5 kendte danskere: Min skøreste date
Daten var gift
"Min værste date var for otte-ni år siden. Jeg var i gang med at skrive nogle klummer, hvor jeg skulle fortælle om dating. I den forbindelse oprettede jeg en profil på en datingside, hvor jeg kaldte mig Søs. Jeg mailede med flere forskellige og skulle mødes med en mand fra Ebeltoft. Men der var to ting, der gik galt: For det første kunne han genkende mig fra medierne og vidste derfor, at jeg ikke hed Søs. Jeg kunne også genkende ham fra et tv-program og vidste derfor, at han havde en kone, hvilket han bekræftede. Så jeg fik da noget at skrive om i min klumme."
Anna Thygesen, virksomhedsrådgiver, 45 år
En hveps i munden
"Min første kæreste og jeg var cyklet fra Farum til Klampenborg for at holde en romantisk picnicdate
i Dyrehaven. Vi havde medbragt den store picnickurv, men nåede kun lige at sætte os på det udbredte tæppe, da en hveps fløj ind i munden på mig og stak mig. Kort efter svulmede min underlæbe op til pølsestørrelse, og jeg begyndte at græde. Vi måtte derfor pakke det hele sammen på 30 sekunder og cykle hen til en restaurant for at ringe efter en ambulance, så jeg kunne komme på skadestuen og få en stivkrampevaccination."
Mette Frobenius, stand-up komiker og cand.merc. jur, 41 år
Cornflakes i hovedet
"Jeg var engang på date med en fyr, der efter daten skulle direkte videre til en udklædningsfest med Casper og Mandrilaftalen som tema. Han havde allerede taget sit kostume på, da vi skulle mødes, så han havde cornflakes klistret fast til ansigtet under hele vores date."
Iben Maria Zeuthen, tv- og radiovært, 25 år
Skændtes så det bragede
"Den mand, jeg har boet sammen med i otte-ni år, inviterede mig engang ud at spise, og vi havde planlagt en rigtig hyggelig date, men daten gik helt i kage, fordi vi skændtes så meget. Næste dag bad han mig om at klæde mig fint på, fordi han havde arrangeret daten på ny. Så vi gjorde alle de samme lækre ting, som vi havde gjort dagen før. Det var så sødt af ham, og det var en rigtig god date."
Lotte Heise, foredragsholder, 51 år
Et ulækkert kys
Jeg scorede engang en fyr, der hedder Jesper, som var landets lækreste skår. Han var en af dem, som udstråler: "Jeg er aaaalt for lækker til dig," så jeg havde på forhånd afskrevet ham. Da jeg så endelig stod megastiv på dansegulvet med ham, brækkede jeg simpelthen min drink op ind i munden på Jesper. Weekenden efter var vi på date og havde en fantastisk nat.
Jim Lyngvild, forfatter og modekommentator, 31 år
ALT for damerne vil gerne vide:
Hvad har været din mest skøre date? - Fortæl om den her på siden!
Læs også:
»Guide: Hvilken date passer bedst til dig?
»Guide til en succesfuld første date