klædte fødder trukket op under sig på stolen. Og en varm kop kaffe mellem hænderne. Det lyse pandehår indrammer ansigtet. Hun smiler, taler ivrigt og engageret og ser ikke det mindste uhyggelig ud. Men det er det uhyggelige, hun vil tale om. 

"For vi taler ganske enkelt ikke nok om det. Er det ikke rigtigt," spørger hun. Og fortsætter:

"Det sidste års tid har det optaget mig meget, hvad ondskab egentlig er, og hvorfor vi på den ene side dyrker den, når vi rå-streamer krimier, true crime og lytter til krimi-podcasts, men på den anden side nærmest helt fortrænger, at ondskaben findes. Jeg synes, det er et reelt problem, for når vi ikke taler om den – ikke har et sprog for ondskaben – hvordan skal vi så vide, hvad vi skal stille op med den, når vi møder den?"

Sonja Richter smiler ikke længere, men kniber øjnene sammen. Og i et kort sekund ser hun faktisk lidt uhyggelig ud.

Ondskab til arbejdet

Det sidste års tid har Sonja Richter ikke kun filosoferet over det onde helt privat. Hun har også haft rig mulighed for at undersøge ondskaben på et professionelt plan. Hun er nemlig aktuel i opfølgeren til gyserklassikeren Nattevagten, der, da den udkom i 1994, trak fulde huse i biografer landet over og siden fik en plads i den danske filmhistorie som – om ikke den første – så i hvert fald den mest banebrydende moderne danske gyserfilm.

Alle talte om 'Nattevagten' i midt 90’erne. Og om den rendyrkede, depraverede ondskab, som Ulf Pilgaard inkarnerede i rollen som den lystdrevne og samvittigheds-blottede morder Peter Wörmer. En figur, der på én og samme tid frastødte og tiltrak os. Og som nu i en eller anden form får en genkomst i opfølgeren 'Nattevagten – dæmoner går i arv'.

"Jeg skal ikke gøre mig finere, end jeg er. Jeg er også selv helt vildt draget af gyset og krimien. Jeg har malet hele min lejlighed, mens jeg lyttede til det ene rædselsvækkende kapitel efter det andet af true crime-podcasten 'Mørkeland'. Jeg slugte det, til jeg næsten blev helt kvalm af det," siger Sonja Richter.

"Men jeg tror ikke kun, vi er tiltrukket af de her fortællinger, fordi de underholder os og får det til at gibbe i os af chok og gru. Jeg tror også, at vi prøver at finde ud af, hvad ondskab er. Hvordan det ser ud, hvordan det lugter og smager. Hvad det er gjort af simpelthen," fortsætter hun.

For det er jo som om, at alle andre steder end i underholdningsbranchen og medierne er den samtale om ondskab helt renset ud af vores hverdag og virkelighed.

Da hippierne slog Fanden ihjel

Sonja Richter er et rigtigt 70’er barn. Født ind i en tid hvor ungdomsoprøret udfordrede alle autoriteter og alle de store fortællinger. En hippietid, siger hun, hvor alt bare skulle være ”peace love and harmony,” og hvor der ikke længere var plads til det onde. Det er en stor del af forklaringen, mener hun.

Læs også

Oh Land: Når jeg synger, så kan jeg alt. Men i mit privatliv er jeg nærmest bange, bare jeg skal ud ad døren

"Mine forældres generation gjorde op med alle de store historier. Også med religion og den kristne fortælling. Jeg er ikke religiøs, men jeg synes alligevel, det er problematisk, at vi i et eller andet omfang bare har beholdt lidt engle og troen på noget godt og større, men helt har droppet at tale om djævle, dæmoner og Fanden selv. For selvom de var abstrakte og metaforiske størrelser, så var de jo billeder på noget, som også findes i virkeligheden. De var billeder på ondskaben.

Når ondskaben så viser sig for os i dag – i form af mord, psykisk vold, folkedrab og overgreb – så kalder vi den ikke længere, hvad den er, siger Sonja Richter. Vi leder efter forklaringer.

"Mordere og overgrebsmænd er ikke onde, de har haft en ond barndom. De har selv sår på sjælen, de er mærkede og ødelagte. Og derfor på en eller anden måde undskyldt. Det er selvfølgelig rigtigt, at der ofte er forklaringer på folks ugerninger. Men jeg er også bare enormt træt af de forklaringer. For der er massevis af mennesker, der vokser op under helt forfærdelige vilkår, men som ikke bliver morderiske, voldelige og modbydelige af den grund, men ordentlige søde mennesker," siger hun. 

"Det er et andet efterslæb fra den alt omfavnende og forstående hippietid. At ingen i virkeligheden er skyldige og ansvarlige for noget, men at alle er en form for ofre. Vi kan aldrig bare kalde det ondskab. Selvom det måske nogle gange er netop det, det er."

