3 generationer under samme tag

Stefani Alexandra Biber gav boligjagten et særligt tvist, da hun tilbage i 2013 foreslog sin mand Rune, at deres kommende nye adresse også kunne inkludere hans forældre.

– Noget ved det virkede bare helt rigtigt, men jeg tror ikke, at jeg havde tænkt tanken til ende, før den røg ud af min mund. Jeg havde lige set en tv-udsendelse om forældre, børn og børnebørn, der boede sammen, og det virkede så fedt, at de voksne hjalp hinanden med at få hverdagen til at glide. Samtidig var de ældre ikke ensomme, og det lader ellers til at være et stort samfundsproblem.

Der er næsten altid en voksen, der gider gynge.

Stefani stod egentlig med den ene fod på vej ud ad døren til Paris på en arbejdsrejse (hun driver webbutikken Strutshop.dk), men indfaldet blev lynhurtigt forvandlet til et konkret mål.

– Rune skulle lige tygge på den, men var heldigvis åben og kunne godt se de mange fordele, så vi blev enige om, at ideen skulle præsenteres for hans forældre. Efter kort betænkningstid vendte de tilbage med et ja – faktisk var de superglade for, at vi havde spurgt."

Stefani i sit arbejdsrum.

Stefanis mor og far blev ikke inviteret til fællesskabet – de bor syd for grænsen, og "det gav ligesom sig selv", som hun udtrykker det.

– Det var alligevel lidt specielt, da jeg fortalte dem om valget, men de blev glade på mine vegne, og da de var på besøg første gang, faldt det hele på plads for dem. De støtter vores måde at leve på fuldt ud.

LÆS OGSÅ: Faren, der ikke tog orlov: “Jeg er måske lidt old-fashioned”

Inden Stefani for alvor kunne glæde sig til at rykke ud af en lille 1.-sals Brønshøj-lejlighed og ind i et hus med en mindre ophængt hverdag, skulle hun dog stille et alvorligt "hvad nu hvis"-spørgsmål til sin mand.

– Reelt frygtede jeg nok aldrig, at der kunne være skilsmisse i luften, men hvis den ene var på vej væk rent følelsesmæssigt, så ville det jo være totalt grundløst at satse så stort, fordi man bliver mere bundet til hinanden. Derfor kom alt på bordet. Vi var nødt til at se hinanden i øjnene og spørge: "Hey, er vi egentlig så sikre, som man nu kan være, på at vi vil blive sammen?".

To brødre med fri adgang til fire kærlige voksne.

Samme emne skulle også tages op i forhold til hans forældre.

– Det var nødvendigt at få sat ord på vores bekymringer om alt det, der i teorien kunne gå galt. Omvendt opdagede jeg, at vi stadig godt kan holde hinanden ud og respektere grænser, når vi taler om noget intimt og ømtåleligt. Det bekræftede, at vi godt kunne få tingene til at fungere hen ad vejen.

LÆS OGSÅ: “Nogle opfatter orloven som en boble, hvor alt går i stå, men det er jo der, livet er”

Den hårde betingelse

"Svigernes" betingelse om, at deres kommende hjem skulle findes i post-zone 3520, var dog umiddelbart svært for Stefani at overskue.

– Runes forældre havde boet der i 40 år, så jeg kunne selvfølgelig sagtens forstå dem. Efter at have tænkt over det, nåede jeg frem til, at hvis vi kunne finde et hus relativt tæt på stationen, var det fint nok, for dengang havde jeg ikke et kørekort. Kort tid efter fik jeg faktisk et kørekort forærende af mine svigerforældre, så frygten for at føle sig bundet eller isoleret forsvandt fuldstændig.

Veninderne syntes dog, at det hele var et rimelig crazy projekt.

– For det første syntes de, det var virkelig mærkeligt, at jeg seriøst overvejede at flytte længere væk fra København, når nu jeg mest havde snakket om at flytte længere ind igen. I forhold til at flytte sammen med mine svigerforældre, var reaktionen mere sådan "Really? Er du sikker på det?" Men de respekterede ret hurtigt mine tanker og kunne faktisk godt se pointen.

Kompromiset blev aldrig fortrudt. Kort tid efter fandt Stefanis svigermor et dobbelthus til salg på den vej, som hun åbenbart altid havde haft en hemmelig drøm om at bo på, og alle faldt for stedet den forårsdag i 2014, da de var ude for at se på det.