Et møde med mørket

Selv har Sonja Richter ikke stået over for den form for ondskab, hun læser om i aviserne og fortvivler over. Den form, som unge kvinder, der mister livet i hænderne på psykopatiske mordere i mørke skove, har mødt. Eller den form for ondskab, som børn, der er overladt alene og forsvarsløse til depraverede overgrebsmænd, har mødt. Men hun tror, at hun har mødt mørket.

"Ondskaben findes jo i mange grader," siger hun og fortsætter:

"Jeg har mødt mennesker i mit arbejdsliv, som med deres blotte tilstedeværelse har haft en helt vildt ubehagelig effekt på mig. Især ét menneske, som jeg tidligere har arbejdet meget sammen med, har haft den effekt. Jeg anede ikke, hvad der skete, og kan faktisk stadig ikke helt sætte fingeren på det.

Læs også

Julie Agnete Vang om mødet med sin mand: ”Øllerne smagte ekstra godt den aften”

Men det var som om, at det her menneske sugede alt lys til sig som et stort, sort, tomt hul. Det var et menneske, der fyldte det hele og samtidig drænede alle omkring sig. Jeg brød grædende sammen over det til en instruktør engang uden at kunne sige, hvad det egentlig handlede om.

Og da jeg nogle år senere skulle arbejde sammen med vedkommende igen, glædede jeg mig ligefrem, fordi der også er tale om et dygtigt og spændende menneske. Men det øjeblik, vi mødtes igen, var følelsen tilbage. En følelse af tilintetgørelse, som jeg bare skulle væk fra."

"I dag ville man måske tale om psykopati og narcissisme, men i gamle dage tror jeg, man ville sige, at personen var besat af det onde selv."

Da Sonja tabte sutten

Sonja Richter har også mødt ondskaben i sig selv. En gang, da hun som 18-årig kom cyklende ned ad gaden og så sin kæreste og bedste veninde tæt omslyngede i et lidenskabeligt kys.

"Jeg styrede direkte ind i dem for fuld fart og med fuldt forsæt. Jeg pløjede dem ned. Og så begyndte jeg at tæve dem. Jeg tabte totalt sutten. Det var selvfølgelig i affekt, fordi jeg var fuldkommen i chok og dybt fortvivlet og såret. Men jeg ville også gøre dem ondt!"

Hun griner lidt ad det i dag. Selvom hun i virkeligheden synes, det er dybt alvorligt.

"De fleste vil jo reagere på min historie med en form for forståelse, selvom det aldrig er i orden at slå eller bruge vold. Og jeg kan jo også godt selv få øje på en god forklaring på, hvorfor jeg gjorde det. Men så er vi tilbage ved de evindelige forklaringer. Ved undskyldningerne. Og hvad ville der egentlig ske, hvis vi bare kaldte det, det det var? En ond ting at gøre. Også selvom det, de havde gjort mod mig, var ondt."

For hævnen er ikke nødvendigvis så sød og retfærdig, som den umiddelbart kan synes.

"Der findes jo ikke noget bedre på film, end når hævnens time er kommet. Og helten eller heltinden endelig, endelig får lov til at gengælde for al den lidelse, de er blevet udsat for. Det er helt berusende at se på. Det er fedt og vildt og godt. Og jeg kan også sagtens mærke den trang og vildskab efter at smadre igennem i det virkelige liv," siger Sonja Richter og fortsætter:

"Jeg ved ikke præcis hvorfor, for der er alt for mange forfærdelige sager, men Tønder-sagen har et særligt tag i mig. De her to små piger, der blev misbrugt af deres far og solgt til andre mænd. Deres kroppe, der blev solgt for lidt penge eller en pizza. Det er så rædselsfuldt forfærdeligt, og det vækker ondskaben i mig for fuld udblæsning.

Det fodrer mit eget mørke, og jeg tænker bare, at de mænd, de skal dø! Nu! Min indre ulv er klar til at bide og flå dem i småstykker – og det er jo der, at opgaven må være, at vi skal holde vores egen sorte ulv i tøjlerne og forstå, hvor meget terrorist, der i virkeligheden også findes i os selv."

"Når først vi giver mørket mulighed for at gro – når vi fodrer vores egen ulv – har den nemlig næppe tænkt sig at stoppe igen," mener Sonja Richter.

"For så er det nok ikke bare afmagt og hævntørst længere, så er det nok også fordi, det er begyndt at føles godt! Og så er det kun ondskaben, der er tilbage," siger hun.

"Det er derfor, vi skal turde tale mere om den, ondskaben. Så vi kan genkende den i andre. Og i os selv."