– Grunden i sig selv er ret stor, men især naturomgivelserne med et skovstykke og udsigt til Farum Sø overgik alle forventninger! Desværre var huset ikke familievenligt, fordi det i sin tid var designet til to enlige søstre.

Rune med sin yngste søn, Linus.

Plads til det hele

Stefani, Rune og hans forældre indså derfor, at de måtte rive det eksisterende ned og starte helt forfra. Her lunede det at være fire om regningen – desuden gav nybyggeriet ekstra tid til at forberede børnene på den store omvæltning og chancen for at designe et unikt drømmehjem med både delerum og egorum.

– Da tegningerne skulle laves, gjorde vi meget for at tage hensyn til individuelle behov. Jeg er vant til at arbejde en del hjemmefra og designer og syr bl.a. ammepuder til min butik og havde derfor et kriterium om at få mit eget arbejdsrum. Runes far reparerer saxofoner, så han havde brug for sit eget værksted. Opbevaringsplads var højst på min svigermors ønskeliste – hun er meget engageret i spejdernes loppemarked og har tit alle mulige antikviteter med hjem, som skal sættes i stand eller fikses. Endelig skulle der være et øvelokale til Rune og hans far, der laver musik i fritiden. Der var selvfølgelig lidt frem-og-tilbage-diskussioner i forhold til indretning og fordeling af de enkelte rum, men i sidste ende kom det også an på vores økonomi, og hvad der rent praktisk var muligt. Vi fik til gengæld en besparelse ud af at lave et delebryggers, men som udgangspunkt er det to selvstændige huse, hvor der er direkte passage til hinanden fra begge etager.

Haven er fælles, men de to par har hver sin køkkenhave.

Runes forældre havde tid og overskud til at tage det praktiske ansvar, hvilket gjorde forløbet mindre kaotisk, end Stefani havde regnet med.

– Vi var dog super bevidste om hele tiden at afstemme forventninger og tvivl for at minimere risikoen for grimme overraskelser, når først det var for sent. Der blev taget beslutninger ud fra devisen om, at "det her er et bofællesskab, det er ikke et kollektiv", hvilket skulle afspejles i de fysiske rammer, der skulle gøre det ligetil at være der for hinanden – men også for sig selv.

Stefani med sin ældste søn. Bertram.

LÆS OGSÅ: Der er ikke markant flere mænd på forældreorlov, end der plejer

Fællesskab uden (for mange) regler

Boformen har siden vist sig at være bæredygtig for alle tre generationer, og efter et år under samme tag har der kun været problemer i småtingsafdelingen.

– En dag viste mine svigerforældre eksempelvis et par venner rundt, som hverken Rune eller jeg kendte. Børnene havde lige været syge, og der var superrodet. Vi var helt med på, at de gerne ville vise huset frem, for vi er alle stolte af det, men vi kunne pludselig godt mærke, at den sommerferieagtige stemning, hvor vi vadede ind og ud hos hinanden, ikke var så holdbar i længden. Generelt har der aldrig været et behov for at opfinde en hel masse regler, på et tidspunkt virkede det bare naturligt med en aftale om, at børnene må komme og gå overalt, men de voksne banker altså lige på først. Også for at bevare en følelse af privatliv. Man gebærder sig lidt anderledes, når man er i sit eget hjem, end når man er sammen med flere mennesker. Jeg ville f.eks. gerne kunne gå nøgen fra mit badeværelse til soveværelset uden at skulle tænke på, om min svigerfar pludselig stod i gangen.

Storfamilien spiser sammen de fleste aftener.

En anden standard: Storfamilien spiser altid sammen om aftenen, men kan springe fra uden forklaringer eller undskyldninger, hvis tiden eller lysten ikke er til det.

– Det fungerer superfint. Vi får allesammen mere varierede madoplevelser, ligesom vi helt klart minimerer madspild og sparer penge på indkøb. I det hele taget er livet blevet lettere rent logistisk. En af Runes forældre er næsten altid i huset, og det vil sige, at de der pressede situationer stort set er væk – altså dér, hvor du pludselig skal hente et sygt barn eller må vente og stå og trippe indtil, at den anden kommer for at være sammen med børnene, fordi du skal skynde dig afsted til noget andet. Det er helt vildt dejligt, at der er to ekstra tryghedspersoner i børnenes hverdag, som de altid kan gå til. Vi ses på godt og på ondt, men mest på godt. For os er det den perfekte måde at leve på. 

LÆS OGSÅ: Derfor er mødre til tweens de mest deprimerede

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig fyret som mor"

LÆS OGSÅ: ”Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever”